Luksus kinøjser

Kinesiske Hongqi er Kinas ældste bilmærke. Nu kommer Hongqi til Danmark.
Vi henter uden dårlig samvittighed et udtryk fra en MG, som vi tidligere havde til test. Nu er MG ikke luksus, så det må være ”kinøjser” vi har hentet, og når vi bruger det i en lidt anderledes mening, er det fordi K.W. Bruun efter flere års betænkeligheder endelig har fået et kinesisk bilmærke på samvittigheden.
Og det er ikke et hvilket som helst kinesisk bilmærke. Det er Hongqi, der er Kinas ældste bilmærke.
Hongqi skal sælges hos en række Peugeot forhandlere over det ganske land, og de første biler lander i det tidlige forår, lad os gætte på marts måned, og Hongqi starter fra toppen med den absolutte topmodel, som mange danskere sikkert vil mene, ligner noget Rolls Royce til forveksling, og det er ikke helt galt.

Synes du Hongqi E-HS8 lugter af Rolls Royce. Der er noget om snakken. Designeren er hentet hos netop RR.
Designeren Giles Taylor har tidligere arbejdet for netop Rolls Royce, nu frister han tilværelsen hos den kinesiske koncern FAW, der blandt andet producerer Hongqi.
Første model hedder noget så usexet som E-HS9. Det lyder nærmest som noget MG, for at blive i jargonen, og det uforståelige navn kunne for den sags skyld godt minde om noget Lexus, som også har et helt forplumret sæt modelbetegnelser, som ikke giver nogen mening eller hentydning hvis man ser på hele modelprogrammet.
E-HS9 er en stor type SUV. Bilen har plads til seks eller syv, de-luxe udgaven af den kinesiske de-luxe bil er den 6-personers, men begge biler er kæmpe, og med det mener vi 5,2 meter i længde, 1,7 i højde og 2,2 meter i bredde, så på forhånd kan vi godt sige, glem alt om parkering i en klassisk dansk parkeringskælder.

Hongqi findes i flere europæiske lande, og i Danmark kommer den dyre kineser til at stå ved siden af Peugeot.
Selvfølgelig er der tale om en 100 procent ellert. Ellers ville projektet med en kinesisk luksusbil være helt dødfødt længe før start. I topudgaven råder man over 551 HK, rækkevidden er på 515 teoretiske kilometer, og her bliver det for alvor teoretisk, for tophastigheden er 220 km/t, 0-100 er klaret på 4,9 sekunder, og det største batteri der kan tømmes på rekordtid på motorvejen er på 120 kWh.
Og prisen. 795.000 kr. Vi tror ikke Peugeots danske importør har fået fingre i en topsælger, men som det udtrykkes fra førerbunkeren på Ryvangs Alle i Hellerup, har K.W. Bruun n valgt Hongqi fordi man har været på udkik efter en seriøs partner med fremtidsperspektiver.

Modelbetegnelsen er håbløs og den store ellert skal koste 800.000 kr. Kinesisk udfordring til BMW og Mercedes.
Om K.W. Bruun så mener, at alle andre er useriøse kinesiske bilmærker, melder historien ikke noget om, men det er snart mange år siden vi kunne oplyse, at K.W. Bruun var på vej med noget kinesisk, og siden er det ene kinesiske bilmærke efter andet dukket op, og alle er kørt forbi K.W. Bruun.
Det er ingen overraskelse, at Peugeots forhandlere er begejstret for at få flere varer på hylden. Her adskiller en bilforhandler sig ikke fra en købmand eller et byggemarked. Det handler om at sælge flere biler.
