Fremtiden er NU
Da vi havde den første brintbil til test, skete det med overskriften – Vær Velkommen, og nu skruer vi op for de gode hensigter ved at kalde denne anmeldelse – Fremtiden er nu, for brintbilen er en meget vigtig del af fremtidens bilpark, med mindre der skulle være nogen, der opfinder noget helt nyt.
Kort beskrevet er brintbilen en el-bil, der medbringer egen kraftstation til at producere elektricitet. Hos Toyota bruger man en såkaldt fuel-cell, på dansk en brændselscelle, og det er denne lille bunke celler, der tager for sig at den forhåndenværende brint, på samme måde som en benzin- eller dieselbil tager for sig at retterne i tanken.
Der er flere meget afgørende forskelle fra den rene ellert til en brintbil. Den helt store vil være, at bilen tankes på samme måde som en benzinbil. Man sætter en slange med tilhørende hane på brintbilen, betaler og kører videre, det hele er overstået på to minutter, hvorefter man kan fortsætte sin tur mod Skagen eller Gedser.
Vi bruger også et par linjer til at beskrive vores oplevelse med dagens tankstationer til brint. Da vi testede Mirai II var antallet af brintstationer reduceret til to i hele hovedstadsområdet. Første besøg ved det mindste anlæg var noget tvivlsomt. Vi kunne ikke tanke bilen til mere end lidt over halv tank. Helt præcis til 55 procent. Vi har senere fået at vide, at hvis man ankommer til tankanlægget kort tid efter en eller flere andre brintbiler har tanket, kan det knibe med at have tryk nok på systemet, og det fandt vi ud af ved næste besøg, hvor vi var på et betydeligt større og mere permanent anlæg, hvor vi uden problemer tankede til 100 procent, hvilket svarer til en rækkevidde omkring 600 km, før man igen skal bruge et par minutter på tankstationen.
En anden afgørende forskel til brintbilen er, at den ikke af afhængig af udendørs temperatur. Mirai fungerer problemfrit, også når det er koldt, bilen driver ikke rovdrift på sjældne mineraler eller jordarter til en meget stor batteripakke, og så kommer det sidste, når vi kører igennem de store danske byer, er den luft der forlader bilen efter forbrænding af brint, mere ren end den luft der blev suget ind til forbrænding af brint.
En ægte GT
Alene det at kalde Mirai for ”den nye” betyder, at dette er udgave nummer af Mirai, og hvilken forbedring. Både på design og på alt det køremæssige.
En rundtur om ny Mirai lægger smukke linjer om en 4-dørs sedan, der mere ser ud som en coupe, men også en coupe der er fem meter lang. Sådan cirka. Designet er ualmindelig vellykket, det er måske Toyotas bedst designede bil sammen med Supra, der er noget italiensk over alt det flydende hen over bilen, og man bliver langt fra skuffet, når man sætter sig ind i bilen.
Typisk møder vi den produktkvalitet, vi kender fra Toyota, men der er gjort mere ud af materialer, det er lækkert at røre ved overfladerne, sæderne er fremragende, og hvis ikke der stod Toyota på bilen, kunne vi let blive fristet til at tro, at bilen var en Lexus, men det er måske fordi man har bygget en kvalitet Lexus, og kaldt bilen for Toyota, fordi det giver større opmærksomhed, at lave en brintbil der hedder Toyota.
Der er også skruet op for lækkerierne på bagsædet, testbilen havde fået alt i udstyr, men det er lidt af et paradoks, at Mirai har sin store udbredelse som taxi i Danmark. En taxi bør tilbyde masser af plads på bagerste sæde, -det gør Mirai ikke, og bilen er aldeles uegnet til at afhente en gang typiske japanske turister, der ruller rundt med kufferter, der er lige så store som dem selv.
Der er heller ikke mulighed for at lægge ryglæn eller klappe noget bagsæde sammen, det skyldes de tre brinttanke, der er ligger under bilen, en på langs under midterkonsollen, en på tværs under bagsædet, og den sidste og mindste på tværs under bagagerummet.
Her er der mulighed for praktisk udvikling for fremtidens brintbiler, vi tænker selvfølgelig på det nye materiale grafene, men tankene under Mirai handler ikke om vægt. De er fremstillet af grafit og således ganske lette. Når man tanker brint, fylder man omkring 5-6 kg på bilen, så selv om vi forsøger os med at omskrive til kilometer per liter, skal man til at regne med kilo brint per 100 km, og det er som at lære gamle hunde nye tricks.
Barolo – here we come
Vi har gentagne gange brugt vindistriktet Barolo som en syrlig kommentar, når vi tester el-biler. Bag rattet i ny Mirai, er det nærmest tillokkende, at sætte kurs mod årets vinhøst i det italienske vindistrikt, for i modsætning til det vi normalt skal sluge fra diverse el-biler, har Toyota lavet noget ganske andet.
En særdeles velkørende bil, vi har talt om bilens design, men bilen kan også opfattes som en hyldest til den klassiske GT eller Grand Turismo, det er en bil med flot afstemt undervogn, det er en bil med masser af komfort, god, præcis styring, og en bil med fremragende egenskaber på motorvej.
Med en akselafstand på knap tre meter giver det sammen med en flot opsat undervogn, en særdeles stabil og rolig kørsel på motorvej. Samtidig færdes man i den stilhed vi kender fra el-biler, og tag ikke fejl, Mirai er at betragte som en el-bil, men også en el-bil uden el-bilens svagheder og dårlige sider.
Årets Bil
Vi havde Toyota Mirai som den helt store favorit til titlen Årets Bil i Danmark, og selv om det ikke blev Mirai, kan det ikke lave om på vort synspunkt. Denne type bil er fremtid, og når man samtidig gør sig umage med kvalitet, design og opsætning, er der intet der kan lave om på det synspunkt.
Vi løfter på hatten, og vi må også sende en stor tak til Toyota, for at går forrest med fremtidens biler.
Vi kommer ikke uden om at fokusere på bilens største minus. Der mangler slet og ret tankstationer i Danmark. Det nuværende uduelige firma der sælger brint til danske biler, har skåret ned på antallet af tankanlæg. Navnet på de uduelige er Everfuel, de holder til i en stråtækt midtjysk idyl på landevejen mellem Arnborg og Herning, og Ever-uduelig-fuel mangler konkurrence, som heldigvis er på vej.
Vi talte om at køre til Barolo. I Tyskland er der fart på udbygning af brintstationer. Flere andre lande er også ved at forbedre infrastruktur til brint, især Italien ser ud til at udvide kraftigt, så vi ser frem til flere leverandører til på det danske marked.
Toyota Mirai H4 FCEV
Pris: fra 517.990 kr
Pris for testbil: 661.990 kr
Motor: Brændselscelle + el
Aut
182 HK
300 Nm 0 o/m
0-100 km/t: 9,2 sek
Tophastighed: 175 km/t
Forbrug: ca. 16 km/l
Rækkevidde WLTP: 650 km
Kørevægt: 1975 kg
Totalvægt: 2435 kg
Trailer: 750/750 kg
CO2: 0 g/km