Topudstyr til lavpris

MG4 er den tjekkede nyhed i den rigtige størrelse til en attraktiv pris. Bilen bygger på en helt ny platform, der er fælles for flere modeller fra den gigantiske SAIC koncern.
Vi har tidligere gjort os lystige om emnet MG og deres nummerering af modeller, det seneste fordi model 5 kom før model 4, men nu er sidstnævnte her, bilen står umiddelbart overfor dansk salgsstart, og selv om bilen ikke kommer i noget større antal de første måneder, regner den danske MG importør med, at bilen bliver en topsælger.
Første rundgang med MG4 kunne meget vel pege i den retning, – at MG har ret.

Masser af skærm, en nærmest frit svævende hylde men også en kabine, der ikke er oversvømmet med rigtige knapper, der kan trykkes eller drejes.
Her er en ellert, der lokker med en helhedsløsning. Pænt med udstyr, klassisk og allerede kendt teknik, en størrelse som de fleste foretrækker det, og så kommer det mest opsigtsvækkende, den dyreste model skal koste 285.000 kr.
Denne lille, men ualmindeligt vigtige detalje, sparker så at sige stolen væk under alle konkurrenter.

Se det er da en hækspoiler, som ikke ses bedre hos T. Hansen. Platformen under bagruden kan bruges til en ristet med det hele, incl kage.
MG bruger småluskede tricks, når de lovpriser eget produkt, det gør man ved at sammenligne MG 4 med biler, der hører til i en mindre klasse, men det selvfølgelig på sin plads at gøre opmærksom på, at MG4 i topudgave med alt i udstyr koster det samme som den billigste Peugeot e-208, mens den den mere sammenlignelige model er biler som Nissan Leaf og selvfølgelig VW ID3, der kører med samme motor som MG.
Nissan Leaf koster fra 202.000 kr i billigste udgave. Skal Leaf kunne bruges til noget ud over frem og tilbage til børnehaven, skal man af med 262.000 kr, mens prisen er ganske anderledes med den billigste VW ID3, der koster fra 360.000 kr og opefter.

MG4 er udstyret med en næsten drabelig splitter, som forhåbentlig er højere end højden på en typisk dansk kantsten. MG4 åbner og lukker også for køleluft når det ikke er nødvendigt.
Springer vi en klasse op, koster en bil som den nye Toyota BZX4 fra 398.000kr, mens biligste el-bil på det danske marked er Dacia Spring til 150.000 kr, – en el-bil, der er kernen i netop det el-biler er bedst til, kørsel i byerne og slut.
Hurra for Bosch
Det var et lidt usædvanligt sidespring at se nærmere på oplagte konkurrenter, men det understreger MG’s gode position på markedet, hvor el-biler generelt er meget dyre, og dermed ikke tilgængelige for en stor del af danske bilkøbere, som enten ikke har råd, eller synes, at det er for mange penge at smide ud til en transportmiddel, og når vi kredser rundt om MG4, er det fordi bilen på alle leder og kanter er meget traditionel målt på teknik, det er en bil, der kommer med samme motor som eksempelvis VW ID3, den såkaldte Bosch motor med 204 HK.

MG 4 fås lidt endnu kun i topudgave med en batteripakke på 64 kWh, der giver en rækkevidde på 450 WLTP kilometer.
MG4 kommer med mindre udstyr i løbet af næste år, ligesom man vil kunne købe MG4 med mindre batteripakke, og alle disse tiltag gør selvfølgelig bilen billigere end den er fra start, hvor der er frit valg på alle hylder, bare man vælger den store model med stort batteri og alt i udstyr.
Spændende design
Det næste man kan sige om MG 4 må være, at bilen har et ganske spændende design. Heldigvis er MG ikke kørt videre af det spor, der blev lagt af MG’s topmodel Marvel, MG4 er sin egen, den er ganske smart, den er en typisk 5-dørs dansk familiebil, og vi lægger mærke til flere ting.
Først og fremmest en særdeles markant forlængelse af taglinjen, der gir’ den i rollen som hækspoiler. Lygtebåndet på bagpartiet er også anderledes, det kan næsten bruges til servering af den berømte burger med tilhørende fritter på farten, mens fronten er udstyret med en splitter, som man kun ser på sportslige biler, hvor det handler om downforce.

Alt efter udstyr, er sæderne med stof/plast eller stof/kunstlæder. Vi spørger: Hvad er forskellen på plast og kunstlæder.
I kabinen er der som altid i MG for meget skærm og for få kontakter, MG bedyrer, at det er blevet lettere at betjene de mange funktioner, det vil vi så se nærmere på, når vi har bilen til test, men det er ikke til at overse den nærmest fritsvævende hylde, hvor gearvælgeren dominerer, mens snakkefonen ligger til opladning længst inde.
Sæderne får også en kommentar med på vejen, under den danske præsentation blev sæderne i de forskellige modeller adskilt fra hinanden med en forskellighed, der er stof/plast og stof/kunstlæder. Vi tillader spørgsmålet, – hvad er forskellen på kunstlæder og plast??? Måske har den store SAIC koncern fundet de vise sten i Formand Maos Lille Røde, men selv om vi bruger satire og kritiske bemærkninger, kan det ikke skjules, at vi er ganske optimistiske på MG’s vegne.

Kæmpekoncernen SAIC stikker næsen frem i baglygterne. MG er en del af SAIC.
Vi tror MG har fat i en vindermodel. En dansk topsælger blandt ellerter. Solidt hjulpet på vej af lav pris, alt i udstyr og tjekket design, og så kommer det logiske spørgsmål for mange, kan man lease bilen på den ene eller anden måde?
Svaret er ja, men MG er ikke klar med priser, før der står 2023 på kalenderen, hvilket også er det tidspunkt, hvor MG for alvor begynder at kunne levere biler til de danske købere.

Klassisk 5-dørs hatch-back med det der ligner fornuftig rækkevidde, kendt og rigelig teknik til en overkommelig pris.
