Den koreanske høvl
Efter en snart længere periode med spænding omkring priser på kinesiske el-biler, ser det ud som om den værste usikkerhed er ovre.
De kinesere der steg i pris, var hurtige til at melde ud, men den gode nyhed til forbrugerne må være, at juli måneds EU-sanktioner ikke ser ud til at have effekt. Priserne er nogenlunde som de var før juli måned, og det er måske årsagen til, at vi nu ser udspil på ellerter fra andre lande.
Vi har tidligere set prisfald fra VW, nu sker der også ting og sager hos koreanerne, og nogle af prisfaldene er mere end småjusteringer.
Vi lægger ud med Kia, som først havde problemer med at skaffe tilstrækkeligt med EV6, da bilens pludselig hentede en del internationale priser, Kia kom i den herlige situation, at man ikke behøvede at tænke på pris, for man kunne sælge alle de biler man kunne skaffe, så hvorfor justerer på prisen.
Alt det ser ud til at være vendt. Nu taler Kia om oprydning på lagerpladsen for EV6, der er pludselig for mange biler, og det har betydet, at billigste EV6 nu kan fås til 323.000 kr.
Endnu større er prisfaldet på EV6 model GT, den kraftige version med tonsvis af udstyr, 4WD og hele 585 HK, denne model er prisjusteret flere gange, og den nyeste reduktion betyder, at topmodellen nu kan købes til 420.000 kr.
Hos kollega Hyundai går det heller ikke stille af. Første prisfald kom på den designmæssigt lækre Ioniq 6, den fik en let justering på minus 10.000 kr, den mere kantede, men også spændende Ioniq 5 har fået mere udstyr og større batteri, der som altid betyder længere rækkevidde, her er der ikke tale om prisfald, men større batterier er jo også en form for forbedring for de samme penge.
Mens vi er i afdelingen for de mindre prisjusteringer, er det værd at bemærke, at Hyundai Kona har fået endnu et lille gok på prisen, denne gang med 10.000 kr, så billigste Kona nu koster fra 280.000 kr, og så kommer den mere interessante nyhed, den nye Hyundai Santa Fe meldes også på vej til Danmark.
Eneste model Santa Fe på det danske marked, bliver PHEV eller plug-in versionen. Prisen er sat til 570.000 foreløbige kroner, men med alle de prisjusteringer vi har set den seneste tid, tillader vi os at bruge begrebet foreløbig indtil videre, men faktum er, at Santa Fe har et spændende design, den har selvfølgelig 4WD og plads til syv, det der måske kan overraske lidt vil være, at automatgearet ”kun” er 6-trins, og mange vil sikkert også lure lidt, når de hører, at en så stor bil er udstyret med 1,6 liters turbo-benziner.
Den præsterer som sit bedste pæne 253 HK, men vi falder ikke ned fra hesten ved den oplysning, og så skal det nok være en enkelt læser eller to, der tænker: Mon man kan få en Hyundai Santa Fe med et ordenligt svin af en motor i USA. Svaret er overraskende nej. Også i USA holder Hyundai sig til 1,6 liters benzin-turbo med direkte indsprøjtning, men det sidste er ikke noget opsigtsvækkende med dagens teknik, og det er ikke fordi Hyundai ikke har skrappere maskiner. Hvad med en 3,5 liters turbo tilsat 48V mildhybrid så det samlet løber op i 415 HK, – dette er blot et eksempel på, hvad Hyundai koncernen tilbyder amerikanske købere.