Den flyvende bil

Propellerne foldes ud, og den flyvende enhed er klar til fremtidens rejse.
Xpeng har længe eksperimenteret med en form for flyvende persontransport. I Xpengs showroom i København, har man haft en form for computerstyret, personbærende drone udstillet, men nu er det blevet alvor for det bilfirma, som nægter at kalde sig bilforetagende, men stædigt fastholder, at man er en teknologivirksomhed med speciale i ny teknologi, og på den netop åbnede elektronikudstilling i Las Vegas, har Xpeng for første gang vist deres kommende ”flyvende bil” uden for Kina.
Den imponerende demonstration er ikke kun et tomt eller flyvende slag i luften.

Køremode.

Premiere i Las Vegas, bestilling i slutningen af 2024, og i julen -25 kan du flyve på juleferie.
Xpengs eVTOL kan bestilles i slutningen af 2024. Hvis man har mod på en spændende fremtid, får man det flyvende apparat leveret i slutningen af 2025, og vi ved ikke meget mere om den flyvende enhed, end den kan sammenlignes med en drone i overstørrelse. Vi mener fortsat ikke, at der bliver tale om manuel flyvning af den kommende eVTOL. Man forventes at taste destinationen ind på en skærm, og så overlader man resten til de elektroniske systemer.
Vi ved heller ikke noget om rækkevidde, ligesom vi ikke kender eVTOL’s flyvehøjde, men Xpeng taler konsekvent om flyvning i lav højde, og det er sikkert både velvalgt og gavnligt, for på den måde kan man drible uden om en række af de krav, der er til civil luftfart.
Men at tænke sig. Fra slutningen af 2025, kan man pludselig blive helt ligeglad med sne og is på vejene. Det er pludselig lige meget, hvor mange lastbiler der holder på tværs af motorvejene iført sommerdæk, og hvis den flyvende genstand er rigtig raffineret, kan man måske også slippe for parkeringsafgift, hvis tingesten kan holde sig svævende, mens man er i biffen.
Det vil også være ekstra smart, hvis man registrerer tingesten som et let fly. På den måde slipper man også for de bilafgifter, som kun ser ud til at stige de kommende år, så med rettidig omhu, kan man nøjes med at betale moms på den flyvende bil, som selvfølgelig kan pakkes væk i garagen om natten.

Xpeng arbejder på flere typer flyvende persontransport. Her er det en flyvende enhed der fortsætter solo, mens transportbilen bliver stående på afsenderadressen.
