Touch-down

Ny Mercedes A-klasse er landet hos forhandlerne.
Så er den her! Således lyder budskabet fra Mercedes, der har gjort sig store anstrengelser for at få ny A-klasse til landet så hurtigt som muligt. Alt er klar, de første modeller står hos forhandlerne, men selv om Mercedes lægger ud med det, man med rette kan beskrive som et begrænset udvalg, er det et par interessante ellerter, der ligger i kurven, og læg mærke til betegnelsen, for fra start er det udelukkende elektriske udgaver af A-klasse, der dukker op.
Hvilke modeller der kan dukke op senere, er fortsat uvist. Den sukkervenlige regering har travlt med at dele kaffe og chokolade ud til befolkningen, så vi kan fede den i fred og ro, men bag de nedrullede gardiner pusler samme regering med nye afgifter på biler, og vi bliver slet ikke overrasket, hvis disse afgifter først bliver kendt efter det første valg i november er overstået.

Der er stjerner overalt både ind- og udvendigt på ny A-klasse.
Herfra kan der så blive ballade den næste måned, og måske bliver det først på dette tidspunkt, Mercedes og andre træffer grumme beslutninger om, hvilke modeller der skal hentes til Danmark.
De to første er ikke nogen overraskelse. Det er 250+ og 350 4Matic, de to modeller er som navnet antyder en klassisk Mercedes med træk på baghjulene, mens model 350 har to motorer, og dermed træk på alle fire.

Smart design men også brugsvenlig.
At ny 250+ så ikke er en klassisk A-klasse, er en helt anden sag. A-klasse er den model Mercedes, som mest af alt er født til forhjulstræk. Den første model A-klasse, – den model der havde bøvl med balanceproblemer, når der skulle sno sig rundt om en olm svensk elgtyr, havde det Mercedes kaldte for ”bananmotor”, den tværstillede 4-benede motor med gearkasse og differentiale bygget ind under motoren lignede en banan, hvis man tog al mekanikken ud af bilen, men alt det er fortid, og i dag er A-klasse lige så meget Mercedes som alle andre klassiske biler fra stjernemærket.
250+ er udstyret med en motor på 272 HK og 335 Nm. Den klarer 0-100 på 6,7 sekund, batteripakken siger hele 85 kWh, og når vi så siger 792 WLTP kilometer, begynder det at give mening. Pludselig har vi en bil, i det vi tror bliver en populær leasingmodel, der kan klarer sig mere end fornuftigt i dansk vinterklima.

Der er kommet priser på A-klasse, men det er leasingpriserne det handler om, og der arbejdes på højtryk for at finde det Mercedes anser for de helt rigtige priser.
Med et udgangspunkt på 792 km kan vi forvente en reel rækkevidde mellem 500 og 600 km alt efter klima, kørselsvilkår og vægten på højre fod, og det er især rækkevidden på basismodellen, der kan gøre ny A-klasse til en vindermodel.
At den så ser brandgodt ud, superlækkert design og fornuftigt standardudstyr er kun yderligere flødeskum og syltetøj på kagen, og med en god rækkevidde sætter den på forunderlig vis den større model 350 4Matic lidt i baggrunden.

Ny A-klasse kommer i begrænset modelprogram. Fra start er der kun to modeller på det danske modelprogram.
Den store model med to motorer giver selvfølgelig mere, men ikke på de vigtigste områder. Med samme batteripakke og to motorer til at æde løs af kapaciteten, skal man holde lidt mere ved ladestanderen, hvor meget må vi finde ud af på et senere tidspunkt, men som udgangspunkt er det basismodellen, der fanger vor interesse.
Den store 4Matic lægger samlet 354 HK og 515 Nm. Den er hurtigere til 100 med 4,9 sekund, men rækkevidden siger noget overraskende 771 WLTP kilometer, og ser man på de tal, der er sat på 250+, er vi noget mere lurende overfor den store model.
Priserne på de to modeller er selvfølgelig også noget, der kalder på opmærksomhed, basis model A-klasse koster fra 427.990 kr, den store 4Matic koster 481.900 kr, men det er ikke så meget listeprisen, der er interessant, det der afgør det hele, er leasingprisen, og den har vi fortsat ikke fra Mercedes, men der er til gengæld ingen tvivl om, at der bliver regnet på livet løs. Ikke kun hos Mercedes, men også hos en række leasingselskaber, som med garanti har bestilt en større flok A-klasser hos Mercedes.
Hvornår de øvrige leasingselskaber så kan deltage i kampen om kunderne, ved vi ikke. Det kommer an på hvornår de kan få biler, og det handler selvfølgelig også om, hvad stor rabat vil Mercedes give fra start, hvor produktionen endnu ikke er kommet op i højeste gear.
Udstyr: Et hurtigt kik på standardudstyr til A-klasse ser fornuftigt ud. Stort glastag og 17-tomme alufælge er standard, men man kan også sætte yderligere de-luxe på bilen, og her handler det om størrelsen på den enkeltes pengepung, for de tre såkaldt udstyrspakker koster henholdsvis 18-, 40 og 67.500 kr.
Hvilket udstyrsniveau der så lander i leasingbilerne, er heller ikke kendt. Endnu. Men bilerne skal selvfølgelig sælges, når første leasingperiode er udløbet, og derfor skal det være det helt rigtige udstyr, der er sat i bilerne, så selv om Mercedes har sendt den nye og fantastisk flotte A-klasse på gaden, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål.

Først kom den helt utroligt smukke S-klasse, senere er den nye designskole rullet gennem hele Mercedes modelprogram, og nu har man begået en meget mere end vellykket A-klasse. Mærkets mindste.
