2-hjulet ellert

Elektrisk knallert ellert let MC fra BMW. Tilsyneladende ingen mulighed for at montere en mælkekasse, og prisen. Imponerende 67.000 kr for billigste model.
Det er næsten uhørt, vi beskæftiger os med noget på to hjul, men vi gør lige en undtagelse, og læser du videre, vil du finde ud af hvorfor.
Det er BMW, der sender noget nyt på gaden. Det er hverken en motorcykel eller en knallert, mener man i München. Det er 2-hjulet mobilitet, og det er især beregnet til at udforske byerne, hvilket bekræftes af køretøjet data, som mest af alt peger i retning af noget knallert, selv om lyden mangler.
Det er også et køretøj til den yngre del af befolkningen, hedder det fra BMW, læs meget unge mennesker, men så er der jo det med unge mennesker og penge, for vi røber ikke for meget, når vi allerede nu siger, at prisen er højere end det man skal betale for en Puch Maxi med mælkekasse.
Den nye 2-hjuler fra BMW kommer i to versioner. Som let MC og som knallert. Disse to betegnelser kommer fra BMW selv, så man tager alligevel de to ord med i fortællingen, hvor det man kalder type MC, har et batteri på 11 kW, en motor på 15 HK, en topfart på 95 km/t og 0-50 på tre sekunder.
Type knallert yder 5 HK, har et batteri på 4 kW, og topfarten er begrænset til 45 km/t, og så er folket allerede i gang med at spekulere. Hvordan får man fjernet den begrænsning! Sikkert ved at pille lidt i ellertens styreprogram.
Vægten på de to køretøjer er henholdsvis 132 og 119 kg, designet er anderledes, og så skylder vi også at sige, at batteriet kan afmonteres, og tages med ind, når man forlader sit køretøj, hvis ikke man har en aflåst garage eller skur.
Det bedste har vi gemt til sidst. Det var det med et køretøj til unge mennesker og dermed begrænset købekraft. Prisen for de to modeller er 67.000 kr og 75.000 kr.
Så er den fanme’ også betalt!
Hvis der stadig er læsere, der ikke er skræmt af priserne, kan vi oplyse, at levering starter første halvår af 2024.

Type knallert har ukendt rækkevidde, men den store model med næsten tre gange større batteri og kraftigere motor, kører 95 km på en opladning.
