Ny Picanto – nul ændringer
Kia Picanto er nu kommet i tredje aftapning. Picanto årgang 2017 er en helt ny bil, – sådan officielt, for platformen under Picanto er helt ny, og det er platformen mere end noget andet, der afgør, om vi har fingre i noget nyt eller blot noget opdateret.
Den nye platform har givet Picanto en mindre vægtbesparelse. Knap og nap 30 kg lyder ikke af meget, og er ikke meget, men når man skal opfylde en række sikkerhedskrav og samtidig opgive sin vægt med fører, brændstof og vædsker i bilen, begynder det at blive vanskeligt at komme under den nye kørevægt på 830 kg, uden det koster en mindre formue og dermed en betydeligt højere salgspris.
Alt det nye kunne man så overveje at glæde sig over, men mekanikken i ny Picanto er den gamle kendte, det er samme motor og gearkasse som vi kender fra tidligere, fra Hyundai i10, og det er denne 3-benede 1-liters motor, som Kia og Hyundai fornøjer sig med at montere med turboladning, så maskinen også kan bruges til større biler, ligesom en Picanto Turbo skulle være på vej.
Det lille spillerum
Vi gentager, at vi hellere vil brække begge skrivefingre på langs, end vi vil rose en 3-benet motor. Derfor falder der heller ingen roser af til Picanto i denne test, og vi har heller ingen roser til bilens opsætning, for selv om bilen er såkaldt ny, er selve konstruktionen i undervogn uden ændringer, så sandt at sige, begynder det at blive vanskeligt, at finde egentlige områder med fremgang for Kia Picanto.
Testbilen var med Advance udstyr, det er to trin over basismodellen, og det er den enlige model, som fortsat holder sig under 100.000 kr. En standarde Picanto Advance koster 115.000 kr, så der udstyr for yderligere 14.000 kr, som er prisen på anden farve end hvid, nogen kalder det metallak, de lidt frækkere alu-fælge plus tågelygter, som giver bilen et forbedret udtryk, og på den måde løber prisen pludselig ganske tæt på 130.000 kr før levering, og så kommer de fleste bilkøbere i tvivl. Skal vi købe topudstyret Picanto, eller skal vi købe en anden og større bil for de samme penge.
Svaret er naturligvis individuelt, men det sætter focus på microbilens meget lille spillerum, når det gælder pris, for lidt ekstra hist og pist og man er oppe på en pris, hvor man kan få større bil for de samme penge, og denne større bil behøver ikke at være dyrere i drift eller afgift.
Ingen økonomi-duks
Kabinen i ny Picanto er selvfølgelig fornyet. Set med microklassens øjne er det ganske nydeligt, vi er ikke vildt begejstret for sæderne, bagsæderne er derimod lidt bedre i Picanto end i mange konkurrenter, de giver både bedre komfort og en anelse mere benplads, ligesom bagagerummet i Picanto er lidt bedre end andre steder i micro-klassen, og så er vi nået frem til det punkt, hvor vi kun har et enkelt punkt tilbage, som fortjener ros.
Motormæssigt er alt ved det gamle lidt triste. Køremæssigt er der slet ikke noget oprivende, gearkassen er funktionsdygtig og ikke mere, men Picanto er letkørt, den har sine klart største kvaliteter i bykørsel, men kan bruges ude på landet, og Picanto er ikke så vindfølsom som man kan frygte.
En bil som Kia Picanto købes for sin størrelse, den købes til tæt bytrafik og for sin lave købspris, men Picanto skal ikke købes for sin fornemme benzinøkonomi. Den er ikke den mindste streg bedre end den økonomi vi kender fra Hyundai i10, vi taler om et forbrug der ligger og svinger omkring de 18 km/l i gennemsnit, og selv om forbruget hører til blandt de mere tørstige i micro-klassen, får man ikke skæg og ballade som belønning for det øgede forbrug.
Vi er derhenne, hvor vi bortset fra lidt designændringer, har meget vanskeligt ved at konstatere eller især mærke nyhederne, som helst skulle høre til under kategorien forbedringer. Kia Picanto model 2017 kører og opleves som den tidligere model. Forbedringerne ligger i det skjulte, og så lukker vi med det sidste rosepunkt, som er Kias generelle stærke side. Syv års garanti og 150.000 km er spitzenklasse, som det hedder i det tyske. I microklassen er Kias garanti suveræn, ingen over og ingen på siden, for hvem kører 150.000 km i en Picanto på syv år?
Kia Picanto 1,0 Advance
Priser fra: 94.999 kr
Testbilen koster: 128.996 kr
Motor: 1,0-liter 3-cyl
5-trins manuelt
67 HK v. 5500 o/m
96 Nm v. 3500 o/m
0-100 km/t: 14,3 sek
Tophastighed: 161 km/t
ECE-snit: 25,6 km/l
Kørevægt: 830 kg
Totalvægt: 1300 kg
Trailer: 0/0 kg
CO-2 g/km: 89 g/km