Ny GT86 til jul
Når biludstillingen i New York åbner i påsken, kan man blandt mange nyheder se en opdateret udgave af Toyota GT86. Toyota går ikke hele vejen og taler om ny bil, så derfor er opdateret eller face-lift den rette betegnelse, men Toyota oplyser, at foruden ændret styling og en kraftig opdatering af selve kabinen, er der også tale om forbedrede køreegenskaber, som skulle hænge sammen med, at man har pillet ved bilens hjulophæng.
Hvem der har pillet, ved vi ikke med sikkerhed, for Toyota GT86 er jo også en Subaru, og det er også en boxermotor, der giver bilen det meget lave tyngdepunkt, der er så vigtigt for en ægte sportsvogn, og den første model GT 86 var i sandhed en sportsvogn, der var fuldt af fest, farver og fornøjelig køreglæde.
Der er ikke nyt om motorprogrammet, vi gætter derfor på en let opdatering, og da bilen ikke er ny, vil det fortsat være en flad boxer vi finder i motorrummet. Der er heller ikke noget om kommende priser, men vi ved allerede nu, at ny Toyota GT86 kommer så sent på året, at den kan bruges som julegave. Perfekt timing.