Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

26. March '18 10:10 by Jørli Petersen

På den anden side

Signalværdien er i behold, en Mini er en Mini når den holder parkeret, men denne version af Mini er rugbrøds- eller hverdagsmodeller uden smittende køreglæde.

Mini på tilbud, Mini med ændringer og Mini på en noget anden måde end tiltænkt, siden den første Mini så dagens lys i slutning af 50’erne. På det tidspunkt var stamfaderen en bil til folket, den var tænkt radikalt anderledes, og lad os bare være ærlige og sige, at kvaliteten ikke var imponerende.

Meget af det er nu anderledes, BMW har selvfølgelig fået kvaliteten på plads, dagens Mini behøver ikke ekstra færdiggørelse på et samlebånd i Varde, før bilen sendes videre til forhandleren, men hvor Mini først var den sporty bil, og en bil med bunker af stil med en tilsvarende højere pris, er man nu på vej tilbage til folket.

Det gamle midterinstrument er i dag en større gang information og underholdning.

Mini skal være folkelig, og en af de biler der spiller en helt anden rolle, end den Mini man kunne købe for 10 år siden, er denne testbil, som godt nok er en Mini, når man ser den udvendigt, men bag rattet er den noget ganske andet.

At blæse med mel

Denne Mini har tilnavnet Max, og den er en udstyrsvariant, en bil der sælges som kampagnebil eller en bil på tilbud. Priserne starter ved 234.000 kr plus alt det dyre udstyr, men grundpakken er ganske nydelig, og kunstgrebet må være, at lægge Mini på et prisniveau hvor man fortsat adskiller sig en anelse på pris, det skal fortsat være lidt dyrere at køre Mini, end det er at køre i mange konkurrenter, men hvis man lirker prisen lidt ned, kan man få fat i endnu en gruppe købere, som kan overtales, hvis man kan komme lidt lettere til en Mini, uanset om man køber, leaser eller laver en form for langtidsleje.

Det man får for det mindre beløb, er bilens stil, man kan sole sig lidt i bilens image, men man får ikke alt det andet Mini er kendt for. Køreglæde, fest og farver.

Herligheden i midterkonsollen styres med det store drejehjul, der er hentet hos BMW.

Motoren er den trælse løsning med tre cylindre på 1,2 liter og 136 HK. Ved første ørekast, lyder bilen ikke af noget usædvanligt, men så snart man begynder at sno lidt med motoren, må man erkende, at en enkelt ting trækker i den gode retning, mens forbrug er nogenlunde hvad man kan forvente, og lyden af motor er alt andet end en oplevelse.

Vi brugte ordet træls om motorløsningen, og vi fortsætter med træls omkring bilens lyd. Et noget for højt lydniveau i bilen, man leder lidt febrilsk efter et eller andet, der kan undertrykke den påtrængende og grove motorlyd, som på langt sigt vil resultere i daglig vane eller desparation. Her på redaktionen vil det sidste være tilfældet. Hvis vi allerede havde købt bilen, ville den meget hurtigt blive sat til salg, og der er slet ikke den mængde spræl eller kraftoverskud, som man normalt forventer at finde i en Mini.

Udstyr og lækkerier

Selvfølgelig er der også lækkerier i en Mini. Lad os bare sætte det 5-dørs karrosseri på den liste, vi sætter også bilens turboløsning på listen over meget veludført, Mini har valgt at prioritere moment frem for effekt, og man har gjort det så grundigt, at det maksimale moment er til rådighed allerede ved 1250 omdrejninger, noget som vi kan sammenligne direkte med det vi finder i lastbiler, med meget større motorvolumen.

5-dørs er ikke originalt Mini, men en herlig tilbygning.

Så stritter vores negative attitude igen næsen frem og siger, ja, hvor skulle de ikke gøre noget ekstra ud af bilens moment – evne til sejt træk – ved lave omdrejninger, for hvad man kan ellers få ud af en halvkedelig 1,2 motor med mindst en cylinder for lidt.

Resten af den daglige omgang er fornøjelsen over en meget veltrimmet automatkasse, den er motoren langt overlegen målt på kvalitet, og resten er udstyr, lakering og andre daglige detaljer, som man først begynder at glæde sig over, når man har fundet ud af at skrue så højt op for musikken, at man overdøver den syge motorlyd.

Nu er der sikkert nogen der lurer på, om vi ikke snart skriver noget positivt om Minis køreegenskaber. Beklager, ikke i denne runde. Vi erkender, at Mini er en bil, der kan give herlige køreoplevelser, en bil med meget entydige og underholdende egenskaber, men det kræver som udgangspunkt, at man vender testbilen på hovedet, og lægger en ganske anden maskine i en Mini. Testbilen er Mini til hverdag og pendling, det er bilen til at sende signaler fra pakeringspladsen, og ikke meget andet.

 

Pris: fra 233.593 kr

Mini sætter ikke sit lys under skæppen. Der står kækt Cooper på bagsmækken, men der er ikke meget fest, farver og Cooper i Mini når den kommer som forklædt tilbudsmodel.

Pris for testbil: 293.876 kr

Motor: 1,2-liter 3-cyl

6-trins aut

136 HK v. 4400 – 6000

220 Nm v. 1250 – 4300 o/m

0-100 km/t: 8,1 sek

Tophastighed: 207 km/t

ECE-snit: 21,3 km/

Kørevægt: 1250 kg

Totalvægt: 1700 kg

Trailer: 0/0 kg

CO-2: 109 g/km

Pin It on Pinterest