Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

4. November 17:18 by Jørli Petersen

Fra 2 til 8 års garanti

At tænke sig. Otte års garanti på en Peugeot, men små slag. Der er tale om forbedring, men der er også betingelser og begrænsninger.

Morgenkrydderen nåede at blive våd, to sekunder efter vi havde åbnet en morgennyhed fra importøren af Citroen, DS, Opel og Peugeot.

Det lille morgenuheld skyldes ren befippelse over nyhedens karakter. At tænke sig. En Citroen, DS, Opel eller Peugeot med otte års garanti? Det ku’ da ikke passe, for vi har i mange år skrevet om visse bilmærker, der ville gå fallit, hvis de skulle øge garantien fra lovens minimum på to år, og se bare hvordan Renault kringlede den seneste forbedring af garantien på en ny bil, alle biler fik lige et prishop på 5000 kr, så selv om vi ikke har sat navn på de bilmærker, vi har i tankerne, når vi skriver lige ud af posen om deres garanti og forpligtelser, så gæt selv om de nævnte er nogle af de bilmærker, vi har haft i tankerne.

Mens vi fiskede rester af morgenkrydderen op fra den store gang velbrygget kaffe, landede vi på den flade bag efter den uventede forfjamskelse, for det var slet ikke så slemt/godt som det kunne lyde, for den nye ændringer eller måske forbedring gælder kun for bilmærkernes ellerter, og lad os bare sige det helt tydeligt, – det var nødvendigt.

De franske ellerter fra Stellantis koncernen haltede voldsomt efter markedets standard. Samme importvirksomhed har også en længere række kinesiske bilmærker i stalden, så de ved godt, at garanti er mere end de to år, lovgivningen stiller som krav, og når Stellantis samtidig halter voldsomt efter en lang række konkurrenter, må man naturligvis gøre noget.

Stellantis er en koncern med mange bilmærker, men den forbedrede ordning gælder ikke for alle biler. Det er kun de gamle PSA-mærker tilsat Opel, der er omfattet af forbedringen.

Stellantis er også den tidligere Fiat koncern minus Ferrari, men Fiat er ikke en del af den forbedrede garanti, så internt skaber man også forskel på de bilmærker, man har i hatten, så det er med at holde tungen lige i munden, når der skal tænkes garanti til de tre ægte franske tidligere PSA-mærker tilsat Opel.

Toyota inspirerer

Inspirationen til den forbedrede garanti, – og nej, det er ikke en garanti i egentlig forstand, men det er alligevel en form for ekstra sikkerhed i købet, for man gør, som man har set hos Toyota, man forøger garantien, hver gang bilen har været til obligatorisk service inden for bilens forskrifter, så hvis bilen er fire år gammel, og kommer til normal service hos det autoriserede værksted, forøger man garantien til at gælde i seks år, og så fremdeles, indtil den dag, hvor bilen præcis har passeret de otte år efter første registrering.

At tænke sig. Stellantis lader ikke den nye otte-års ordning gælde for Fiat. Det må give stof til eftertanke.

Til forskel fra Toyota, skærer man kort og kontant i garantien den dag bilen fylder otte år. Hos Toyota forlænger man garantien, hvis den har været til service hos den autoriserede forhandler, hos Toyota betyder det, at man kan opnå 11 års garanti minus en enkelt dag, og så er der også den meget store forskel, at Toyotas ordning gælder for alle biler, der hedder Toyota til fornavn, og man skelner ikke mellem el-, benzin og diesel. Hos Toyota er alle lige for garantien.

Hos Stellantis gælder den otte års servicebetingede garanti ikke for bilens batteripakke. Denne enhed er i forvejen dækket af en garanti på otte år, og har på den måde sin egen garanti, som er en fabriksgaranti, og ikke en dansk foranstaltning der har fået navnet CARE, og naturligvis gælder de otte år ikke for sliddele, hvor der er færre sliddele i en ellert, end der er i den traditionelle bil, men sliddele på en ellert er ting som bremser, viskerblade, el-pærer og få lignende dele, herunder tæpper, måtter o.s.v.

Og så er der alt det med småt, for det er en længere remse, man udsættes for, når man begraver sig i de nye såkaldte garantibetingelser. Indledningsvis er der grænser for hvilke biler, der kan omfattes af CARE ordningen. En el-bil der har kørt som hyrevogn, kan ikke opnå de otte år. Det samme gælder for eksempelvis en skolevogn, men det skulle så vidt vi kan læse os frem til gælde for biler der har været leaset og været korrekt serviceret, vi kan også konstatere, at ordningen også gælder hvis man sælger bilen som brugt, den nye ejer kan fortsætte ordningen, hvis bilen kommer rettidigt på autoriseret værksted, og i de indledende betingelser falder vi over et enkelt ord, – efter – for hvis man tager det skrevne ord meget bogstaveligt, skal man efter de to års fabriksgaranti er udløbet, sørge for at bilen kan fortsætte i den nye ordning, så husk at læse alt det med småt inden det er for sent.

Når vi er så forsigtige, som vi er med Stellantis, er det fordi disse mærker har en – skal vi kalde det – tvivlsom historie omkring garantispørgsmål.

Stellantis bilmærker har helt deres afdeling af vanskelige sager hos organisationer som FDM, de fire mærker er kendt for at gå højt op i bilens levetid og historie, og vi kan referere til tidligere sager, hvor alvorlige og meget kostbare reparationer er blevet afvist, måske fordi bilen er kommet til det foreskrevne service få dage for sent, også selv om værkstedet ikke havde tid tidligere, der er også eksempel på manglende udskiftning af et luftfilter, har betydet afvisning af kostbar reparation på motor/gearkasse på garanti, så når det gælder Stellantis, er det med at overholde samtlige betingelser, og holde paraderne så højt som muligt.

De sager vi netop har peget på, har fundet sted under den tidligere importør. Hvordan den nye opfører sig omkring garanti er for tidligt at sige, men personalet er det samme, så har man lært at træde dansen på en anden måde, – det må tiden vise.

Men uanset hvad, så er enhver forbedring velkommen, og vi kan notere, at alle de dyre komponenter er omfattet af den nye otte års servicebetingede garanti.

Importøren der henter Stellantis-biler til Danmark, har også en længere række kinesiske biler på programmet, så de er ikke helt ukendte med lang garanti, og når det er kinesere, er der tale om ægte fabriksgaranti.

Pin It on Pinterest