Volvo tilbagekalder 40.000 biler

Det er den lille Volvo med den store batteripakke, der indkaldes på grund af brandfare. Batteriet skal udskiftes på flere end 40.000 biler.
Flere end 40.000 biler af typen Volvo EX30 bliver nu tilbagekaldt. De biler der tilbagekaldes, er alle af typen ”long-range” og den dyre model med træk på alle fire, og fælles for de to modeller er, at de begge er udstyret med den store batteripakke på 65,0 kWh.
Og her kommer fejlen. De lidt over 40.000 biler skal have udskiftet batteriet. Volvo har tilsyneladende fået stakket batterierne lidt for tæt, for der er risiko for overophedning af batteriet, og med overophedning mener Volvo, at det indbyggede kølesystem ikke længere kan holde temperaturen på batteriet nede, og hvis det sker, er det med at komme ud af bilen, for der vil være risiko for, at bilen bryder i brand, og bilbrande i el-biler er ikke noget man skal spøge med.
Alle ejere af Volvo EX30 med den store batteripakke vil blive kontaktet af Volvo, og det er en større operation man skal i gang med, for bilerne skal have et helt nyt batteri. Om det så hjælper noget melder historien ikke noget om, for Volvo oplyser ikke, om man har opfundet forbedringer på systemet eller lavet et andet batteri, så man ikke havner i endnu en trist situation, mens vi forsøger at se et billede af 40.000 bilbatterier for det indre øje.
Det er noget, der fylder godt op i landskabet, og det må nødvendigvis være noget der skaber ekstraordinært tryk på batterifabrikken, for når ejerne finder ud af, at netop deres bil har brandfare, vil hver enkelt ejer naturligvis insistere på, at netop deres bil er afgørende for hverdagen, og at netop deres bil skal forrest i rækken.
Efter Volvos oplysninger er der 3700 biler af typen EX30 rullende på de danske gader og veje. Volvo oplyser samtidig, at der ikke skulle være risiko for brandfare på nogen af de danske biler, og hvorfor nu det? Kan man stole på den beroligende melding fra Volvo?
Det vi ved om Volvo EX30 er, at bilen produceres flere steder. De store produktioner ligger i Kina og i Belgien, og alle danske EX30 skulle komme fra Belgien, og om det er forklaringen på den manglende brandfare på danske biler, ved vi ikke, men bilerne bygges vel på samme måde, uanset hvor samlebåndet ligger, så er det noget klimabetinget? Umiddelbart giver Volvo ikke klar besked om, hvorfor der ikke er fejl på danske EX30.
Hvis du til gengæld kører i den mindste Volvo EX30 med det lille batteri og en nuværende pris på 245.000 kr, er der ingen grund til bekymring. Det lille batteri trives bedre under den mindste Volvo, her skulle kølingen være som den bør være.
Til de ejere af EX30 der rammes af mulig brandfare skriver Volvo, at man beder ejere om ikke at oplade bilen til mere end 70 procent af bilens kapacitet.
Hvilken melding at få i kølvandet på den danske vinter, hvor alle elbiler har været voldsomt udfordret på både rækkevidde og ladehastighed.
Volvo er ikke et bilmærke, der er særligt glade for betegnelsen WLTP, men den officielle WLTP rækkevidde på en long-range EX30 er 476 km, i virkeligheden er den reelle, daglige rækkevidde 365 km, 70 procent af 365 er efter vort regnestykke 256 kilometer, og tilsat den netop forgangne danske vinterkulde, kommer vi ned på noget der ligner 200 effektive kilometer blandet kørsel.
Volvo har ikke oplyst, hvornår alle biler har fået nyt batteri, og vi afventer fortsat en forklaring på, hvorfor danske EX30 ikke er ramt af brandfare, men hvis det er korrekt, at der ikke er nogen fare for danske Volveejere, er det en rigtig god nyhed. Trods alt.

Volvo EX30 produceres flere steder, flest i Kina og i Belgien, og alle danske EX30 skulle være bygget i Belgien, og disse biler har tilsyneladende ikke problemer med opverophedning.
