Omoda – anderledes kineser

Vi bringer et billede af en usædvanlig kineser. Navnet på det nye mærke er Omoda, og det usædvanlige er motoren. En helt almindelig benzinmotor. I en kineser!
Vi tør ikke forudsige, at Omoda bliver det næste kinesiske bilmærke i Danmark. Til gengæld tør vi godt sige, at Omoda er anderledes, og det samme gælder det bilmærke, som ser ud til at følge i kølvandet på Omoda, – Jaecoo.
Forskellen på Omoda og alle andre kinesere er, at Omoda har helt almindelige forbrændingsmotorer. De første modeller vi ser i Danmark, er udstyret med 1,5 og 1,6 liters benzinmotorer på henholdsvis 147 og 197 HK.

Et foto siger mere end mange ord. Det ligner en helt almindelig bil.
De første Omoda personbiler kom til Europa midt på sommeren. Dansk salgsstart ventes i foråret 2024, og det første marked hvor Omoda ser ud til at blive synlige, synes at være Spanien efterfulgt af England.
Omoda er som flere andre kinesere et meget nyt bilmærke, men som det ofte er tilfældet i Kina, udspringer nye bilmærker fra allerede etablerede koncerner, og Omoda stammer fra Chery Automobile (etableret i 1997), og den første Omoda i Danmark, er en model, der sælges som Chery Omoda i Australien.
Mærket Omoda skal ifølge den kinesiske fabrik være en luksusudgave af biler fra Chery, og den hurtige omstilling fra at være et mærke solgt som Chery, til et selvstændig mærke er nærmest en følge af krigen mellem Rusland og Ukraine. Omoda blev hurtigt etableret i 2022, for når vestlige biler trak sig fra det russiske marked, spottede Chery koncernen nye muligheder i Rusland, og i løbet af meget kort tid, blev Omoda lanceret som et selvstændigt bilmærke i både Rusland og Kazakhstan.

Kinesiske Chery fik travlt, da russerne røg i totterne på Ukraine, og her er den næste nyhed fra Omoda. En 100 procent ellert. En Omoda E5
Det kan man så mener meget om, men Chery koncernen og Omoda har også travlt i Sydamerika, Mexico og Mellemøsten, og med et tidligere statsejet Chery i ryggen, har Omoda og de øvrige mærker et solidt produktionsapparat i ryggen, samtidig med man har etableret samlefabrikken i en længere række lande, mens de biler der kommer til Danmark, forventes at være produceret i Kina.
Både benzin og –
Chery koncernen har en kortere historie med vestlige samarbejdspartnere. Chrysler, Fiat og Alfa Romeo har været i samarbejde med Chery, men den nuværende partner er indiske Tata, og som resultat at det samarbejde, bygger Chery fabrikken Jaguar og Land Rover til det kinesiske marked.

Omoda’s 1,6 liters turbo-benziner med 197 HK. Vi har ikke styr på motorens oprindelse, men den overholder EU’s miljøkrav.
Med flere samarbejdspartnere er det lidt vanskeligt at spotte, hvorfra benzinmotorerne til Omoda har sit udspring. Det er almindelig kendt i bilbranchen, at kineserne har afholdt sig fra at sælge biler med forbrændingsmotorer i Europa på grund af EU’s miljøkrav, til dato har vi kun en enkelt kineser med benzinmotor i Danmark, det er MG EHS med plug-in system, her er motoren en 1,5 liters fra GM, en motor, som i øvrigt er identisk med den 1,5 motor, vi har set i biler som Opel Insignia, men Chery koncernen med Omoda som frontfigur er ikke færdige med at overraske.
De har meget mere i ærmet, og de ser ud til at arbejde hurtigt.
De modeller der starter i Danmark, er den model som enten benævnes Omoda C5 eller bare Omoda 5. Det er selvfølgelig samme bil, motoren er som nævnt en 1,5 liters med 147 HK og 210 Nm.
De første 100 klares på 9,9 sekund, og bilen er udstyret med automatgear af CVT typen.

Kinesisk kabine med næsten klassisk indretning. Lidt kedelig måske. Automatgear synes at være standard på alle modeller.
Næste model ligner en skrappere udgave af Omoda 5, – sikkert med et tilnavn, her er der tale om en 1,6 liters motor med 197 HK og 290 Nm fra 2000 til 4000 omdrejninger. 1,6 motoren er ikke fundet værdig til en CVT gearkasse, i stedet har man valgt en 7-trins automatkasse af typen dobbeltkobling, og det er disse to motorløsninger, der ser ud til at være grundstamme hos Omoda, og sikkert også de efterfølgende biler af mærket Jaecoo.

Omoda og Jaecoo er uadskillelige, så efter Omoda følger Jaecoo på det danske marked. Men skal det være med rigtige forhandlere som på dette foto?
Efter forventet dansk salgsstart i foråret 2024, går der kun kort tid, før Omoda og Chery koncernen går de øvrige kinesere i bedene, ved at introducere mærkets første ellert. En Omoda E5, og nogenlunde samtidig forventes de typisk SUV-lignende biler af mærket Jaecoo at dukke op.
Følgemærket Jaecoo
Jaecoo findes som J7 og J9 til det europæiske marked. Om begge modeller kommer, og om de kommer samtidig, er ikke oplyst, men som modelbetegnelserne antyder, er der forskel i størrelse.
Det der også er lidt overraskende når man ser fotos, er størrelsen på Omoda 5 er, som den er.

Jaecoo J7. Den lille model, men i ægte SUV-stil.
Med en længde på 440 cm og en akselafstand på 263 cm, har Omoda 5 en akselafstand som VW Golf og totallængde som Citroen C4 eller Opel Astra, så det bliver i denne klasse det nye kinesiske bilmærke skal dyste med, mens det bliver interessant at se, hvor Omoda vil placere sig med deres ellert EV5, hvor konkurrencen ser ud til at skærpes hver eneste dag. Netop nu er Tesla altdominerende, mens BYD og MG er begyndt at trække fra i den billige ende af prislisten.
Endelig det andet nye mærke fra Chery koncernen, Jaecoo. De to modeller J7 og J9 er typisk SUV-klasse, man kan også få biler med træk på alle fire fra Chery koncernen, så det er ikke utænkeligt, at en eller flere varianter får træk på alle fire, men det helt afgørende spørgsmål er som altid, hvad er prisen på de nye biler?
Og hvordan skal de sælges? Ønsker Omoda (Chery koncernen) egentlige forhandlere, eller vil man som andre forsøge at sælge ukendte kinesiske biler på nettet, hvor det sidste har vist sig at være en rigtig dårlig ide. Både Aiways og MG havde planer om kun at sælge biler på nettet, men den gik som bekendt ikke, og andre kinesiske bilmærker med såkaldte luksusmodeller, ser også ud til at gå over til en ny taktik. Fra at satse på en enkelt forhandler, er man nu på vej med flere servicepunkter, hvor man kan se nærmere på bilerne, men vi har gemt et ualmindelig stærkt argument til de få, der er fulgt med til den sidste linje med endnu et nyt kinesisk bilmærke.

Jaecoo J9, sælges også som Chery Tiggo 9 i Australien.
Den garanti der følger med Omoda! På de markeder vi kender til, giver Chery og Omoda en garanti der kombinerer det bedste fra Hyundai og Kia. Omoda sælges med en garanti på syv år, og med et ubegrænset antal kilometer.
Vi har ikke set de europæiske garantibestemmelser, men Omodas garanti er samlet vurderet på linje med det man kan få hos Toyota, hvis man sender sin bil på autoriseret værksted når det er tid for service.

Omoda C er SUV-stil, men den er faktisk mindre end den synes på billeder. Målene passer på typisk Golf-klasse med en udvendig længde der svarer til Opel Astra og Citroen C4. Her som Chery Omoda på australske nummerplader.
