Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

27. August '18 20:16 by Jørli Petersen

7 år med Isuzu

Isuzu indfører forbedret garanti, som kan øges til syv år med en øvre kilometergrænse på 160.000 km. Den udvidede garanti fås mod merbetaling.

Isuzu følger i kølvandet på Kia med en garanti på syv år, dog med visse forskelle. Når man køber en ny Isuzu D-Max, der fortsat er eneste model Isuzu der importeres til Danmark, får man bilens officielle fabriksgaranti på fem år eller 100.000 km. Vil man have de syv års garanti, som i virkeligheden er en forlængelse på to år, men med 60.000 ekstra kilometer, skal man betale 5700 kr, hvis man forlænger garantien inden bilen er fyldt et år, eller har kørt de første 10.000 km, – i praksis betyder denne begrænsning, at de fleste kører forbi grænsen et godt stykke tid før bilen er fyldt et år.

Hvis man forlænger garantien senere, kan det tilkøbes for en pris på 6500 kr, hvis det sker inden bilen er fyldt tre år eller har kørt 60.000 km.

Nu kan den skarpsindige læser selvfølgelig undre sig, for Isuzu har tilsyneladende ikke helt styr på det kørte antal kilometer. Først skal man beslutte sig til forlængelse inden bilen har kørt 10.000 km. Hvis man er for langsom i optrækket, kan man tilkøbe samme garanti med et årligt kørselsforbrug på 20.000 km, eller 50.000 km for den sags skyld, kravet er blot, at bilen ikke må have kørt længere end 60.000 km eller overstiger en alder på tre år.

Hvis man beslutter at forlænge garantien fra fem til syv år, roder Isuzu også med de garanterede antal kilometer. Fem år og 100.000 km er ikke meget for en såkaldt professionel bil, det kræver et årligt kørselsbehov på 20.000 km eller mindre, men forlænger man, får man 30.000 km årligt, så hvis læseren er forvirret, kan vi forsikre, at det er vi også.

Her på redaktionen har vi tidligere været kritiske overfor den kilometermæssige begrænsning på 100.000 km i løbet af fem år. Det er hentet direkte fra andre japanske bilmærker, der benytter de 100.000 km i forbindelse med tre års garanti. De fem år er hentet fra Hyundai, som til gengæld har ubegrænset antal kilometer på deres personbiler, – også når de er ombygget til gule plader.

De syv år har Isuzu kopieret fra Kia, men nu har man forbedret antallet af kilometer med 10.000, og garantien følger bilen, så hvis du ad åre er på udkik efter en brugt D-Max, er garantien en væsentlig information. Er det standard eller er det en brugt bil med udvidet garanti til syv år.

Den forlængede garanti gælder selvfølgelig alle reservedele og arbejdstimer i tilfælde af en fejl, men som altid, bør man nærlæse garantibetingelserne grundigt, især hvis man skal betale for en forlængelse eller forbedring.

Der er elementer i Isuzus garantibetingelser, der kan undre, men alle de store, vigtige og grove elementer er dækket af de syv års garanti, men hvis valget falder på en Isuzu D-Max, bør man tænke på et tal. De fem får man foræret som en del af handlen, de syv kræver eftertanke, hvor første spørgsmål må være: Hvor længe skal bilen holde i garagen? Hvis den skal holde der i mange år, skal man læse alt det med småt.

Pin It on Pinterest