Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

25. November '21 22:04 by Jørli Petersen

11 års garanti

Toyotas nye garantiordning hedder Toyota Relax. Rent praktisk en 10 års garanti på din bil, som kan strækkes til næsten 11 år, hvis du gør det helt rigtigt.

Eller så tæt på de 11 som det er muligt, men det kræver lidt planlægning, at få netop denne garanti, der samtidig udløser et kilometertal på 175.000, før det er helt og aldeles slut med garanti på en Toyota.

Den nye form for garanti træder i kraft med virkning fra den 1. december 2021. Hvis du er så uheldig, at få lavet service på din seks år gamle Yaris den sidste dag i november, får du ikke del i den nye garanti, som er en rigtig garanti, – og ganske omfattende må vi tilføje, efter at have studeret hvad der er dækket af bilens garanti.

For at gøre det så enkelt som muligt, så er garantibestemmelserne de samme, som de er på den fabriksnye bil, der er forsynet med de kendte tre år og/eller 100.000 km.

Toyotas garanti dækker det hele, det er kun de klassiske sliddele, der ikke er dækket af garantien, det er de dele der slides, og sliddele er den elektriske pære, det er viskerblade, kobling og bremser, måske en kilerem, – der er vi ikke helt sikre, men ellers er det oplagt at bruge en bils bremsesystem som eksempel, for der er mange flere enkelt komponenter i et bremsesystem, end de fleste kører rundt og tror.

Til gengæld er det enkelt at sige, hvad der ikke er dækket af garantien. Det er selve bremseskiverne og bremseklodserne. Alt andet er ikke sliddele. Andre sliddele der slides, og dermed ikke er dækket af en garanti, er ting som stof på sæderne, det er måtterne på gulvet og en del som en gearknop, men det vigtige, – alle de dyre dele, herunder bilens mere og mere omfattende elektronik, er dækket.

Garanti på en bil, skal betragtes som det udstyr, der følger med bilen fra ny. Tryghed frem for sædevarme eller måske et klimaanlæg!

Tricket med at forlænge garantien på en Toyota helt til bilens er blevet 11 år minus en enkelt dag er, at bilen skal til service på et autoriseret Toyota værksted.

Logisk nok. Toyota løber en risiko – kalkuleret selvfølgelig – men alligevel, man påtager sig en garantiforpligtelse, uden anden betaling, end at få bilen ind til en Toyota forhandler. Og sådan fortsætter det, frem til bilen fylder 10 år, eller har kørt 160.000 km.

Hvordan kan bilen så oppebære en garanti på knap 11 år? Helt enkelt. Man har styr på bilens første registreringsdato, og så sørger man for at sende bilen på værksted, dagen før bilen runder de 10 år, og hver gang man har fået udført service inden for de 10 år, forlænges garantien med et år.

Og således kommer vi frem til den garanti, som alt andet lige må betegnes som den suverænt bedste garanti, man kan opdrive både i Danmark og internationalt.

Brugt med garanti

For at gøre garantien endnu bedre og mere attraktiv, kan man genoplive sin garanti på en Toyota.

Et tænkt eksempel. Du køber en seks år gammel Yaris, der har 90.000 km.

Bilen har ikke set et autoriseret Toyota værksted siden bilen var tre år gammel, siden har bilen været hos den lokale reparatør, med eller uden perlegrus foran værkstedet, men du sender bilen til almindeligt service på det autoriserede Toyotaværksted, og vupti – garantien er tilbage.

Toyota gør det selvfølgelig ikke dine blå øjnes skyld. Det handler om at skabe aktivitet på værkstederne,men  der falder så sandelig også noget af til ejerne. Et års garanti kan være rigtigt mange penge værd, hvis uheldet er ude, når bilen er otte eller måske 10 år gammel.

Først til bilen fylder syv. Hvis bilen igen dukker op hos Toyota, forlænges garantien til bilen fylder otte, og vi har ikke det mindste imod Toyotas krav om autoriseret service på bilen.

Inden for bilens fabriksgaranti, i dette tilfælde tre år, kan man ifølge danske regler opretholde bilens garanti, så længe service bliver udført korrekt.

Alt dette er en del af bilens pris som ny, men vil man have en forbedret eller udvidet garanti, må man naturligvis betale, og her går vi ud fra, at det autoriserede Toyota værksted er dyrere end det lokale værksted, men den pris man betaler for næste års tryghed, – er den prisforskel, der er på det lokale værksted og prisen hos Toyota, som selvfølgelig også kan være lokal.

Den bedste garanti

Det nye tiltag fra Toyota vil med stor sikkerhed være irriterende for langt de fleste konkurrenter. Især for de bilmærker, som nøjes med lovens mindstekrav, som rent ud sagt er dårlige for den danske forbruger.

I Sverige er det mindste man kan slippe afsted med tre år, i Norge er det fem, men dansk bilbranche har åbenbart betalt så fyrstelige gebyrer til visse partiers erhvervsklubber, at politikerne ikke har til hensigt at tage forbrugerens parti, men næste gang du skal købe ny bil, så tjek lige bilens garanti.

Hvis du ser en brugtvognsforhandler rende rundt på pladsen, for at lave nye priser på den brugte Toyota, er det fordi bilen pludselig er blevet noget mere værd.

Er det to års reklamationsret, som er retten til at brokke sig, hvis bilen går i stykker inden for de første to år, eller er det garanti med tre år eller 100.000 km, er det fem år med ubegrænset kilometer, eller er det syv år med en kilometergrænse?

Alle tal fra handel med brugte biler viser, at netop garanti har indvirkning på bilens værdi som brugt. En bil med syv års garanti har mindre afskrivning, når den er fem eller seks år gammel, det betyder også, at den er dyrere at anskaffe som brugt, og derfor vil Toyotas nye garanti også få omgående indvirkning på bilens pris.

Derfor. Har du allerede en Toyota i carporten, så sæt et kryds i kalenderen, for bilen er pludselig blevet mere værd som brugt. Og den højere værdi opretholdes indtil bilen er lidt ældre end ni år.

Det oplagte spørgsmål oven på dette meget velkomne initiativ i den danske garantijungle er: Vil Toyotas nytænkning have afsmittende virkning hos især de fodslæbende europæiske bilmærker, som i alt for mange år er sluppet godt afsted med at give en lurvet garanti på deres biler, og det gælder også de tyske luksusmærker.

Og apropos luksusmærker. Det nye initiativ gælder også for Lexus, så find en lidt ældre brugt Lexus, send den på autoriseret Toyota værksted, og genopliv bilens garanti.

Toyotas nye garanti er tidens bedste, og den vil sikkert skabe rystelser i branchen. Mange af de europæiske mærker vil med garanti lade som ingenting, men vi tør godt sætte navn på de bilmærker, der ville gå fallit, hvis de gjorde som Toyota.

Pin It on Pinterest