Micra er tilbage

Selv om båndene mellem Nissan og Renault er løsnet kraftigt på det seneste, er den nye Micra Nissans udgave af Renault 5.
Selvfølgelig er den nye Nissan Micra en ellert. Det japanske mærke har for lang tid siden meddelt, at man kun gider el-biler i Europa, og læg mærke til det sidste, for hvis man kun ville bygge ellerter, kunne man lige så godt lukke og slukke med det samme.
Men til sagen. Den nye Micra starter sin danske karriere med en lille tourne. Hele Danmark rundt i den sidste halvdel af august, -der kommer Micra på besøg hos alle landets Nissan forhandlere, og det bedste ved en ny bil i det lille segment er selvfølgelig, er der er sat pris på banditten.
199.900 kr står der på prislappen.
Og hvor meget Renault er der så i den nye Micra?
Faktisk ret meget. Inderst inde er det en Nissan version af Renault 5, så det handler ikke kun om pris, det handler også om design, og nogen kan bedst li’ datteren, mens andre foretrækker moderen.

Micra model K11 blev Car of the Year i 1993. En meget anderledes bil på det tidspunkt med en ganske fin 1-liters 4-benet motor med 54 HK, eller med 1,3 motor, hvis man ville lidt mere. Egenvægten var beskedne 775 kg. Bilen blev også kendt under tilnavnet “tysklærerindebilen”.
Det med valg mellem to modeller gælder også for Nissan. Ny Micra findes i to udgaver, en 100 procent ægte by-ellert og en by-ellert, der også kan klare sig en smule uden for byskiltet, men ikke for meget.
Den officielle rækkevidde siger 415 WLTP kilometer for den store model med 150 hestes motor, mens den lille 100 procent byellert kører 316 WLTP kilometer på en fuld opladning med en 122 HK motor.
Batteripakkerne er henholdsvis 40 og 52 kWh, det lyder ikke af alverden i dagens el-verden, men det er sådan det er, og det gode følgevirkning er så, at ny Micra ikke vejer alverden sammenlignet med andre el-biler. 1400 og 1524 kg hedder kørevægten, og kørevægt er som bekendt med en standardchauffør bag rattet og med fuld sprinklerbeholder, og der er ikke fusket så meget med tallene, som det var tilfældet i de gode gamle stempeldage.
Ladetempoet er Nissan tilsyneladende meget tilfredse med, det er i det mindste noget de fremhæver, det hedder ladekapacitet på 100 kW, og det er ganske pænt, for det er mere end det, vi oplever at kunne lade med når vi frekventerer diverse ladestandere, hvor vi senest fremhævede et ladetempo på 86 kW, fordi det var over det, vi normalt kan hive ud af et ladekabel.
Så er der det med garanti. Fem år eller 100.000 km. Nissan har længe været kendt for deres garanti på fem år, men Nissan har i al den tid, de har været på det danske marked været kendt for en kilometergrænse på 100.000 km, og det var på det tidspunkt, hvis man kun gav tre års garanti, så de 100.000 km er noget fedtet. Det ville være en kærkommen opdatering, hvis man opgraderede til 150.000 km, også selv om det er en ellert, hvor 150.000 plagsomme kilometer er en meget lang distance.
Nissan har lidt problemer med finanserne, så man udvikler ikke så gerne egne biler. Det er lettere at benytte den nye Renault 5, og give den noget Nissanpræg.
Sammen med den danske salgsstart, den danske hurra-turne til forhandlerne og en listepris på akkurat under 200 af de lange for den billigste model, er Nissan også klar med den første leasingpris. Den er sat til 1895 kr om måneden, og det lyder jo ganske tilforladeligt, men ulempen er, at man skal af med 30.000 kr i førstegangsydelse, og det er kort og kontant for meget, hvis man vil noget på det private leasingmarked i Danmark.
Her vil konkurrenterne stikke af, og så hjælper det ikke noget, Nissan kan fremvise noget fint fra historiebøgerne, for historisk set var det Micra, der brød den japanske forbandelse, den forbandelse der sagde, at en japansk bil aldrig kunne bliver Car of the Year, men den klarede Nissan Micra, og det var også Nissan, der var den første japanske bil, der kørte med den danske titel Årets Bil i Danmark.
Siden er det gået noget i stå for det japanske bilmærke. Fra at være et stort mærke med alt i biler, fra de mindste, over sportsvogne til direktørbiler, fra små og store varebiler til barske off-roadere i flere størrelse foruden noget særdeles dueligt pick-up, er det hele svundet ind til et meget begrænset antal modeller.
I den festlige anledning af den nye Micra udstøder vi samtidig et øv, og er helt ærligt lidt trist over det valg Nissan har truffet, men historisk kom den første Micra (K10) i 1982, mens den meget runde og meget anderledes Micra (K11) blev lanceret i 1992. Det var denne Micra, der blev Car of the Year i Europa 1993, hvor motoriseringen var en rigtig fin 1-liters 4-benet maskine med 54 HK eller en større 1,3 liters. Begge kunne også fås med CVT gear, som var ret usædvanligt i begyndelsen af 90’erne.
Den Nissan der blev den første japanske bil til at vinde den danske titel, Årets Bil i Danmark, var Nissan Primera i 1991.

Ny Micra kendtegnes med store cirkler for og bag. Man er også klar med en leasingpakke, der starter med 1895 kr, men med en alt for høj udbetaling, og så har Nissan udvidet garantien fra tre til fem år, men man har ikke øget antal af kilometer, der fortsat er 100.000. Batteriet er dog med en noget bedre garanti.
