Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

6. December '23 13:59 by Jørli Petersen

En gratis omgang

Det skal være slut med at losse Tesla-biler i danske havne. Det gælder også færgerne til Gedser og Rødby Havn.

Så længe Mette F sidder med rorpinden i den ene hånd, og har den anden hånd på pisken, der er slet skjult bag ryggen, er der grænser for de slag i bolledejen, dansk fagbevægelse kan finde på at udføre, for at gøre opmærksom på sig selv og den medlemskrise, der er fælles for alle de traditionelle fagforbund.

Store Bededag viste med al tydelighed, hvem der bestemmer i Danmark, og hvis man kunne finde på at protestere, eller forsøge at skabe en egentlig kampagne mod en Mette-ide, er Lizette Risgaard et eksempel, på hvad der kan ske.

I det øjeblik Lizette blev lidt for moderne, blev den sorte bog i socialakrobaternes bagland trukket frem, og for at være helt sikker på, at tæppet blev revet væk under Lizette, ”lækkede” socialakrobaterne historien til to dagblade. Samtidig.

Sikkert med den supplerende oplysning, at et konkurrerende dagblad vist nok også var på sporet af historien, og på den måde fik det akrobatiske bagland historien til at eksplodere på den dag man ønskede.

Det er helt gratis for 3F og Jan Villadsen, at blæse til kamp mod Tesla, og det er ikke fordi Jan Villadsen er uvenligt stemt overfor amerikanske biler. Han kører selv Caddilac Convertible fra 1967 med V8’er og hele svineriet.

Siden har der været nogenlunde ro i fagbevægelsen. Også når Mette tilgodeser en del af fagforbundenes medlemmer, mens andre ikke får fem flade ører, og på den baggrund er det en kærkommen lejlighed til at træde i karakter, ved at indlede en såkaldt sympatiaktion med den svenske fagbevægelse, der kører en arbejdskamp mod amerikanske Tesla.

Med dunder og brag kunne dansk fagbevægelse i skikkelse af 3F Transport meddele, at det i løbet af meget kort tid vil være slut med Tesla på vej til Sverige.

Danske havne vil være blokeret for Tesla, der vil ikke blive læsset biler fra skibene, lyder det bombastisk fra 3F Transports formand Jan Villadsen, som også kan oplyse, at ingen dansk chauffør vil køre lastbil med Tesla på ladet.

Den enlige trussel fra 3F mod Tesla er benyttelse af Esbjerg Havn til ilandsættelse af Tesla-biler produceret i Kina. De samme biler vil så blive sejlet til Rotterdam, Antwerpen eller en anden stor terminal, hvor bilerne vil blive læsset på lastbiler.

I forvejen er ingen dansk chauffør beskæftiget med transport af Tesla biler gennem Danmark, ligesom de biler der kommer til de danske Tesla forhandlere, er udenlandske autotransportere med enten rumænsk eller anden billig arbejdskraft bag rattet.

Derfor er det en ualmindelig billig omgang for 3F at profilere sig. Vi støtter den svenske arbejdskamp jubler 3F, men det forhindrer ikke en eneste Tesla i at få sit svenske mål.

De biler 3F kan genere, er de biler der bygges på den nye Tesla-fabrik uden for Berlin. I stedet for at køre til Rostock, alternativt Puttgarden, kører de billigt betjente lastbiler bare en lidt længere tur. Nu skal disse autotransportere over landegrænsen ved Padborg og videre over broerne til Malmø, og mens Scandlines Sørøveri kan ærgre sig over tabt indtægt, hygger man sig hos Sund & Bælt, hvor Tesla nu også luner i den kasse, der hedder Storebælt.

Man kan godt undre sig over, at den samlede danske presse er hoppet på 3F propagandaen. Danske 3F kan slå et slag i bolledejen, men det har ikke den mindste virkning, bortset fra lidt ekstra kilometer til en række rumænske eller andre østeuropæiske chauffører.

De hygger sig hos 3F, hvor man ikke ser ud til at være overanstrengt. Måske er kontoret lukket, fordi de ansatte er på gaden for at blæse til kamp mod Musk i særdeleshed.

At svensk fagbevægelse har indledt en arbejdskamp mod Tesla og canadiske Elon Musk i særdeleshed, er ikke den helt store overraskelse. Dette canadiske svar på Trump er med garanti en provokation for samtlige europæiske fagforeninger. Hvad det ender med i Sverige er stadig usikkert, Musk har så mange penge, at han ikke påvirkes af en smule svensk service eller salg, men den svenske arbejdskamp kan godt brede sig til danske forhold, hvis Metal vælger at indlede enten en sympatiaktion eller anden form for faglig kamp med Tesla.

Det vil gøre det vanskeligt for danske Tesla værksteder at fungere, og hvis de ansatte er medlem af Metal, kan disse ansatte hos Tesla blive tvunget til at nedlægge arbejdet, og indlede en faglig konflikt. Hvis ikke mekanikere og andre er medlem af Metal, er situationen anderledes, men hvis nogen skal gøre livet surt for Tesla i Danmark, er det Metal, og ikke 3F, der smykker sig med lånte fjer.

Når biler fra Tesla ikke kan sejles til Danmark, kan de køres på udenlandske lastbiler med rumænske chauffører, som ikke er i konflikt. Alle biler vil i fremtiden blive kørt fra andre havne, eller med en længere tur fra fabrikken ved Berlin. 3F’s sympatiaktion kan give nogle lastbiler lidt længere til Malmø, men det stopper ikke en eneste Tesla.

Pin It on Pinterest