Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

6. January '23 20:00 by Jørli Petersen

Annus horribilis

Den nye model 408 skal være med til at vende Peugeots nedgang på det danske marked. 408 står klar til salg i marts måned.

Den nu tidligere Dronning Elizabeth gjorde de to ord – annus horribilis – berømte i en nytårstale. Disse ord blev genbrugt, da bilkoncernen K.W. Bruun gjorde status over det forgangne år, og hvis vi ser på de mange tal, forstår man hvorfor, man har et noget usædvanligt mål for 2023.

At genvinde markedsandele!

Den målsætning har vi ikke hørt tidligere, selv om det er blevet til ganske mange møder, hvor danske bilimportører har gjort status.

Peugeot er hovedmærket hos K.W. Bruun, men selv om man har den mest solgte personbil med 208, kan Peugeot kun svinge sig op til en samlet placering som nummer syv med en markedsandel på 5,7 procent, en tilbagegang fra en placering som nummer tre med en markedsandel på 7,4 procent, og når totalmarkedet for personbiler falder til 148.000 personbiler og 27.000 varebiler, er den samlede kage blevet mindre. Mere annus horribilis.

Når mærke nummer to (Citroen) samtidig ryger fra en placering som nummer otte til nummer 10 og en markedsandel fra 5,9 i 2021 til 3,6 i 2022, har vi en god del af forklaringen på den fyringsrunde, der har været hos K.W. Bruun, hvor man har sagt farvel til en række medarbejdere, som blandt andet skulle træne og uddanne personale hos landets forhandlere, – men, når man ikke har nogle biler at sælge, er der ingen grund til at uddanne personale, og generelt har koncernen været på slankekur.

Eneste lyspunkt for K.W. Bruun er DS. Citroen biler med glimmer og flødeskum.

Oli er ægte Citroen, Og ægte anderledes. Oli er lettere, mere enkel, elektrisk og måske også billigere.

DS har haft fremgang på alle leder og kanter, men mærket er stadig ganske lille på det danske marked, og når nyeste mærke i K.W. Bruun koncernen Fiat, er nede som nummer 23, hvor man for en generation siden var topsælger i Danmark, og Mitsubishi og Jeep hygger sig med placeringer som nummer 28 og 29 på listen over de bedst sælgende danske bilmærker, skal det selvfølgelig betyde sorte skyer for K.W. Bruun.

For at sætte de dystre tal i perspektiv. Alfa Romeo er også en del af K.W. Bruun, men det lækre italienske bilmærke formåede kun at sælge 18 personbiler i Danmark i hele 2022.

Atten.

Kinesisk flirt

Vi er gået grundigt tilbage, lød det officielt fra K.W. Bruun, og det får også betydning for landets forhandlere. I de kommende år skal forhandlernettet slankes, og de der bliver tilbage, skal sælge flere bilmærker fra samme butik.

Et af de bilmærker der kan dukke op hos 20 forhandlere spredt over hele landet, er det nye kinesiske luksusmærke Hongqi (udtales Hong-tji). Det kinesiske luksusmærke får dansk debut i marts måned, og prisen for første model er 800.000 kr. Hongqi E-HS9 er en kæmpe-kasse, fuldt elektrisk med motorer på enten 435 eller 551 HK og en ikke imponerende rækkevidde på 400 eller 465 teoretiske kilometer for de første modeller. En topmodel med større batteri er på vej, men det gør bilen endnu tungere end de 2,7 ton, der er egenvægt på den kinesiske gang luksus.

Hongqi E-HS9 er en kæmpekasse. Og dyr. Flere modeller er heldigvis på vej de kommende år, men fælles for dem alle er, at de koster kassen.

Flere modeller fra Hongqi er på vej, men alle kommende modeller hører til i den dyre ende, det er priser fra Tesla og opefter, og det er lidt vanskeligt, at dele K.W. Bruuns optimisme omkring den danske fremtid for kinesiske luksusbiler, når man kan købe BMW og Mercedes til de samme penge.

Mange nyheder

Hvilke biler er det så, der skal trække læsset for koncernen i 2023? Foruden en håndfuld kinesisk luksus, er det de gamle travere, der står forrest i køen. Det er Peugeot 208 og Citroen C3 der skal lokke kunder ind i butikken, men der er selvfølgelig også nyheder på programmet, og vi tager turen gennem årets nyheder for hele koncernen.

Peugeot lægger i marts ud med den nye 408. Senere på året kommer turen til en face-liftet 508, ligesom både 2008 og 208 også står til en opdatering i løbet af efteråret,

Citroen starter lidt tidligere med nyhederne. Den nye E-C4X er klar til salg i februar, det samme skulle gælde for den lille Ami, der er voldsomt forsinket i Danmark. Vi havde aftalt tid for test af Ami i Danmark i januar sidste år, så vi vil se køretøjet, før vi tror på en dansk salgsstart.

Opel har også haft voldsomme problemer med at få biler i 2022, men Opel forsøger sig nu med noget så vanskeligt som el-biler med indbygget køreglæde ….. !!!! Første forsøg på denne vanskelige kunst er Grandland GSe, og det er ikke GSe i traditionel Opel forstand (desværre). Det en en elektrisk Grandland, der er skjult bag betegnelsen GSe.

Kinesisk luksus skal sælges hos 20 eksisterende Peugeot forhandlere. Kortet er ikke endeligt.

Den fuldt elektriske Astra er klar i april, mens Corsa får et face-lift til oktober samtidig med Astra melder klar med deres GSe, og samlet set ligner det gode kort på hånden hos Opel, hvis man igen kan få de biler, man ønsker fra fabrikken.

Der er også noget så usædvanligt som to nyheder fra Mitsubishi. Ny ASX dukker op i marts måned, mens den nye Colt ventes klar til salg i oktober måned. Begge nyheder fra Mitsubiishi er modeller fra Renault med et lille japansk touch.

Citroens luksusmærke DS er klar med en face-liftet DS7 allerede i januar måned, mens en face-liftet DS3 ventes klar til salg i april måned.

Citroen ser ud til igen at ville være behageligt anderledes. Oli er anderledes tænkning, og den lille Ami er bare forsinket, – men nu skulle den være god nok.

Jeep vil være 100 procent CO2 neutrale i 2030, men kun i Europa. Første skridt på vejen er den nye lille Avenger, der er udstyret med den teknik, vi kender fra de seneste el-biler fra Stellantis koncernen.

Alfa Romeo ventes at være klar med den nye Tonale i løbet af april måned, mens Fiat ikke lokker med nyheder. Det eneste man siger hos Fiat er, – vi har masser af biler på lager, både 500 og e500, og vi er klar med rigtigt gode priser på disse to biler.

Hvad så med varebiler fra K.W. Bruun, som nu sidder på en række kendte varebiler fra Peugeot, Citroen og ikke mindst Fiat? Her er der ikke tegn på bedre tider. Snarere tværtimod. K.W. Bruun forventer færre solgte varebiler i 2023 i kølvandet på en generel afmatning.

K.W. Bruun forventer at 2023 har en lille stigning i salget af personbiler, fra 148.000 i 2022 til 160.000 i 2023, mens salget af varebiler vil falde fra 27.000 i 2022 til 20.000 i 2023.

Pin It on Pinterest