Paganis letvægter
Manden bag Pagani er fra Argentina, men uanset nationalitet, er Pagani en italiensk producent af sportsvogne i den absolutte superklasse. Den lille producent med ikke meget mere end 100 ansatte nærmest tryller med biler og bilteknik, det er gennemført til den mindste detalje, og Pagani har haft en vigtig finger med i udviklingen af flere biler fra Lamborghini, men det er mærkets egne biler, der falder i øjnene.
Den mest kendte Pagani er uden tvivl Zonda. Nu hedder topmodellen Utopia, og senest har man forsigtig løftet sløret for en Utopia Roadster, der kort og godt flytter grænser for noget så vigtigt som vægt for en sportsvogn i superklassen.
Normalt er en roadster tungere end samme model i lukket udgave, typisk taler vi om en coupe, men ikke når det gælder Pagani Utopia Roadster. Med en oplyst egenvægt på 1280 kg er det både en forbløffende lav vægt, – prøv selv at sammenligne med andre biler af samme type, og for at nå denne vægt, har Pagani ikke kunnet nøjes med at skære taget af en lukket model, og sætte er par stivere under bilen.
Hver eneste lille detalje er gennemgået på ny. Der er bunkevis af kulfiber og mere eller mindre eksotiske materialer overalt i bilen, men tjek også bilens kabine, dens sæder, der er fineste italienske håndværk, og så er vi endnu engang pjattede med instrumenteringen i nok en superbil.
Senest var det Bugatti, der fik os til at falde i svime. Alle synlige skærme var udskiftet med herlige instrumenter og knapper der enten kan drejes eller trykkes på, og Pagani deler denne opfattelse. Ikke noget med billige kinesiske skærme der driller med 17 undermenuer for at tænde for sædevarmen, Paganis nyeste er ægte lækkerier fra øverste hylde, og så vender vi tilbage til den forbløffende lave vægt, for det er ikke de vigtigste komponenter, der hører til i klassen for letvægtere.
Pagani henter den voldsomme V12’er hos Mercedes. Det er en AMG udgave af V12’eren, og den lægger 852 HK, som giver den åbne bil en tophastighed lige omkring 350 km/t. Rigeligt til en hyggetur langs Strandvejen en herlig augustaften i 2024.
Det er lige så opløftende at konstatere, at Paganis superbil er klassisk baghjulstrækker, og man kan frit vælge mellem 6-trins manuelt gear eller 7-trins automatgear, og så er der et helt afgørende spørgsmål tilbage. Hvad koster sådan en drømmebil?
Prisskiltet siger 9,7 million kroner før enhver form for moms og mulige afgifter. Om bilen så skal afhentes ved fabriksporten, ved vi ikke, det kan måske forhandles, men der er også loft over bilens udbredelse, for den lille fabrik i Modena har begrænset kapacitet, og man har sat produktionsloftet til 130 biler, så selv om der er et pænt stykke mellem købere, der kan smide små 10 mille efter en lækker dyt, skal man nok ikke vente for længe med at bestille. Pagani er en bil i den absolutte særklasse.