Din Mazda kender dig

Nu får de absolut bedste biler af plug-in typen kam til det berømte hår. Mazdas første PHEV ligner noget særdeles velgjort.
Når du sætter dig bag rattet i den nye Mazda CX-60, er det helt ligegyldigt, om du har lånt reservenøglen, nøglen der tilhører husets herskerinde, eller du måske har din egen nøgle i lommen, – så snart du er landet bag rattet, ved bilen hvem du er, og spejle, sæder og alle andre favoritindstillinger ryger på plads, inden elmotoren i den nye PHEV klikker til, og melder alt klar til afgang på panelet.
Ansigtsgenkendelse er den ene af to meget overraskende nyheder ved den nye Mazda CX-60, der er Mazdas første plug-in hybrid. Og hvilken første PHEV.
Det ligner en bil efter den helt rigtige opskrift, for Mazda har hentet mærkets største 4-cylindrede benzinmotor på 2,5 liter tilsat en god gang elmotor foruden en rigtig flot batteripakke.

Stor, men ikke overdreven stor, skriver Mazda om den nye CX-60, der kan bestilles allerede nu.
Samtidig har man gjort sig umage med resten af bilen, man har gennemtænkt det kommende modelprogram, og med fuldt overlæg valgt den mest klassiske af alle typer konstruktion, – man kan sige nøjagtigt den samme som vi finder på MX-5, en langsliggende frontmotor og træk på baghjulene.
Denne type CX-60 får vi imidlertid ikke at se lige med det samme, for den første model CX-60 har træk på alle fire, og nørderne i Hiroshima har valgt dobbelt wish-bone til forhjulene og multi-link ophæng til bagakslen, så der er ikke tale om overspring nogen steder.
Elektronisk begrænset
Herlige og meget ofte uventede tekniske løsninger er nærmest et speciale for Mazda, og vi er slet ikke færdige endnu, så hæng på. Vi har de seneste år haft det skarpe øje rettet mod Mazdas automatgear. Ikke mærkets bedste komponent, har vi skrevet flere gange, og nu ser det ud til at være slut. Til den nye CX-60 ser vi også en helt ny 8-trins automatkasse, den glæder vi os til at se nærmere på, men den samlede PHEV opskrift fra Mazda byder på en samlet systemydelse på 327 HK, hvor den 2,5 liters benzinmotor står for de 192 HK, mens elmotoren tager sig af 136 HK. Hvor den sidste hestekraft går tabt i det samlede regnestykke ved vi ikke, måske er det så banalt som noget med afrunding.

Læg mærke til de materialer der kan ses på de første fotos. Det lover godt.
Den nye CX-60 lander i den gruppe som Mazda kalder ”de store” i mærkets globale modelprogram, her er CX-60 den mindste af de store, og en totallængde på 475 cm og en akselafstand på 287 cm peger i retning af en stor, – men ikke urimeligt stor type SUV, som koster fra 458.000 kr incl ansigtsgenkendelse og andre lækkerier tilsat en masse sikkerhedsgrej, men der er naturligvis plads til noget forbedring, så man kan også vælge model 60 fra hylder, der hænger lidt højere over jorden med tilsvarende højere priser.

Der var engang hvor vi skældte Mazda ud for altid at have kønsløse, sorte kabiner. Tjek lige CX-60.
Mazda lover en teoretisk rækkevidde på 63 km efter WLTP metoden, og selv om man ikke skal fæste nogen form for tillid til denne type opgivelser, så peger det i den gode retning for Mazdas første plug-in hybrid, for med en batteripakke på 17,8 kWh, lægger man sig noget over det, vi tør kalde gennemsnit for klassen, og så kan vi yderligere oplyse, at de første 100 kan nås på 5,8 sekund, mens tophastigheden er elektronisk begrænset til 200 km/t. Hvad den reelle topfart kan måles til, er usikkert.
Det helt uventede
Mazda beskriver CX-60 som en bil med korte udhæng for og bag, vi noterer også, at bilen må køre med hele 2500 kg på krogen, og med en basis benzinmotor på 192 HK er her tale om en af de sjældne type plug-in biler, som også ser ud til at kunne tumle en stor trailer, når batteriet er løbet før for tilskud, og netop her er vi tilbage ved det vi beskrev indledningsvis, da vi beskrev CX-60 som en plug-in efter den helt rigtige opskrift, – en bil uden kompromis, en bil med en standardmotor som ”blot” er tilsat noget elektrisk hjælp og mulighed for at køre fuldt elektrisk i byerne.

En af de rigtigt gode nyheder, som desværre kan fortabe sig en del i alle de andre nyheder, er Mazdas nye automatkasse. CX-60 er udstyret med en ny 8-trins automatkasse.
Mazda har også forsynet CX-60 med et særligt program, der skal gøre det lettere at køre med den tunge trailer. Om dette program også assisterer, når der skal køres baglæns, ved vi ikke, og så vender vi tilbage til bilens basis lay-out med langsliggende frontmotor og baghjulstræk, denne klassiske opskrift giver pludselig mening, når vi ser de næste udgaver af CX-60, som risikerer at blive rigtigt attraktive i en fremtid, hvor bilerne bliver mere og mere elektriske og mere og mere sløjbenede til langtur og til det hårde slid, for i løbet af ikke så længe, kommer CX-60 med to nye motorer. Begge 6-cylindrede, og det er helt usædvanligt i disse tider.
De nye motorer er en 3-liters række 6’er benzin, mens den kommende topmodel er en ny 3,3 liters række 6’er, og hold lige fast i rælingen, der er tale om en dieselmotor.

Værsgo’ og ta’ plads. Turen går til stævne i Holland eller med campingvogn til Barolo. Kommandobroen ser tiltalende ud.
En sprit ny 3,3 liters diesel ser dagens lys i løbet af 2022.
Vi kender ikke ydelsen på de nye motorer, vi ved de begge har et 48V mild-hybrid system, men vi kan sige med sikkerhed, at rigtigt mange vil hilse den nye CX-60 diesel velkommen. Heste- båd- og campingfolket vil klappe i deres små hænder af begejstring, og fra start bliver vi fristet til at sige køb nu, eller køb senere til overpris, når der er ikke er anden mulighed for at finde et køretøj, der kan trække det rullende feriehus rundt i Europa.

Og så har vi slet ikke set det bedste endnu. De første CX-60 PHEV kommer til Danmark tidligt på sommeren, men noget senere kommer noget så usædvanligt som to nye super modeller med række 6’ere, mild-hybrid og flere typer brændstof. Både benzin og diesel. At tænke sig, en ny 3,3 liters diesel ser dagens lys i 2022.
