Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

25. September 10:15 by Jørli Petersen

Man er bekymret

Den tidligere organisation, Bilimportørernes Sammenslutning har skiftet retning. Nu anser man det for helt i orden, at bruge danske skattekroner til at holde prisen på el-biler nede. Det nuværende Mobility har tidligere været fortaler for nul afgift på biler, uanset drivmiddel.

Organisationen til fremme af el-biler i Danmark, det tidligere Bilimportørernes Sammenslutning, nu Mobility, er bekymret. Man er bekymret for de kommende afgifter på biler, en afgift der skal træde i kraft ved årsskiftet, og når organisationen til fremme af el-biler i Danmark udviser bekymring, er det fordi, man ikke ved hvad der foregår. Som i slet ikke!

Senest er forhandlingerne om nye afgifter blevet forsinket. Bevares, regeringen har ikke så travlt. Hvis man vil indføre større ændringer, vil det være mest praktisk at komme med den samlede pakke til efter man har overstået novembers valg til kommuner og regioner, men seneste forhindring er en ny skatteminister for bordenden, og den nye skatteminister er Mettes yndlingsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, som har måttet finde sig i en lettere degradering ved den seneste ministerrokade.

Den nye skatteminister kan føle sig irriteret, for dels er opgaven med nye bilafgifter en meget upopulær opgave, dels er der en forfærdeligt gang lovsjuskeri med bunkevis af lapper for at lukke diverse huller, som den nye minister skal lære godt og grundigt, før der kan etableres noget ny lovgivning uden uheldige huller, som danske bilkøbere omgående forstår at udnytte.

Når alt dette finder sted bag nedrullede gardiner, må organisationen til fremme af el-biler i Danmark nøjes med at konstatere, at salget af nye biler i EU går fremad. Der sælges flere biler i EU, fremgangen er opgjort til 5,3 procent, så der i august blev solgt 677.786 biler, mod 643.394 i samme periode sidste år, og der er også fremgang i salget af el-biler.

Alligevel besværer man sig i førerbunkeren på Rådhuspladsen. I desperation over ikke at vide hvad der foregår hos Ane Halsboe-Jørgensen, hejser man samtidig advarselsflag, så de nærmest skygger for solen på Rådhuspladsen.

Organisationen til fremme af el-biler i Danmark peger på Tyskland og Sverige. Lige nu er det fremhævede skrækeksempel en tilbagegang i salget af el-biler på 34,1 procent i Sverige, efter det man hos Mobility beskriver som et alt for tidlig stop for statslige midler til salg af el-biler.

Organisationen til fremme af el-biler i Danmark peger også begivenhederne i Tyskland, der betød en voldsom opbremsning af solgte el-biler i 2023. Salgstallene styrtdykkede, men senest har man opfundet nye tilskud til el-biler, så der er ved at kommer lidt gang i salget af el-biler i Tyskland, og det nu tidligere Bilimportørernes Sammenslutning har nu fået helt nye toner i koncertflyglet.

Nu taler man ikke længere om lavere afgifter på danskernes biler. Man taler ikke længere om lavere vægt- eller ejerafgift, nu er man fortaler for statslige tilskud til danskernes biler, så det er den modsatte verden vi er vidne til fra den organisation, der tidligere arbejdede for billigere biler. Generelt.

Den afsporede organisations direktør, den tidligere Venstre politiker Mads Rørvig, medlem af Folketinget fra 2010 til -15 plus en kort periode som suppleant i 2009, er af den opfattelse, at det er el-bilerne, der driver fremgangen i salget af biler i Europa!

Hvordan den tidligere politiker har regnet den ud, må fortone sig i det uvisse, hvis man udsætter den påstand for en større gennemgang. Der er stor mulighed for, at de selvsamme købere ville have valgt en benzin- eller dieselløsning, hvis det var eneste mulighed, men at påstå, at der findes bilkøbere i Europa, der synes det er sjovt at købe en el-bil, udelukkende fordi det er en el-bil, er næppe gangbar, og slet ikke en forklaring på en fremgang i det europæiske bilsalg på 5,3 procent.

Vi nøjes med at konstatere, at man er voldsomt bekymret på Rådhuspladsen. Hvis den nye skatteminister fremlægger en løsning for fremtidige bilafgift som betyder, at det bliver dyrere at vælge el-bilen, kan man risikere, at andelen af nye el-biler i Danmark vil falde fra det nuværende niveau.

Vi bemærker også, at den tidligere Venstre politiker har skiftet professionel holdning. Lige nu er det helt i orden, at bruge danskernes skattepenge til at gøre andre danskeres nye el-biler billigere! Men det er også en kendsgerning, at statskassen bløder afgiftskroner. Når en stor del af det danske bilsalg pludselig bliver gjort fri for afgift, kommer der til at mangle milliarder i pengekassen, samtidig med der skal købes udstyr til at ramme Kreml, forsvare Skrydstrup mod fremmede droner og nedsætte afgiften på fredagsslik.

Med den uventede rokade på ministerposterne, har regeringen fået en fantastisk undskyldning for at holde de nye afgifter hemmelige så længe som muligt. Allerhelst til kommunevalget er afviklet, og nok en undskyldning, jo tættere vi er på 1. januar, jo kortere tid har danskerne til at købe netop de biler, der stiger i pris næste år.

Skatteministeriets systemer til nye bilafgifter kan omstilles på få timer i modsætning til den tid det tager, at omstille til ny moms på frugt og grønt.

En af de kommende el-biler, der kan købes til flere priser. Den billige pris frem til og med den 31. december, og den nye ukendte pris, der træder i kraft når den sidste nytårsraket er faldet til jorden.

Pin It on Pinterest