Stiv kuling fra øst

Voyah ejes af kinesiske Donfeng, der betyder “Østenvind”, og det er ikke et let brise vi ser fra Kina. Det har sat ind med storm. En storm af kinesiske ellerter, hvor Voyah Dream er luksus a la Toyota og Lexus, og prisen forventes at ligge over en million danske kroner.
Den store kinesiske koncern Dongfeng blæser til fornyet konkurrence, når Bella Center slår dørene op for den næste udstilling for el-biler. Dongfeng er en kinesisk gigant, koncernen sidder på 12,5 procent af det kinesiske hjemmemarked, så der ruller en god stak biler af de mange samlebånd hver eneste dag, og en lille andel af disse er ellerter.
Et af Dongfengs bilmærker er Voyah, – og hvad er så det, og hvordan skal det udtales, tænker du sikkert. Vi tror kineserne er komplet ligeglade med udtalen, så længe du gider købe, men det nye mærke Voyah får en vanskelig start, selv om man præsenterer tre forskellige modeller i Bella Center.
De tre hedder Free, Passion og Dream.

Navnet Passion er sikkert ikke tilfældigt. Passat ligger lige til højre fod, især fordi kineserne har udset sig Audi som en af de primære konkurrenter.
Free kører allerede på det norske marked. Passion og Dream er på vej, det samme gælder for det danske marked, og hold lige fast i gelænderet, for det er Peugeot forhandlerne, som endnu engang skal holde for de kunster, som den danske importør har kastet sig ud i, eller nok mere korrekt, er blevet tvunget til at påtage sig. Forklaring følger.
Hvad ved vi så om de tre nye kinesere? Free er en type SUV med 489 HK og en rækkevidde på det man kalder plus 400 kilometer.
Navnet Passion ligger rigtig tæt på Passat, og det er nok ikke nogen tilfældighed, når man ser bilen. Passion er endnu en luksusbil med 510 HK, og en rækkevidde der hedder plus 600 km, så vi taler om en ganske stor batteripakke, hvis det skal holde bare nogenlunde, og så er der endelig den absolutte topmodel, Voyah Dream, der er MPV på samme høje niveau, som vi har set hos Toyota i Fjernøsten og helt som den nye Lexus, der nu er på vej til Europa og Danmark.
Voyah Dream har samme 489 HK som model Free, rækkevidden er omkring 500 km, og Voyah taler om både luftaffjedring, panorama glastag og meget mere, men når det gælder Dream, er vi slet ikke færdige. Listen over luksus forventes at være så lang som levetiden på det kinesiske diktatur.

Toyota Alphard sælges under flere navnet i Fjernøsten, men bilen er forbillede for Voyah Dream.
Voyah udråber sig selv som direkte konkurrent til Audi og BMW. Det er, hvad de selv skriver sort på hvidt, og nok engang ønsker vi mærket held og lykke, for så let er det ikke at flytte europæiske købere fra de tyske luksusmærker. Spørg blot Jaguar og Volvo, men Voyah er udklækket som ægte luksus. Helt fra start, som ikke er længere tilbage end 2020.
Det er således et tre år gammelt kinesisk luksusmærke, der er på vej til Bella Center, men mærket har haft let ved at skrabe nogle nye modeller sammen.
Bag Voyah er som nævnt Dongfeng. En kinesisk kæmpe, navnet forkortes normalt til DFM, og selskabet blev grundlagt i 1969, hvor man lagde ud med at bygge lastbiler.
Omkring år 2000 var selskabet i økonomiske vanskeligheder. Det var underligt nok Renault, der kastede den første redningskrans, så selskabet kunne genskabes, og siden er det gået stærkt. Dongfeng bygger naturligvis Renault i Kina, men i dag har Dongfeng flere end 20 selskaber spredt over alle grene af bilbranchen, og det var Dongfeng, der var hovedaktør i den økonomiske redningsaktion af daværende PSA, nu Stellantis, så ad bagdøren er det Renault, der har reddet Peugeot, Citroen og alle de andre, ligesom det var Dongfeng, der gjorde det muligt at købe Opel ud af GM og ind i det daværende PSA, som gjorde Opel til et fransk/kinesisk selskab.
Når Peugeots ejere ønsker at få sendt deres kinesiske luksusbiler til Danmark, er det selvfølgelig en bunden opgave for den danske importør K.W. Bruun, som i forvejen kæmper med at sælge Hongqi, der har været så længe på det danske marked, at vi begynder at kunne sige noget om danskernes interesse for kinesisk luksus.

Voyah Free er allerede til salg i Norge til 750.000 norske pesetas. Prisen i Danmark er stadig ukendt, men med dansk moms og afgifter lander vi nok omkring en startpris omkring 700.000 danske velfærdskroner.
Og hvad koster så en Voyah? Der er endnu ingen priser på de tre modeller. Det må nødvendigvis komme i forbindelse med udstillingen i Bella Center, men vi ved, at model Free koster fra 750.000 kroner i Norge, og det er ikke meget mere end prisen på søndags-berlinger omregnet til hård dansk valuta, men tillagt danske afgifter på ellerter plus moms, havner vi nok omkring en startpris på 700.000 kr. Den store model Dream bliver meget dyrere. Vi er med stor sandsynlighed på den forkerte side af en million, så vi siger endnu engang, – stakkels danske Peugeot-forhandlere.
