Rolls går off-road
Eller gør de? Spørgsmålet er nok mere teoretisk, men det er en kendsgerning, at den nye Cullinan er den første Rolls-Royce med træk på alle fire, bortset fra nogle specialbiler til den engelsk krigsmaskine i 1920’erne, så dem tæller vi ikke med.
Ny Cullinan er for tiden på præsentationstur i det nordlige Europa, de to medbragte modeller er stadig serie-0 biler, så de behøver ikke at være 100 procent repræsentative for den såkaldt serieproducerede bil, som traditionen tro har bunkevis af håndarbejde, og forsat samles og delvist produceres i Goodwood.
Rolls-Royce ejes i dag af BMW, og teknisk er det især en fordel for Rolls, at man kan benytte en meget lang række af teknikske komponenter og selvfølgelig udvikling til begge bilmærker. Hos Rolls er det dog begrænset hvor mange motorer man henter i Tyskland, da man kun benytter V12 motorer, så det er også en ordentlig bandit der ligger i Cullinan, men resten af de tekniske løsninger er BMW, og går man i detaljer, kan de let have deres udspring hos Land Rover, der tidligere var ejet af BMW, og på den måde kom vi helt på plads med den 4WD og off-road teknik man med et fingerknips finder i den første SUV fra Rolls-Royce.
Det er også tydeligt, at Rolls-Royce har skiftet stil. Danske Margrethe er ikke længere den primære køber, nu er det de unge og de rige man har i sigtekornet, Cullinan har blandt andet ISO-fix beslag og fuld el-drevet trækkrog, så køber man Cullinan, kan man også smide de kostbare jagt- eller dressurheste efter den nye Rolls, som må køre med 2700 kg, hvilket ikke er specielt imponerende, men meget for en Rolls.
Kvaliteten i Cullinan er som altid i en Rolls i særklasse. Her går man efter de bedste materialer og den bedste forarbejdning, det handler om komfort, og når man sidder bag rattet i en Rolls, skal man ikke tænke på andet end at køre.
Bilen justerer løbende bilen til den optimale kørsel, den læser vejbanen umiddelbart foran bilen, den får løbende informationer fra GPS, så hvis der et skarpt sving forude, justeres bilens undervogn og styring til den mest optimale indstilling, og når det igen går lige frem efter næsen, vender bilen tilbage til super-komfort indstilling.
Ny Cullinan kan selvfølgelig købes eller leases hos en dansk forhandler. My Garage i Vejle sælger Rolls-Royce, men man skal være ualmindelig hurtig, hvis man vil have den nye Cullinan leveret i 2019, og selv om de fleste vælger at lease en Rolls, kan vi da godt nævne, at priserne starter omkring 350.000 Euro, men så er der alt det med afgifter, særlige ønsker og ekstraudstyr, for til dato er ingen Rolls købt som rendyrket standardmodel uden måtter.
Motoren i Cullinan er en ny og større variant af V12’eren, Nu er den oppe på 6,75 liter, dobbelt-turbo, 563 HK og 850 Nm, foruden 4WD har Cullinan også 4-hjulsstyring, som er en rigtig god ide til en bil, der har en akselafstand på 330 cm. Hjulene er som udgangspunkt 22”, tophastigheden er begrænset til 250 km/t, 0-100 er klaret på 5,2 sekund, længden er 534 cm, bilen vejer 2660 kg, og så kan bilen hæves og især sænkes fire centimeter. Sidstnævnte feature er især beregnet til at give lettere indstigning til luksusafdelingen bag i bilen, som selvfølgelig har lettest mulig adgang via selvmordsdøre.