Life med VW

VW tør sige det unævnelige højt. TV på storskærm mens man er på vej.
ID.Life er noget automobil beregnet til udstilling og eftertanke, og den let frække ellert fra VW, har fundet vej til Bella Center, hvor den ene udbyder af hjemmeladere kæmper mod den anden om de besøgendes opmærksomhed.
ID.Life har størrelse som en VW Polo. Måske, måske ikke, er det et skridt i retning af den hidtil mindste ellert fra VW, som kan blive aktuel, når VW har fået omlagt den igangværende ændring af mærkets fabrikker, så man kan producere endnu flere ellerter.
Selvfølgelig er der interessante detaljer, når fri fantasi får lov at sætte sig præg på en showbil, men nogle af disse ideer, kan veksles til almindelige hverdagsbiler i løbet af meget kort tid, og vi peger på to spændende detaljer ved ID. Life.

Sidespejlet er flyttet ned på siden af forskærmen på ID.Life. Bemærk størrelsen på enheden.
Sidespejlene på ID.Life er flyttet ned på siden af bilens forskærme. Selvfølgelig er det en mulig placering, men læg især mærke til størrelsen på den kombinerede enhed, som både er et lille kamera, der skal spille rollen som sidespejl, men det er også et klassisk sideblink, og det er størrelsen af enheden der er interessant. Det elektroniske sidespejl er meget mindre, end det vi ser på dagens kostbare luksusbiler.
Næste spændende detalje er en TV-skærm, der kan trækkes ned, så den dækker store dele af forruden. På den måde kan man med lidt streaming se Wolfsburgs ude- og hjemmekampe, mens man er på vej til familiebesøg, der er selvfølgelig monteret en spærring eller to, så man ikke kan se fodbold VM, når bilen er i bevægelse, men den form for spærring kan fjernes, og måske er det derfor, VW har forsynet ID.Life med en ny både synlig, men også meget enkel form for sikring for bløde trafikanter forrest på bilen.
Madrassen på frontklappen ligner noget fra Jysk, så vi iler med at bringe ideen videre.

Enkel form for ekstra beskyttelse af bløde trafikanter. En madras på kølerhjelmen.
