Legender til salg ….
Nu går starten for salget af den genfødte Ford GT, selv om det ikke er en replica af den legendariske Ford GT40, der vandt Le Mans hele fire gange. Første gang i 1966 med Bruce McLaren bag rattet og sidste gang i 1969, hvor en anden legende, Jacky Ickx, var en af de kun to kørere, der kørte samtlige 24 timer i bilen. (Systemet med tre kørere til samme bil blev først indført i 1985).
Selv om nutidens Ford GT og fortidens Ford GT40 ikke er samme bil, er der ingen tvivl om, at Ford har trukket store veksler på fortidens design. Den nye GT kalder Ford for et nutidigt mesterværk i aerodynamik, det er alle de nye materialer i skøn forening, og det bliver en af de mest eftertragtede biler for ægte fans, og bemærk ordet fans, for Ford vi ikke bare sælge en af de i alt 500 biler til superrige samlere, som bare stiller endnu en sjælden bil i kælderen.
Ford vil sælge bilerne til købere, som vil bruge bilerne. Kommende ejere, som vil vise bilen, mennesker der vil bruge bilen, men selv om man ikke behøver at være super rig, skal der trods alt en del penge til at få finge i en af de biler, hvor de første biler starter produktion i 2016, mens de sidste bliver leveret i 2018.
For at komme i betragtning til en Ford GT, skal man indsende en ansøgning. Det skal ske på siden FordGT.com, og der lukkes for ansøgninger den 12. maj et minut i midnat, dansk tid.
Hvis man er en af de heldige 500, rykker Fords specielle GT-hold på banen, for at sikre, at bilen bliver netop som hvert enkelt køber ønsker, og efterfølgende er Ford på banen for at sikre, at bilen fungerer helt som den skal.
Nå ja, hvad er det nu også for en maskine der ligger i den nutidige Ford GT, det er en 3,5 liters V6 med et ukendt antal heste på den gode side af 600.