Ægte Cooper

Mini Cooper i al sin magt og vælde, men vi har delte meninger om bilen. Topkarakter til motor og køreegenskaber, mens det kniber gevaldigt med bilens udtryk.

Skråen blev lige vendt samtidig med vi sprang et par normale vejrtrækninger over, da testbilen i fuld JCW udgave blev trukket frem fra klargøringen.

Tak skal du fik! Den har godt nok fået den helt store drengetur, og bevares, vi erkender at smag og behag er forskellig, men den gang lir der er på testbilen, er ikke lige vores foretrukne udgave af en Mini.

John Cooper Works står der på fronten. I de gode gamle dage kunne der stå “de luxe” bag på en Mascot eller Partner.

Her er vi meget mere til den diskrete udgave. Den må godt have lækre fælge, måske en diskret spoiler om muligt, men den helt rigtige super-Cooper skal kendes på sine køremåde og ikke mindst på bilens lyd, når den stikker af fra parkeringshuset.

Snakkefonen skal ikke rasle rundt i bilen, når man har det sjovt. Her er der med livrem og seler, samtidig med mobilos oplades.

Sådan opleves testbilen også, når man sidder i bilen. Det var på næsten alle måde en herlig testperiode, vi nød hver eneste kilometer, men lukkede øjnene bedst muligt, når vi skulle til og fra bilen. Nogle steder havde vi også godt kunnet brugt en sæk til camouflage, for det at blive set med den gang bildesign, er ikke sagen, men vi elsker bilens sjæl, alt det den tilbyder, og så skal vi lige af med et par indledende bemærkninger, for det er værd at lægge mærke til det 3-dørs karrosseri, der ikke er så almindeligt i 2025, og så lige et par ord om bilens navn – Mini.

Den er slet ikke så mini længere. Med en længde på 388 cm er vi pænt med, hvis der skal være plads til et bagsæde i bilen, der er stadig begrænset med plads, hvis det handler om store kufferter, og så er akselafstanden på 250 cm stadig en kort afstand set med dagens øjne, men den oprindelige Mini havde helt andre mål, her var det 305 cm i længde og 204 cm i akselafstand, så der er stadig en rest af Mini i dagens model, men tag selv stilling til hvor meget.

Nu hedder det 2-liters

Gode sæder tilsat lidt sportslig støtte, så man ikke skal klamre sig til rattet.

Modsat kan vi fornøje os over den gang maskineri, der ligger i dagens Mini. Det er stadig tværliggende 4-cylindret motor og træk på forhjulene, man finder i maskinrummet, men fra at have en strømfordeler siddende slet skjult lige bag frontgitteret og en miniature køler monteret med siden til kørselsretningen på indersiden af venstre hjulkasse, er vi helt anderledes stillet i dag.

Nu fungerer skidtet, uden man skal opfinde forbedringer for at undgå alt for mange uforklarlige stop, og fra 850 kubik er vi nu oppe på en 2-liters, og med rigelig turboladning lægger dagens JCW 231 HK mellem 5- og 6000 omdrejninger.

Turboladningen er tilpasset et generelt kørselsmønster, vi har de 380 Nm helt fra 1500 til 4000 omdrejninger, så man har ikke specifikt søgt efter flere mulige heste, men som sagt er vi meget mere end fornøjet, den samlede pakkeløsning i næsen på denne Mini JCW fungerer særdeles godt. Skal vi bruge det sjældne udtryk, – fremragende.

Gearkassen af typen dobbelt-kobling er godt tilpasset motoren, der er selvfølgelige skiftegafler bag rattet, så man selv kan styre op- og nedgearing, men vi skal også indrømme, at vi ikke benyttede den manuelle mulighed ret meget, og det siger også noget om den tilpasning, der er foretaget hos Mini.

JCW og undervogn

Udstødningen er også speciel for topmodellen. Eet afgangsrør placeret lige i midten, til gengæld er diameteren betragtelig.

Hvis man gætter på, at den 2-liters motor er hentet hos BMW, gætter du helt rigtigt. BMW har motoren i flere udgaver, men her er den med dobbelt turbo, ganske pænt til en 4-cylindret motor, og resultatet lander på 231 HK. Igen helt nøje afstemt og et bevidst valg fra Mini, for potentialet er større, ligesom vi allerede ved, at motoren kører fortrinligt i diverse 3-Serie modeller hos BMW, for at bringe et eksempel, og teknikken er en af de helt store ændringer i forhold til de gode gamle dage, hvor det var noget engelsk mekanik, med en stor oliesump der blev delt mellem motor, gearkasse og differentiale, og der skulle bruges imponerende fem liter olie til et almindelig olieskift, der skulle foretages for hver 2500 km.

Når der så står JCW på visitkortet, handler det mest om opsætning af bilen. Det gælder undervogn, styretøj og bremser mest af alt, vi kan ikke afvise, at der ryger lidt flere heste med i købet, men det er mere et individuelt valg fra model til model, John Cooper Works er først og fremmest køreegenskaber, og det har den lille Mini (lille i parentes) i rigt mål.

Den styrer som en ren fryd, små nøk med rattet, og bilens er allerede på vej i den ønskede retning, undervognen er sat op til fornem kontakt med underlaget, og den gode gamle sammenligning med noget go-cart er stadig ikke forkert.

Det er også den rene fornøjelse at starte bilen op. Et tryk på knappen, og startmotoren går i indgreb. Det giver en påmindelse om, at der ikke er noget hybrid-hejs af nogen art i denne Cooper, det er den rene og ægte vare, og så selv om Mini selvfølgelig har leget med bilens motorlyd, så den efter deres opfattelse er helt rigtig, er det en ren fornøjelse at køre denne Mini.

Det samme – bare billigere

Mini har måttet slå krøller på hækspoileren, for at undgå kollision med den lidt gammeldaws antenne.

Eneste ulempe er bilens udseende. Der er for meget T. Hansen over helhedsindtrykket, sort er måske den forkerte farve, en helt diskret lakering, – måske med en kontrafarve på sidespejlene havde været rigelig, og så havde vi aldrig før bemærket den næsten lodrette antenne på en Mini, før vi kikkede nærmere på denne JCW.

Man skal fortsat ikke købe Mini for at få plads til bagage. Men det er brugbart og meget bedre end oprindeligt.

Når først man designer hækspoileren på en sådan måde, at man kan åbne bagklappen uden at kollidere med antennen, er det måske på tide at skifte til en anden type antenne, – bare et tip, og så har vi vist besværet os nok, over det vi mener er et uheldigt udtryk, som endda koster ekstra. Alene den sorte farve har en pris på 12.700 kr, og ja, det er sværere at lakere sort end alle andre farver, fælgene med tilhørende sort gummi koster imponerende 26.000 kr, så hvis vi skulle købe denne Mini, var vi gået på jagt efter noget mere diskret og billigere.

Kabinen i denne Cooper har gode sæder, der er præcis den mængde ekstra sidestøtte til krop og lår, så man samtidig ikke besværes unødigt med besværlig ind- og udstigning, vi kender det store runde hovedinstrument, der er en designting fra den oprindelige Mascot / Partner, men dengang kunne man købe en falsk gang teak til at pynte på det meget spartanske indre, hele den tværgående hylde blev gemt væk, og speedometeret med tankmåler og lamper fra Schmidt blev flyttet hen bag rattet, hvis man købte et længere speedometerkabel fra den større Morris Marina.

Og sådan kan vi fortsætte sammenligninger, men misforstå os endelig ikke. Vi vil til enhver tid vælge dagens Cooper med 231 HK. Den er både sjælden, særdeles velkørende og desværre en af de sidste af denne type lækre, velkørende biler. Sidste lille indspark handler om pris. Når vi oplyser en pris fra 241.l00 kr for en Mini, er det den fuldt elektriske model. Cooper koster fra 390.000 kr.

Mini Cooper JCW

Prisen på 700.000 plus kan afholde mange fra at se nærmere på Cooper i topudgave, men det kan gøres billigere hvis man fravælger noget af det tilførte ekstraudstyr.

Pris: fra 240.800 kr

Pris for testbil: 705.552 kr

Motor: 2,0-liter 4-cyl

aut 7-trins dobbeltkobling

231 HK v. 5000-6000 o/m

380 Nm v. 1500-4000 o/m

0-100 km/t: 6,1 sek

Tophastighed: 250km/t

ECE-snit: 14,7-15,4 km/l

Kørevægt: 1405 kg

Totalvægt: 1770 kg

Trailer: -/- kg

CO-2: 147g/km