Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

6. December 11:14 by Jørli Petersen

Det sidste løb er kørt

Det har ikke været let at arrangere motorløb i København. Den store modstander har været Københavns kommune, og nu er det endelig slut. Det sidste løb af kørt.

I dagene før Historic Grand Prix i august skrev vi en opfordring til læserne. Hvis du har tid og lyst, skal du besøge Historic Grand Prix i København, for det bliver det sidste.

Siden har der været meget stille. Ingen har bestridt den udmelding, vi kunne fortælle kort før dette års motorløb rundt om den gamle dyrskueplads på Bellahøj, men her kort før jul kom den officielle udmelding.

Det er slut. Besværlighederne er for store, og det bliver mere og mere vanskeligt i fremtiden, lyder det fra arrangørerne, og det hele handler om modvilje til alle former for motorsport i Københavns kommune tilsat en gang beboerklager, hvor den kommunale modvilje og klager fra beboere godt kan hænge sammen. Det er i det mindste ikke en umulig tanke.

Copenhagen Historic Grand Prix er gået over i historien, men fakta er desværre, at de seneste år har været eeeeeeeeen lang dødskamp.

Det er blevet lettere for kommunen at lægge hindringer i vejen for løbet, efter kongehuset ikke længere synes det er et årligt højdepunkt at køre race i hovedstaden.

Uviljen fra Københavns kommune viste for første gang sit grimme ansigt, da kommunen lagde diverse forhindringer på den gamle bane rundt om Fælledparken. Ændringer i busbaner og store busterminaler blev udført på en sådan måde, at det at køre motorløb på stedet blev umuligt, og fra den oprindelige og helt rigtige placering omkring Fælledparken, hvor der strengt taget heller ikke kunne blive naboklager af betydning, til Bellahøj, var det kun et spørgsmål om tid.

Det har været rejst tvivl om løbets økonomi, men Nellemann koncernen er blevet ved med at hælde penge i det store hul, og stor respekt for det, man har på trods af den mere end tvivlsomme økonomi holdt gang i løbet, men vi kommer med et ikke alt for vildt gæt der siger, at resultatet af det nys overståede kommunevalg var det endelige dødsstød til det klassiske motorløb.

Den oprindelige placering omkring Fælledparken, var den optimale placering af det klassiske motorløb, men det fik kommunen spoleret på en meget elegant måde.

Københavns kommune har efter alt at dømme sendt en stribe signaler om ændringer af de trafikale forhold omkring Bellahøj, ændringer der endnu engang ville gøre det umuligt at køre motorløb på området for det historiske løb, og hvis man leder efter alternative placeringer til et motorløb inden for Københavns kommune, og helst så centralt som muligt, vil det vise sig umuligt.

For en del år siden var der planer om et årligt formel 1 løb i København. Det ville for alvor have sat København på det internationale atlas, den planlagte rute over de to broer og med H.C. Andersens Boulevard som stedet, hvor der kunne overhales og skabes spændende løb, blev fejet af bordet i Københavns kommune, hvor man i stedet satsede på en Tour de France start.

Det hele startede i 1996 med et løb rundt om Christiansborg. Derfra gik turen til Fælledparken, for til sidst at havne på Bellahøj.

Det sidste fik man, og nu siger man endeligt farvel til motorløb i hovedstaden. Den sidste rest af denne form for grimme aktiviteter er en lille go-kart bane på Amager. Beliggenheden er ikke noget at skrive om, det er lige ved Amagerforbrændingen, go-kart banen og forbrændingen deler indkørsel, men på trods af den lidet flatterende beliggenhed, er den en torn i øje på visse politiske linjer i Københavns kommune.

Med andre ord. Nu er turen kommet til go-kart banen. Man vil selvfølgelig ikke sige, at banen bare skal lukke. I stedet vil man komme med nogle byggeplaner, måske til nogle af de lejeboliger der har været så omtalt i forbindelse med valgkampen, og hvorfor ikke slå to fluer med et smæk?

Et byggeprojekt med ucharmerende lejligheder et meget ucharmerende sted hvor man får den herlige side-effekt, at man kan komme af med den sidste rest af motorsport i Københavns kommune.

Arrangørerne udtrykker sig politisk korrekt, men det skinner tydeligt igennem, at det har været en evig kamp med Københavns kommune, som skulle give tilladelse. Hvert år.

Pin It on Pinterest