Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

6. April '21 19:15 by Jørli Petersen

Snup en Mokka

De første udgaver af Opel Mokka er i Danmark. En designmæssigt meget vellykket bil, men hvis bilen er grøn, er den ægte grøn. En ægte elbil.

Måneden april er det tidspunkt på året, hvor Opel slår dørene op til en helt anderledes fremtid. En ny tid med spændende design, hvis vi kan måle fremtiden efter den nye Opel Mokka, som i rigt mål holder hvad den lover. De lokkende billeder er mere end oversat til det virkelige indtryk, og når vi er så skråsikre, er det fordi vi både har trillet de første kilometer i Mokka, og vi har været grundigt rundt om bilen, for at studere det nye udtryk fra Opel, som rykker Mokka op i klasse med Mazda MX-30, der også er en designmæssig interessant el-bil i det man kan kalde den overkommelige prisklasse.

Men Mokka er mere end en el-bil. Mokka er den komplette bil. Man kan få netop den Mokka, der passer til ens eget behov og temperament, – hvis man vel at mærke holder sig under 130 HK, for Mokka er også en familiebil, den er en brugs- og hverdagsbil, men den viser også den nye side af Opel, som efter de udsagn der følger med introduktion af en ny bil, er en 100 procent ægte Opel, hvor designprocessen er sket før fransk/kinesiske PSA købte Opel, og de første indtryk af Mokka holder til det vi netop har påstået, at Mokka er den brede familiebil af den populære crossover type, som lidt misvisende kaldes SUV B-segment, og når vi sætter ny Mokka i bås, skylder vi også at sige, at Opel nu har to biler i samme klasse.

Opel Danmark er lidt mere forsigtige, når der skal fastsættes design. På denne topmodel er der en rød liste i tagkanten. Den liste bliver sort på de danske udgaver af Mokka med luksus-skum.

Ny Mokka er en direkte konkurrent til Opel Crossland. Alligevel mener Opel ikke det er et problem. De to biler taler til hver sin kundegruppe, og måske er der noget om snakken, men det bliver interessant at se, hvor mange Mokka der bliver langet over disken fra danske forhandlere.

Fransk pakkeløsning

Det er ikke første gang vi skriver om ny Mokka, og vi kan nu se, at de første priser ikke holdt hele vejen til de officielle prislister. Billigste Mokka koster 215.000 kr og ikke de 200.000 kr, som først var stillet i udsigt.

Til Opels forsvar skal det siges, at der i mellemtiden er kommet nye afgifter, men vi kan så oplyse, at den model vi hele tiden har haft i kikkerten som den mest interessante Mokka, er den model med et ekstra skvæt olie, – det er Mokka diesel, der koster fra 240.000 kr.

Ikke overraskende er den dyreste Mokka den fuldt elektriske version. Her er det pumpet udstyr i bilen, helt som det kendes fra andre el-biler, og billigste Mokka ellert koster 290.000 kr.

En af de ting man ikke kan overse, er det næsten enorme og meget kraftige dørtrin. indstigning kræver lidt mere i en Mokka.

Alt det elektriske er ægte PSA pakkeløsning. Hos de fire bilmærker benytter man samme opskrift. En el-motor på 136 HK, en el-bil, hvor man skal aktivere ”sportsmode” for at få alle 136 HK til rådighed, og efter valget af elmotor er det kun et spørgsmål tilbage.

Hvor mange Duracell eller Hellesen batterier ønske man linet op under bunden af bilen. Det er slet og ret batteripakken der afgør bilens rækkevidde, men batterier er stadig kostbare og de vejer, så det hele er en linedans, når en el-bil skal afstemmes, og med Mokka er det blevet til en batteripakke, der giver en WLTP rækkevidde på 324 km.

En rækkevidde med forbehold må vi tilføje, for vi kender andre biler med samme el-pakke, og her lå vi et godt stykke fra de officielle tal, men vi glæder os til at se nærmere på Mokka-e i et dansk sommerklima.

En næsten morsom detalje. Oplysning om max hastighed for bilens vinterdæk. Og så i en el-bil, der har tophastighed a la 50’erne og noget Rekord med spidsede baglygter (140 km/t). Mokka-e har en tophastighed på 150 km/t.

Benzinmotoren er også en kendis, det er den 3-cylindrede 1,2 liters, som i Mokka giver enten 100 eller 130 HK, mens Mokka diesel har den lige så kendte 1,5 liters men 4-cylindrede motor, som også er stillet til at yde 130 HK, og så er det vi slår over i ren Disney eller mere præcist, Store Stygge Ulv, for vi udstøder et tre gange Øv, når vi ser, at eneste model med automatgear er den 130 hestes benzin. Mokka diesel er blevet snydt for et ellers glimrende koncern automatgear.

Klassisk Opel

Selv om Opel overrasker både positivt men også uventet med ny Mokka, afviser man at der er tale om afgørende nyt i Opels design. Man trækker trådene tilbage til 70’ernes Manta, en åbenlys succes for Opel. Den første Manta var rigtig populær, samtidig med den byggede på den stil, der blev vist med Opel GT, der kom et par år før den første Manta, men vi holder også fast i det med rigtigt knapper i bilen, lød det under præsentation af ny Mokka, og så har vi ikke glemt en af Opels specialiteter, at lave rigtigt gode sæder, og da det budskab blev sendt ud i æteren, kunne vi samtidig konstatere, at den var god nok. Siddekomforten var overordentlig herlig, for præsentationen af ny Mokka i Danmark, fandt sted i Drive In Bio i Farum, hvor hver deltager sad helt corona-korrekt i prøvebiler, som til lejligheden var lånt i Tyskland.

I kølvandet på de biler som allerede havde kørt en del kilometer, for at vise sig fra den bedste side i Danmark, følger en større bunke Mokka, som ikke har kørt en eneste kilometer. Bilerne vil snart være klar hos forhandlerne, og nu afventer vi så danske bilkøberes reaktion på det lækre Opel design.

Grøn Mokka er elektrisk Mokka, der med en 50kWh batteripakke har en officiel rækkevidde på 324 km. Alle udgaver af Mokka-e har topudstyr, og man behøver ikke nødvendigvis vælge grøn. Mokka-e fås i alle Opels farver. Priserne starter ved 290.000 kr

Pin It on Pinterest