Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

23. August '20 20:24 by Jørli Petersen

4,0 eller fyrre

Audi har sat tal og ikke betegnelser på deres biler. Mindste model hedder 25, den største hedder 70, og alle tal hentyder til bilens nogenlunde ydelse i kW.

Det hele startede med Volvo, da det kinesiske bilmærke begik revolution i motorrummet. Slut med lækre 5-cylindrede, række 6’er eller sågar V8, der gjorde Volvo stueren i USA. Med et fingerknips blev det hele 2-liters. Mindste Volvo er en D2, en lille diesel med 120 HK, D for diesel fortsætter op til D5, mens benzinmotorerne kaldes T, og starter med 3 og slutter på 8, der er en såkaldt Twin Motor med både benzin og el.

Volvos modelbetegnelser omhandler nu også en 1,5 liters 3-cylindret, men Volvos modelbetegnelser giver sig ikke ud for, – eller kan forveksles med, noget det ikke er.

Det ser helt anderledes ud i Tyskland.

Selv om der står 55 bag på en Audi, er det ikke garanti for et ordentligt svin af en motor. Det kan godt være en 2-liters benziner.

Her har Audi stille og roligt lavet om på alle standardmodellers betegnelser. Audi begrunder ændringen med den fremtidige teknik, hvor det ikke længere er benzin- eller diesel, der regerer de tyske motorveje, fremtiden er el, brint og måske noget helt tredje som ikke har nogen miljøpåvirkning, så Audi har valgt modelbetegnelser, der peger i retning af bilens ydelse i kW, men der er også basis for misforståelser og lånte fjer.

Fra 25 til 70

Audi har sat helt almindelige tal på deres standardbiler. Man starter med 25 og slutter med 70, hvor mærkets mindste er A1 med 1-liters motor og 95 HK, bilen er ikke på det danske marked, men betegnelsen af 25.

Hvis en bil har mere end 400 kW eller 544 HK hedder modellen 70, som ikke må forveksles med en 7-liters V10’er eller andet lækkert.

Hos Mercedes er de små modeller baseret på teknik fra Renault. Rigtigt mange modeller deler 1,3 liters motor med Dacia. Også denne B250e.

Audi arbejder som Volvo med intervaller. En model 30 yder 115 HK, men en 30 kan både være en 1-liters benzin med 115 HK eller en 1,6 liters diesel, en model 35 kan være en 1,5 liters benzin med 150 HK eller en 2-liters diesel med 163 HK, men igen skal man være forsigtig med forståelsen, for en 30 er ikke 3-liters, en 35 er ikke en 3,5, så det lille manglende komma har fået stor betydning bag på en Audi.

Audis intervaller hedder 25, som er under 110 HK, 30 er 110 til 130 HK, står der 45 bag på bilen, er der mellem 230 og 252 HK i motorrummet, mens Audi ikke går i detaljer hvis man kommer på den anden side af de 544 HK.

Undtagelsen hos Audi er de mere sprøde S og RS modeller. Her oplyses der ikke noget tal. Disse modeller er kun for de mere interesserede, og så ved man selvfølgelig, at vi har nærmet os toppen af kransekagen.

Ingen kan vide sig helt sikker, når man læser tal på en Audi. En 55 kan være en 2-liters benzin med masser af turbo, mens en 45 kan være en 3-liters V6 diesel. Det er først når man kommer op blandt de største modeller, kan man vide sig helt sikker på ikke at få leveret en 4-cylindret, selv om bilen har et rigtigt højt tal på bagsmækken.

BMW og Mercedes

De to tyske konkurrenter er ikke meget bedre. Her er der også store muligheder for at have for høje tanker om den bil, der ligger foran på motorvejen. Generelt om Mercedes kan vi sige, at alle de mindste modeller bygger på teknik fra Renault. En A180 kører med 1,3 motor, det samme gør en B eller en A250e, det hele kører med samme 1,3 motor som Dacia, en Mercedes C300 er en 2-liters, en C200d er en 1,6 liters, den nye Mercedes E300d er også en 2-liters, og der skal stå 400 bag på den nye E-klasse, før Mercedes flotter sig med en række 6’er på knap og nap tre liter.

Ny E-klasse 300d er ikke udstyret med 3-liters diesel, men en 2-liters. Slet ikke noget dårlig motor, men alligevel.

Man skal også være kender for at vide, at en BMW 330 ikke har lækker 3-liters i motorrummet. Dagens 330 er ”kun” en 2-liters 4-cylindret, der har fået lidt ekstra turbo, til gengæld er en 330d en række 6’er, hvor 318d går mod strømmen med en 2-liters motor, men hvem havde troet, at en BMW 630i GT kun er udstyret med en 2-liters motor, og en 750d kun er 3-liters.

Der er grund til bunkevis at misforståelser i tidens bilbranche, men for en god ordens skyld bør du stille det spørgsmål, som ikke tidligere var nødvendigt at stille, fordi alle kendte forskel på en Opel Kadett en-komma-træls og en Toyota Carina 1,6, hvor begge levede op til betegnelsen.

I dag skal du altid spørge bilpusheren, – hvad er det for en kværn der ligger i bilen, hvor mange cylindre og hvor man hypper?

Den første model BMW 320 havde en 6-cylindret 2-liters rækkemotor. I dag er det meget mere kompliceret, en 330 er 2-liters og en 750d kan ikke svinge sig op til mere end tre liter og seks cylindre.

Pin It on Pinterest