Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

21. October '18 20:19 by Jørli Petersen

Født til bykørsel

Rækkevidden på el-bilen er endelig kommet op på et acceptabelt niveau, Nissans elektriske varebil klarer sig flot i byerne, og det eneste man skal frygte, er byskiltet med den røde streg på tværs.

Det er med en blanding af skepsis og manglende tiltro til den seneste fremgang inden for el-bilerne, vi lægger fra land på Østerbro i København, for at sætte kurs mod det man enten kalder ”Den rådne Banan” eller ”Vandkantsdanmark”, alt efter fordomme og holdninger.

Fakta er desværre, at fra det øjeblik vi forlader det sidste byskilt ved København, er vi stort set overladt til den hjemlige 230 V stikkontakt, for mængden af offentlige og hermed kraftige ladestandere, er yderst begænset i banandelen af Danmark. Den kommune hvor Nissan e-NV200 skal holde til i testperioden, har slet ikke sørget for, – eller investeret i, en kraftig ladestander. Ikke engang foran kommunens rådhus, og på den måde fik vi sat kommunens holdning til el-biler på plads.

I efteråret 2018 findes kun to el-drevne varebiler der er værd at skrive om, og den ene er klart bedre end den anden, selv om de kommer fra samme koncern.

Vi fik også et godt råd fra det officielle Nissan, da vi kørte mod den danske vandkant: ”Det er bedst at holde hastigheden på max. 100 km/t, hvis rækkevidden skal optimeres en anelse”, lød det gode råd, og vi indrømmer meget hurtigt, at det råd er værd at følge. Der sker noget dramatisk, når man sænker tempo fra motorvejens 110 km/t til 100 km/t. Man kan næsten aflæse det mindre forbrug på instrumenterne, som bliver os mere venligt stemt, for sammen med det vanlige udstyr på Danmarks eneste el-varebil med acceptabel rækkevidde på en opladning, er der selvfølgelig også et grimt tal der forudsiger, hvor langt man kan køre, før man skal lede efter en tidskrævende stikkontakt.

Farten dræber

Den maksimale hastighed på danske motorveje kommer slet ikke på tale, e-NV200 har en tophastighed på 123 km/t, og med det tempo falder rækkevidden næsten vvldsomt på den indbyggede måler, så vi holdt hurtigt inde med den type test, for selv om den blev gentaget senere i forløbet med et fuldt opladt batteri, var resultatet det samme.

Pludselig er det ikke farten, men antal kilometer på tanken, der bliver den vigtigste oplysninger under kørsel. De 286 km er det højeste tal vi opnåede under test.

Farten dræber, lyder et gammelt slogan, og i dette tilfælde er vi helt enige, uden nogen form for forbehold. Farten dræber el-bilens rækkevidde. Hvis vi kører med maksimalt tempo i e-NV200, gætter vi på, at vi løber tør for energi på mindre end 100 km, så hurtigt går det, så vurderingen af denne el-drevne varebil, som fortsat er den eneste brugbare af sin art på det danske marked, er åbenlys, det er et køretøj der er 100 procent beregnet til bykørsel.

Uden for de trygge ramme med etagebyggeri, fodgængerovergange, lyskurver, fast-food og små cafeer, er el-varebilen på usikker grund.

Bykørsel øger rækkevidde

Næste del af testen blev selvfølgelig henlagt til let kørsel uden for bymæssig bebyggelse, her holdt vi os på 80 km/t eller lavere, mens 80 procent af tilbagelagte antal kilometer fandt sted i den benyttende by, og her er resultatet meget anderledes. Meget mere positivt, meget mere tillidsvækkende.

Varerum er varerum, et regulært rum som alle de andre, det afgørende er nyttelast, og 705 kg for e-NV200 er i underkanten for klassen.

Pludselig står kilometermåleren næsten stille. Ved bykørsel kan man også udnytte bilens evne til selv at generere strøm fra påløb eller opbremsning, det lyder ikke som noget vitalt for bilens rækkevidde, men det har det. Meget mere end man umiddelbart tror.

En anden væsentlig faktor er den manglende vindmodstand, der skal overvindes konstant. Når lyskurven forude skifter til gule, slipper man speederen, e-NV200 skifter til opladning, og når man holder stille, er der ikke andet forbrug, et det bilen henter fra det normalt 12V batteri, der ikke bruges til en startmotor, men netop til bilens daglige forbrug som er lys, varme, visker, radio og lidt opladning til mobilos.

Større batteripakke

Den store nyhed ved e-NV200 er meget enkel. Batteripakken er øget fra 30 til 40 kWh, man har kort sagt bundet flere batterier sammen, og man kunne bare blive ved og hermed gøre rækkevidden endnu bedre, men batterier vejer, så det er en konstant balance mellem rækkevidde og nyttelast, for selv om e-NV200 ikke er en type varebil, der er bygget til maksimal last, er det trods alt noget der skal måles og beregnes, og de 705 kg nyttelast, der er lastevne for den 5-dørs Nissan, kan hurtigt overskrides, hvis man lægger ud med lidt skuffer og reoler fastmonteret i varerummet.

Den form for indretning har det med at tiltrække ting og sager, som måske slet ikke er nødvendigt udstyr i det daglige arbejde, men der er trods alt positivt, at man må sætte en lille trailer efter en el-Nissan Van. Man kan lige køre det ekstra, som kan vise sig nødvendigt for at løse en given opgave, men en trailer efter en el-bil koster selvfølgelig på rækkevidden, og der er meget langt til en el-bil, der kommer trækkende med minigraver på en ganske tung trailer.

Den daglige komfort i e-NV200 er skåret efter det store gennemsnit, man skal ikke opholde sig mange timer i en el-bil, men varme og ventilation i kabinen ser ikke ud til at være et problem, når der er dømt vinter, og køremæssigt er vi også på det jævne, læs gennemsnitlige, ligesom indretning af varekassen får samme bedømmelse.

Nissans e-NV200 er tidens bedste el-drevne varebil, med en teoretisk rækkevidde på lidt bedre end 300 km efter den nye WLTP norm.

Halvt eller helt

Det meget afgørende for en el-bil til bykørsel, er ikke så meget rækkevidde, når vi er på nyt Nissan niveau med større batteri, nu er det kildne problem ladetid. Et emne som endnu ikke er blevet specielt aktuelt i spørgsmål om alternative drivmidler, og selv om der skulle være fremskridt forude, men vi skal vurdere det vi har og det man kan købe hos bilforhandleren, og her fungerer e-NV200 aldeles fremragende, når den er tilsluttet 230V.

Det tager tid at oplade, men igen, kører man bykørsel, vil man i praksis kun have brug for at lade om natten, og det sker helt uproblematisk. Det er straks værre når man skal køre længere stræk. Her er man pisket til de offentlige ladestandere, det skulle gå ganske kvikt at lade forlyder det, – eller tror de fleste, for det er et solidt el-kabel man stikker i næsen på e-NV200, men man bliver hurtigt skuffet.

Vi landede ved en ladestander med 68 procent tilbage på batteriet. Vi ville se hvor lang tid der skulle til, før vi nåede fuld kapacitet, og svaret var noget skuffende, et time og syv minutter. Jamen, siger el-bilens fortalere, der tager ikke så lang tid at lade til 80 procent, – her må vi medgive, at argumentet er korrekt, men hvis man for alvor skal tale rækkevidde på el-biler, vil man ikke være tilfreds med ”kun” at køre 80 procent af en mulig rækkevidde, før man igen skal holde stille i alt for lang tid.

På den måde slutter vi med det budskab, der kan læses i overskriften. El-bilen er kun til bykørsel. Sjatladning og 80 procents rækkevidde til længere stræk gør fortsat el-bilen og dermed e-NV200 uaktuel til andet end fortrinsvis bykørsel. Det bliver til gengæld gjort med tillid og uden problemer af nogen art, så håndværks- og servicevirksomheder vil ikke have problemer med at køre el-bil i landets større byer. Det eneste man skal frygte, er byskiltet med den diagonale røde streg.

Nissan e-NV200 40 kWh

I de kommende år, vil vi komme til at tale rigtig meget om ladetid, og ladetider til fuld batterikapacitet, og ikke kun til 80 procent. Som det er nu, er ikke engang de kraftige ladestandere med tykke kabler tilstrækkelige, og hvis flere ønsker at lade samtidig, vil ladetiden øges betydeligt. Den røde klap til højre dækker over ladepunkt til hjemmeladning med 230V.

Pris: fra 210.050 kr +moms

Pris for testbil: 254.900 kr +moms

Motor: el-motor 40 kWh

aut

109 HK

254 Nm v. 0 o/m

0-100 km/t: 14,0 sek

Tophastighed: 123 km/t

Elforbrug: 259 Wh/km

Rækkevidde WLTP by 301 km

Rækkevidde WLTP blandet 200 km

Rækkevidde NEDC 275 km

Kørevægt: 1515 kg

Totalvægt: 2220 kg

Trailer: 410 kg

CO-2: 0 g/km:

Pin It on Pinterest