Kineserne afventer
Mulige danske importører og kinesiske bilmærker bekræfter, at planer om at lancere flere nye kinesiske bilmærker på det danske marked, er sendt til hjørne. Som en dansk bilimportør udtrykker det, – vi har trykket på ”hold” knappen.
Hvilke bilmærker er eller formodes at være på vej? Vi har set et enkelt af disse nye bilmærker, det er mere end et år siden, vi så Zeekr få dansk debut i Bella Center, på det tidspunkt var det hensigten, at Zeekr skulle på det danske marked i foråret 2024, men endnu har vi ikke set skyggen af Volvos søstermærke, der modsat alle andre har et fikst og færdigt import og forhandlernet til at sælge Zeekr.
De bilkoncerner der venter i kulissen er to af de store. Det er Great Wall Motors og ikke mindst Chery, der menes at være den største eksportør af kinesiske el-biler i det hele taget, men Chery ser ikke ud til at sende biler under navnet Chery på det danske marked. I stedet vælger Chery et af deres utallige mærker, og det bliver Omoda med model E5 som den første, og så er der lidt uklarhed over Chery mærket Exlantix, der ikke har egentlig ellerter på programmet, hos Exlantix gør man mere i plug-in hybrid og traditionelle biler, men det synes flere kinesere kan være tillokkende, og så er disse biler jo ikke underlagt de nye højere toldregler. Senest har MG udvidet deres modelprogram med mere klassiske biler, så måske ser vi flere gøre det samme.
Great Wall Motor, normalt forkortet til GWM står klar med Ora 03 og Ora 07.
Et andet interessant udspil kan være Leapmotor, der har modeller T03 og C10 i venteposition. Leapmotor er især interessant, fordi den er en del af Dongfeng koncernen og dermed den kinesiske skygge over Stellantis, og på den måde har Leapmotors fået støtte til udvikling og finansiering, og model T03 ligner næsten Fiat e500 til forveksling.
Med Stellantis på spillepladen, har vi også sat navn på den mest sandsynlige danske importør, der er de nye ejere af K.W. Bruun. Hvis Leapmotor dukker op hos Peugeot i Danmark, føjer man endnu et bilmærke til den snart endeløse række af bilmærker, men det er ikke det sidste, for K.W. Bruun var noget der ligner minutter væk fra en dansk introduktion af det kinesiske bilmærke Seres, der er på vej med en model 5, og med denne korte gennemgang af mulige nye kinesiske bilmærker i Danmark, får vi sat en streg under hvorfor EU får tydeligt nervøse trækninger, når nogen siger kinesisk bilimport i EU.
Seneste nyt fra rygtebørsen mener at vide, at selv om England ikke længere er en del af EU, vil man mere end overveje, at indføre de nye toldregler for kinesiske biler, for mens EU har skruet op for afgifterne, har kineserne øget interessen for det britiske marked, der er lige så lidt interesseret i kinesiske biler, som det flertal der har indført nye regler i EU.
De nævnte modeller kort:
GWM Ora 03: 171 HK, 48 kWh, 260 km
GWM Ora 07: 204 HK, 67 kWh, 350 km
Chery Omoda E5: 204 HK, 64 kWh, 345 km
Leapmotor T03: 95 HK, 41,3 kWh, 240 km
Leapmotor C10: 218 HK, 69,9 kW, 335 km
Skywell BE11: 201 HK, 72 kW, 400 km
Seres 5: 326 HK, 80 kWh, 385 km
Chery Exlantix: Plug-in modeller