Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

25. January '19 16:56 by Jørli Petersen

Begynder hybrid

Ford Mondeo som hybrid. En velkørende bil i firmaklassen med en helt traditionel 2-liters benzinmotor, og så langt er alt godt, mens hybriddelen af den første Mondeo hybrid er langt, langt efter konkurrenter, som allerede har foden langt inde på hybridmarkedet.

Ford har meget forsigtigt taget hul på den fremtid, der både skal erstatte og i første runde supplere benzin- og dieselmotorer. Første skridt er en Mondeo Hybrid, der kun sælges som 4-dørs med modelbetegnelsen HEV, og efter grundig test af Fords første hybrid, er det næsten betænkeligt, at Ford i det hele taget vil vise sin form grad af utilstrækkelighed, når det gælder ny teknik.

Ford er lysår efter sine konkurrenter. At køre Ford Mondeo hybrid i 2019, er som at køre Toyota Prius i 1996. Oplevelsen af hybriddelen er den samme, som vi oplevede, da vi kørte den første Prius i Firenze for snart 23 år siden. Siden er Toyota kommet rigtig langt, mens man kan sige, at Ford er efterladt en hel generation bagude, og det er ikke en bilgeneration vi taler om.

Udgangspunktet

Lad os se på udgangspunktet. En absolut meget velkørende og veltrimmet Ford Mondeo tilsat en 2-liters benzinmotor. Umiddelbart en meget klassisk opskrift på en firmabil, men så tilføjer Ford et alt for lille batteri på meget beskedne 1,4 kWh, som i tilgift snupper en alt for stor del af bagagerummet, – igen er vi tilbage i noget, der kan sammenlignes med noget historisk Toyota, mens man har kopieret Toyotas tekniske fremgangsmåde i maskinrummet med en el-motor der samtidig fungere som generator, sat ind mellem motor og gearkasse.

Mondeo hybrid fås kun som 4-dørs, og det meget begrænsede batteri optager alt for meget plads. Bagagerummets indhold er nogenlunde halveret.

Når man åbner for motorrummet kan man se en del orange kabler. Det er ledninger med højere spænding end normalt i en bils motorrum, alt det orange fungerer som advarsel især til redningsmandskab, og går vi mere teknisk til stålet, er elmotoren på 140 HK mens gearkassen er den samme som Toyota har erklæret sin ulykkelige kærlighed, – en CVT automatkasse, også kendt som milliongear.

Man kan undre sig som almindelig bilkøber, når man hører, at 140 HK fra en 2-liters benzinmotor tilsat en 120 hestes elmotor kun giver 187 HK i et samlet bedste resultat, men det skyldes de to motores forskellige natur, men det kalder da på en bekymret rynke i panden, at vi kun har et drejningsmoment på 173 Nm, som er det godt stykke under det, man får i en helt traditionel bil i dansk firmaklasse.

Virker det???

Med et batteri på beskedne 1,4 kWh, kommer man ikke langt på ren el. Mondeo HEV eller hybrid gør som andre hybridbiler, den starter med at køre på ren el, når man trykket på startknappen, men i en kold januar 2019, har man ikke nået at få spændt sikkerhedsselen og sat bilen i bakgear, før motoren allerede er sprunget i gang, – underforstået benzinmotoren.

Ford har ikke forsynet Monde HEV med omdrejningstæller. Alle hybridfunktioner fremgår noget uklart af et nyt instrument til venstre i hovedinstrumentet.

I Mondeo hybrid er det ikke muligt at trykke på en ”EV” knap, en knap der får bilen til at køre på ren el. Den er sparet væk, og den ville heller ikke give nogen mening, for bilen ville løbe tør for strøm på rekordtid, og når vi kører i en bil med kørevægt på knap 1600 kg, er det meget svært at mærke, hvornår man får en hjælpende hånd fra batteriet i bagagerummet.

Der er lidt grafik omkring rattet, der fortæller hvornår bilen skulle lade, hvornår man sender overskydende energi til batteriet, og hvornår man bruger af den opsparede energi, men man skal være super sensitiv for at mærke det på den faktiske kørsel. Eneste måde at finde ud af hvor meget og hvor lidt man bliver skubbet i bagdelen, når det går op ad bakke, er at køre Mondeo med 140 hestes 2-liters benzin, og derefter samme bil med hybriddel, men den 140 hestes findes ikke på markedet, så det er en umulig opgave.

Vi er også noget forvirret over bilens faktiske forbrug, så hold godt fast i de følgende forbrugstal, som er 17,0-17,5 og lige i nærheden af 13,0 km/l. Det sidste forbrugstal er det tal vi opnår, når vi kører almindelig dansk kørsel på motorvej. Altså det tal man typisk vil kunne aflæse fra bilens egen forbrugsmåler, hvis man bruger bilen som dansk firmabil med mange kilometer på motorvej, mens de 17 kilometer i snit er vores forbrug på en lille mængde kørsel på landevej og resten som bykørsel.

Mondeo er en velkørende type firmabil med rigtig god komfort. Heldigvis fås den også i helt almindelige versioner.

Indrømmet. Vores måletal er ikke videnskabelige, men de er til gengæld meget hverdagsagtige, og ser vi på de officielle tal, er der noget forvirring over dagens rigtige tal, og for at gøre det endnu værre, så er der igen nye officielle forbrugstal den 1. april, hvor tallene endnu engang bliver lavere og mere realistiske, mens den danske pris vil stige, fordi danske bilafgifter bruger bilens officielle forbrugstal som udgangspunkt.

Vi har således noteret følgende tal. På Ford mest opdaterede hjemmeside siger man officielt 18,2 km/l. Hvis man ser i den lidt ældre brochure, finder vi tal fra 20,8 til 22,7 km/t, alt efter udstyr på bilen, men lad os samtidig indskyde, at sammenlignet med en standard Mondeo, er Mondeo hybrid ”kun” udstyret med 16-tomme hjul og dæk i lav rullemodstand, ligesom der er begrænsede muligheder for at smide udstyr på hybridbilen.

Dopede stempler

Vi har gemt den værste del af historien til sidst, som er historien om den samlede mængde teknik, med lup på hybriddelen og med CVT gearkassen som den helt store skurk.

Når man bare ruller rundt i byen, går det såmen ganske udmærket. Det er ikke her man stresser mekanikken, der er også meget langt til egentlig belastning, men man undrer sig over, at bilens stort set ikke kører på elmotor alene. Det eneste vi er sikre på er, at vi får en hjælpende hånd fra elmotoren, når vi starter for grønt, men ikke meget mere.

Ford har valgt 4-dørs til Mondeo hybrid, som har alt for lille batteri, alt for dårlig teknik og næsten ingen rækkevidde på ren el.

På motorvej får vi første hint om CVT automatkassens alder og teknikkens afstemning i det hele taget, men vi blev noget overrasket, da vi kørte med godt læs på bilen, en hastighed der ligger en anelse højere over det maksimalt tilladte på dansk motorvej, vi kørte med fartpiloten tændt, og begyndte opstigning på en rigtig lang og sej stigning.

Pludselig tog pokker ved hele systemet. De fire civiliserede Ford stempler opførte sig pludselig som velmedicinerede skiløbere af østeuropæisk oprindelse, Fanden havde taget benzinmotorens omdrejninger, – og pludselig forstod vi, hvorfor Ford ikke har installeret en omdrejningstæller i Mondeo hybrid, og vi ventede med stor undren, mens benzinmotoren hev voldsomt i elastikken på CVT gearkassen, i det beskedne håb, at man kunne opretholde uændret hastighed.

Den grimme oplevelse fik os selvfølgelig til at gå meget tæt på Ford og deres bud på en nutidig hybridteknik, og vi kan kun beklage en ting. Ford har netop valgt at udvide modelprogrammet med en Mondeo hybrid som stationcar. En bil der kan nappe endnu mere vægt, en bil der bliver endnu mere stenalderagtig, og endnu mere grim udstilling af Fords mangler, når det gælder ny teknik.

Hvad kan vi sige til Mondeos forsvar, for vi er normalt meget glade for Mondeo. Man kan få en Mondeo 2-liters diesel, 150 HK og automatgear til kun 326.000 kr, så det er den vi anbefaler, indtil Ford kan byde på noget mere nutidigt.

Ford Mondeo HEV 4-dørs

Her er katastrofen. Den tekniske løsning er den samme som Toyota har benyttet siden den første Prius i 1996. Ulykken for Mondeo er desværre, at den teknisk er på højde med den Prius, der fik debut i 1997. Ford er lysår efter mange skrappe konkurrenter. Ford må købe sig til teknisk viden, hvis ikke man vil tabe, når det gælder ny teknik. Ford gjorde det med dieselteknik, og det haster med brugbare grønne løsninger til fremtidens biler fra Ford.

Pris: fra 329.890 kr

Pris for testbil: 329.890 kr

Motor: 2,0 liter 4-cyl +

1,4 kWh Hybrid

CVT automatic

140 HK v. 6000 o/m

el 120 HK, samlet 187 HK

173 Nm v. 4100 o/m

0-100 km/t: 9,2 sek

Tophastighed: 187 km/t

Forbrug: 20,8-22,7 km/l

Kørevægt: 1579 kg

Totalvægt: 2250 kg

Trailer: -/- kg

CO-2: 108-101 g/km

Pin It on Pinterest