De glemte fra Italien

Der er langt mellem snapsene når det gælder Fiat. Vi har ikke en eneste af de nyere Fiat-modeller i Danmark, vi må nøjes med 500, og så denne Grande Panda.
Du har måske skubbet det goe’ gamle Fiat i baggrunden. Mængden af nyheder fra det italienske har været næsten ikke-eksisterende, og så pludselig kommer noget nyt, en Fiat Panda, og ikke en hvilken som helst Panda, men en Grande Panda sådan lidt i bedste Punto stil, og årsagen til netop denne Fiat har fundet nåde hos den nye importør, er ganske sikkert, at bilen er en ellert.
Størrelsen er noget over det vi normalt kender fra Panda, det er også helt i top, når bilen disker op med 113 HK, og prisen er absolut tilgængelig. Den holder sig akkurat under 190.000 kr, og testbilen er netop den billigste model, hvor vi er udstyret med en 44 kWh batteripakke, der giver bilen en WLTP rækkevidde på 322 km.

Vi er næsten enige med bilens opgivelse af rækkevidde. Vores gennemsnitlige tal for hele året siger 260 km på en opladning.
Inden vi kører videre skal vi nævne, at vi bliver godt og grundigt snydt i Danmark. Vi har ikke en standard Panda, altså Panda uden Grande, vi er også blevet snydt for Pandina med 70 hestes benzinmotor, og så er det ukendt for de fleste, at Fiats mindste er Topolino, et navn der lyder bekendt i Fiats historie, men bilen er, hvis man kan kalde den bil, ikke en ægte Fiat. Det er en Citroen Ami tilsat en gang italiensk designcharme, og for at blive i den nære forbindelse mellem Fiat og Citroen, så er Grande Punto mest af alt en Citroen eC3 med et meget anderledes design.
Det store spørgsmål er så, om man synes om designet på ny Grande Panda. Den kunne for den sags skyld også have heddet Kantet Panda, for der er skruet op for vinkler og skarpe hjørner, designet er italiensk og ualmindeligt, og vi kan ikke lade være med at tildele Grande Panda en god portion point på nutteskalaen.
Den danske importør ser ud til at gå 100 efter udelukkende at sælge el-biler. Hvis det er tilfældet, har vi forklaringen på, hvorfor vi mangler en håndfuld mindre Fiat biler, for de kører med benzinmotorer og findes både med ren benzin og som mild-hybrid, mens Grande Panda først og fremmest er en ægte bybil.

På papiret en lille bil, men også en bil med ganske god plads til bagage. Bedst blandt de billigste.
Samme mekanik
Når vi begrænser os til ren bykørsel, går det ganske udmærket. De 113 HK er flot for en Panda, dagens bedste benzin-Panda lægger 110 HK, en bil der ikke er i Danmark, men Grande Panda taber på alle leder og kanter til sine benzin-familie, så snart den ser en motorvej forude, for de 322 WLTP kilometer forsvinder meget hurtigt i dansk vinterkulde, ladetempoet er heller ikke så vildt med 100 kW, men den vanlige beroligelse må være, at så længe vi i gennemsnit er tvunget til at lade med 70-80 kW som det bedste på landets ladeanlæg, så går det præcis an.

Dette er noget nyt. Modelnavnet er præget ind i siden.
Teknologisk er der ikke noget spændende at fremhæve, det er standard ellert i den mindre afdeling hos Stellantis, vi kan på flere leder og kanter godt sammenligne Grande Panda med den noget dyrere Renault 4, de to biler vejer stort set det samme, og det er den lave kørevægt, der giver pluspoint til Grande Panda, for målt som ellert, kører den bedre end gennemsnittet, let at omgås, gør det ganske fint, når man presser bilen, der er en fin balance mellem komfort og vejgreb, så vi giver plusser til denne del af testen, vi er også meget tilfredse med betjening af bilen, og det er lige før vi hilser det velkomment, at vi ikke skal slås eller døje med besværlige såkaldte sikkerhedssystemer, for flere af dem findes slet ikke på Grande Panda, og det er faktisk en lettelse, for billige ellerter har som hovedregel problemer med at få disse systemer som linjevogter og adaptiv fartpilot, men så har vi også en noget trist indvending, for hvis vi kan tilgive, at man skal bruge startnøgle på den gode gammeldaws metode, så er det irriterende, at bilen kan drille, når man drejer nøgler.

Bilens designelementer er trukket helt ind i instrumenteringen, hvor betjeningen fungerer ganske udmærket.
Træd på bremsen, læser vi på skærmen, samtidig med højre fod nærmest er presset helt i bund. Bilen driller regelmæssigt ved start, og når det er en ellert, så er vi helt og aldeles uden gode tricks til at få bilen i gang.
Det skal så tilføjes, at vi trods alt fik bilen til at fungere, men vi bryder os ikke om dette spændingselement, når vi bare skal ud af døren. En bil skal bare starte. Slut færdig.
Klassens største
Hvis vi skal hive det det positive frem i lyset, er det foruden bilens startpris på 190.000 kr de køreegenskaber, som vi netop har været omkring, det skal også med, at der godt kan være fem personbiler i bilen, og i klassen under 200.000 kr er der rigeligt med bagageplads. Her er Grande Punto i særklasse, indtil eksempelvis Renault sætter prisen på den nye 4 ned under de 200, men lige nu har Fiat fordelen af plads for sig selv.
At køre med trailer efter en ellert, er også noget skrammel for at sige det lige ud. Men vi kan hægte 500 kg på krogen, det rækker til en havetrailer på tur til lossepladsen, og så lukker vi hvor vi startede, – ved bilens design.

Italiensk bildesign er og bliver noget særligt. Du er ikke i tvivl. Dette er en Fiat Panda – en Grande Panda.
Der er alle de smittende italienske elementer både ind- og ude, det er noget nyt, at se bilens navn præget i metal, du spejder således forgæves efter et påklistret logo, men det er ikke til at overse, at bilen er en Panda, for det står med 30 centimeter store bogstaver præget ned ad bilens sider, og bagklappen har også fået presset navnet ind i det, vi gætter på er en standard 0,7 karrosseriplade.
Tilbage er der et lidt uforklarligt fænomen. Denne artikels forfatter har et meget blødt punkt overfor en helt særlig Panda. En Panda 4×4 diesel. Hvorfor jeg tænkte på den, da jeg afleverede denne el-Panda giver ikke rigtigt nogen mening, men det er aldrig trist at tænke på sine gamle favoritter.
| Rækkevidde estimeret: | Fiat Grande Panda | ||
| By koldt vejr | 260 km | By mildt vejr | 390 km |
| Motorvej koldt vejr | 180 km | Motorvej mildt vejr | 230 km |
| Gennemsnit koldt vejr | 215 km | Gennemsnit mildt vejr | 295 km |
| Tal er internationale beregninger fra Holland, England og Tyskland. |
Fiat Grande Panda

Ideen med at præge navne i karrosseripladerne, er også gået ud over bagklappen.
Pris: fra 189.990 kr
Pris for testbil: 189.990 kr
1 – aut
113 HK
122 Nm
0-100 km/t: 11,0 sek
Tophastighed: 132 km/t
Batteripakke: 44 kWh
Spænding: 400V
Rækkevidde WLTP 322 km
Kørevægt: 1536 kg
Totalvægt: 1900 kg
Trailer: 500/500 kg
CO-2: 0 g/km
