Valhalla II
Du må selv beslutte, hvilket Valhalla der skjuler sig bag overskriften, men vi har før set noget Valhalla fra Aston Martin, noget concept car, noget der ville dukke op i fremtiden, og nu er den her. Navnet er Valhalla V2, og vi går direkte til prisen. 850.000 britiske brexit pund. Med dagens kurs er det 7.687.570 kr, og glem alt om at beregne danske afgifter plus moms.
Selv om den nye Valhalla V2 er en plug-in hybrid, vil det aldrig få et synligt aftryk på den endelige danske pris, så vi kommer nok ikke til at se bilen iført danske nummerplader på almindelige danske afgiftsregler.
Der er imidlertid andre ting, der adskiller sig voldsomt fra traditionel Aston Martin.
Der er meget langt fra Roger Moores Aston Martin i De uheldige Helte til ny Valhalla 2, for dels benytter Aston Martin en V8 motor, og ikke den V12 man har lagt i den nye Valkyrie, og endnu mere overraskende, har man flyttet motoren ind midt i bilen, med andre ord, en Aston Martin med centermotor, men også en bil med træk på alle fire.
Den 4-liters V8 er oprindelig en Mercedes-motor. Aston Martin gør sig store anstrengelser for at få folket til at tro, at det er en motor, udviklet til Aston Martin, men uanset hvad, er det ikke et minus, at Mercedes står bag motoren, vel snarere tværtimod når man kikker på britisk bilindustri rent historisk, men selv om Aston Martin har valgt V8 frem for V12, når man med rigelig margin over den skarpe grænse på 1000 HK med hele 1064 og ikke mindst 1100 Nm, som skal ledes til de trækkende hjul via en helt ny 8-trins automatkasse af typen dobbelt-kobling, som vi formoder er det man kalder en ”våd” dobbeltkobling.
Tophastigheden er herlige 350 km/t, også på dette punkt bliver Valhalla V2 medlem af en eksclusiv klub, og de første 100 er klaret på 2,5 sekund.
Aston Martin har tilsyneladende også valgt alle fordele fra hybridsystemet, og ladet alt andet være ligegyldigt. Batteriet i bilen er ”kun” på 6 kW. Et meget lille batteri til en plug-in hybrid, så eneste fordel man åbenbart har ønsket fra el-systemet, er den solide gang trækkraft fra stående start, en gang ægte power, som skal være mere end fuldgod kompensation indtil de to turboladere kommer op i omdrejninger, men Aston Martin har ikke sparet på el-motorerne. Der er tre el-motorer fordelt med to på forhjulene og en enkelt til bagakslen, og her adskiller Aston Martin sig ved placeringen, for el-motoren sidder efter gearkasse, hvor flere konkurrenter har valgt at proppe el-motoren ind i gearkassen.
Den meget anderledes Aston Martin udnytter selvfølgelig alle de fordele man kan få, ved at lægge motoren midt i bilen. En kort og ultra lav front, men tjek også det nye frontparti, hvor designet ikke lever op til tidligere tiders elegance. Er Aston Martin ved at skifte til helt nye signaler?
Vi oplever også en meget medlevende type hækvinge på Valhalla 2. Vingen nærmest vokser i størrelse og overflade jo mere tempo der kommer på bilen. Der kan måles op til 600 kg downforce ved hastigheder fra 240 km/t, og hvis der pludselig kommer fuld tryk på bremsepedalen, kan hækvingen også vende og få funktion som luftbremse.
Dertil kommer to aktive vinger på bilens front, for at forbedre aerodynamik, ligesom Aston Martin har gjort sig umage med at pakke undervognens komponenter ind, så de yder mindst mulig vindmodstand.
Efter alle de flotte data der sætter el-bilen i perspektiv, slutter vi med en lille munter ting fra den nye Valhalla 2. Jo da, bilen kan skam køre som ren el-bil. Den funktion er bygget ind i bilen, så man kan klemme sig gennem en genstridig bykærne med kørselsforbud for andet end el-biler, men rækkevidden er lige en anelse mere end otte miles, så vi runder venligt op til 13 kilometer.