Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

8. February 15:14 by Jørli Petersen

Prisen på et batteri

Ny og forbedret eSprinter, som i topudgave får en WLTP rækkevidde på 440 km.

Mercedes vender frygteligt tilbage med en ny og forbedret el-Sprinter. Forbedret skal forstås som en varebil med større rækkevidde, og det gælder uanset hvilken version af ny eSprinter man vælger, for fra og med nu, kan man bestille den nye eSprinter med enten lille eller større batteri.

El-Sprinter kommer fra start i to udgaver. Som kassevogn og som ladvogn.

Motoren er den samme i alle tilfælde, Mercedes har som mange andre valgt den 204 hestes Bosch motor, der samtidig lægger 400 Nm, og samlet set bør det være tilstrækkeligt til dansk bykørsel, for store varebiler på el er fortsat bedst til bykørsel, hvor man får meget mere ud af hver opladning.

De to batteripakker er på henholdsvis 56 og 113 kWh. Det er meget praktisk den samme batteripakke, man har har ganget med to, og når vi ser prisforskellen, kan vi også sætte pris på en gang batteri til en eSprinter, som viser sig at være absolut respektable 181.416 kr.

Mange penge for en gang batteri. Der kan købes op til flere dieselmotorer for de penge, og så er det selvfølgelig før moms, så der er ikke skudt genvej, for at få prisen til at fremstå mere voldsom.

Det kan dog ikke udelukkes, at der skulle være en anelse mere udstyr i eSprinter med stort batteri, men det tyder ikke i den retning, når vi gennemgår materialet fra Mercedes, hvor vi også kan finde en ganske spændende topmodel med læderstue og andet fra de-luxe afdelingen.

Basisprisen for eSprinter med mindste batteri er sat til 401.511 kr før moms. Samme bil, men med dobbelt så stort batteri og en rækkevidde på 440 WLTP kilometer, koster 582.927 kr før moms, så man tænker sig nok en ekstra runde, før man sætter kryds ved den dyre model.

De 440 km i rækkevidde er præcis det dobbelt af det man får med det lille batteri, men Mercedes er meget optimistiske med nyheden, man skriver blandt andet, at man har tilbagelagt strækningen fra Stuttgart til München, en strækning på 475 km, uden en eneste opladning.

Uanset batteripakke er motoren den samme.

Vi tilføjer så, at det sikkert ikke er via den hurtigste rute ad motorvej A8, som er ganske kuperet på store dele af strækningen. Det er sikkert heller ikke med læs i bilen, og det er helt sikkert ikke en kørsel, der er gennemført om vinteren, hvor man gerne vil have lidt varme i bilen.

Vi kan også tilføje, at eSprinter efter de nye EU-regler for ellerter har en totalvægt på 4,25 t, en vægt som man må køre på almindelig ”lille” kørekort. Vi kan også nævne, at eSprinter må køre med 2000 kg på krogen, men frister man tilværelsen med sådan en tingest på krogen, sker der noget meget dramatisk med rækkevidden.

Den nye eSprinter kan bestilles fra og med nu. Mercedes siger til gengæld ikke noget om tidspunkt for levering, men vi ved, at man starter levering til det tyske hjemmemarked i løbet af foråret, så vi gætter forsigtigt på dansk levering i den tidligere sommer. Noget der ligner juni måned.

Basis eSprinter har en WLTP rækkevidde på 220 km, men alle modeller må køre med 2000 kg på krogen og har totalvægt på 4,25 ton.

Pin It on Pinterest