Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

17. March 02:36 by Jørli Petersen

300 for nummer tre

Det er det nærmeste vi kommer en Toyota C-HR+ med danske nummerplader. Billedet er fra oktober 2025, men nu skulle bilerne være klar til levering efter en ganske lang ventetid.

Toyota opruster kraftigt i disse tider, først har man endelig fået fat i markedet for ellerter med bZ4X, og nu kommer ellert nummer tre på markedet, og den første med det lille, men betydende ”+” til allersidst, kan akkurat nå at få monteret nummerplader inden påskeharen for alvor hopper på bordet.

Nu er det måske en stramning at kalde C-HR+ for en påskehare, for vi kender allerede bilen ganske godt, det er anden generation af bilen, der nu har fået det lille plus, der betyder ellert, men det skal ikke komme bilen til skade, for vi finder faktisk den seneste model mere nysselig end den første, men det handler selvfølgelig også om de øjne der ser.

Det vi ikke kan komme uden om, er prisen. Vi starter med 300 af de forhenværende lange, der nu skal erstattes af 600 af de knap så lange, men for det får man en ren ellert med en rækkevidde på 607 km, topmodellen lokker med 343 HK og træk på alle fire, men et eller andet sted synes vi, at basismodellen med 77 kWh batteri er tilstrækkeligt, det er denne udgave med 224 HK motor, der koster de 300.000 kr minus en halv busbillet, og selv om merprisen for den store model med de 343 HK og en højere trailervægt begrænser sig til 20.000 kr, føler vi os ikke specielt tiltrukket, og så skal vi for god ordens skyld tilføje, at C-HR+ er bygget på en anden platform end C-HR, selv om ingen kan se forskel med mindre man kravler under bilen.

Vi kan også indskyde, at C-HR+ har været ganske længe undervejs. Bilen var blandt de syv, der blev nomineret til titlen Årets Bil i Danmark 2026, det endte som bekendt med en gevinst til Nissan og Renault, men med en plads i finalefeltet snød C-HR+ den anden Toyota, den nye Urban Cruiser, som for længst har haft dansk salgsstart.

Den danske pressechef for Toyota er ved at hoppe ud af påskeægget af bar begejstring over dansk lancering af C-HR+. Andet havde selvfølgelig ikke været naturligt, men samme pressechef oplyser, at hele 1000 købere står og venter på den lidt særlige påskegave, og så må vi se, hvordan det hele flasker sig, når vi passerer grænsen til april, hvor vi kan se hvor mange Toyota C-HR+ der er kommet hjem til de ventende købere, og hvor mange der kan være havnet hos forhandlerne, hvor de skal bruges som demo for tvivlende kunder.

Samtidig venter vi med spænding på de seneste salgstal for den netop omtalte Urban Cruiser, der er Toyotas mindste og billigste ellert.

Det er generation to af C-HR, men det er også den første, der kører som 100 procent ellert. Endda med et ganske pænt resultat, og med det mener vi rækkevidde.

Pin It on Pinterest