Forvokset mini

MG4 med tinavnet Urban er en sammenblanding af begrebet. Helt kort er det stor bil til lille pris.
Dagens nyhed fra MG kan koges ned til et minimum, der er som følger. MG er klar med en ny model MG4, men en bil med tilnavnet Urban, og som navnet antyder, er der tale om en anderledes og på nogle punkter lidt mindre bil.
Den anden halvdel af dagens nyhed er, at MG4 kører videre i en face-liftet model, og således er det slut med kort nyt.
Er du mere nysgerrig så hæng med, for ny MG4 er fra dags dato blevet en irriterende konkurrent for alle de biler, der både koster under 200.000 kr, men også derover, senest rettede vi søgelyset mod Firefly, der holder fast i en for høj pris, og nu kommer så denne MG4 Urban til en startpris på 174.999 kr.
For de 175.000 kr får man en rummelig type 5-dørs familiebil, ellert naturligvis, med et batteri på 42,8 kWh og en rækkevidde på 325 WLTP kilometer, og selvfølgelig kommer samme MG4 Urban med en større batteripakke på 53,9 kWh, hvorefter rækkevidden stiger til 419 WLTP kilometer.
Uanset model får man en komplet sikkerhedspakke, en stor MG-skærm midt i bilen, der kendes fra andre MG-modeller, der er varmepumpe i alle modeller og garantien er på 7 år og 150.000 km. Bedre end det vi ser hos mange konkurrenter.r.

MG4 familiebil til priser der starter ved 175.000 kr.
Dertil kommer bilens størrelse. MG4 Urban er 440 cm lang, højden er 155 cm, så vi er på det, vi tør beskrive som en standard type 5-dørs, mens akselafstanden er på 275 cm, og dermed længere end det vi ser på den klassiske 5-dørs med forbrændingsmotor, men ganske beskeden hvis vi kikker på ellerter.
Med disse mål kan vi sætte en tyk streg under bilens størrelse. Ny MG4 Urban er klart den største og mest rummelig bil i sin prisklasse. Intet stikker denne bil til 175.000 kr, og vi skal vel sammenligne med Renault 4, hvis vi skal finde noget, der matcher på rummelighed, men herfra er der så alt det med den ene eller den anden, pludselig bliver det også et spørgsmål om smag og behag, men fakta må være, at selv den store model MG4 Urban med 54 kWh batteri til 189.999 kr, flytter MG4 til noget der ligner særklasse i sin egen prisklasse.

Meget mere plads en normalt for el-biler i denne prisklasse.
Hvordan MG så kan trylle prisen ned til 175.000 kr, står hen i det uvisse, der er mange historier om mere eller mindre statsstøtte, men det er også en kendsgerning, at MG er den del af SAIC koncernen, og man på den måde drager nytte af stordrift, så det for alvor kan bruges til noget, og det er ikke fordi kineserne sover i timen, for i sidste uge kunne man på en kinesisk biludstilling gøre regnestykket op til imponerende 175 nye modeller på det kinesiske marked i 2026.
Tal som er aldeles utænkelige på det europæiske marked.

Et pænt stort bagagerum, og under bundpladen er der et rum på næsten 100 ekstra liter.
For at få prisen ned, har MG også været rundt og pillet ved dyre komponenter. Vi falder omgående over bilens baghjulsophæng, der ikke længere på nogen måde er avanceret. Vi er tilbage ved en klassisk torsionsaksel, en meget – skal vi kalde det – økonomisk løsning, men også en type bagaksel, der ikke egner sig til biler med høj vægt, og en egenvægt på mindst 1460 kg, og noget der ligner 2000 kg fuldt læsset, kan vise sig at være en udfordring, hvilket den første forsigtige tur bag rattet også viste.
Nu er gaderne i Københavnstrup heller ikke de bedste i det nordlige Europa, men vi trillede også i det nordlige kommuner, hvor det ikke er Enhedslisten, der står for gadernes forfatning, og her opsnappede vi samme signaler, så når vi får MG4 Urban til test, er vi netop opmærksom på bilens undervogn og opsætning, men vi lægger også mærke til batterierne i MG4 Urban, der er af LFP typen, og det vil vi udlægge som noget positivt. Især fordi MG4 er bilen, det nærmest pifter efter den køber, der har en lille carport med hjemmelader, og med LFP batterier kan man lade til 100 procent dag efter dag uden at skade batterierne, men også fordi vi ikke er direkte imponeret af bilens ladetempo, der oplyses til 82 henholdsvis 87 kW, og lige nu er det ganske udmærket, men den dag der kommer nogle kraftigere kobberledninger i jorden, er det ikke noget, der får brynene til at ramme hårgrænsen.

Motoren i MG4 Urban er på 160 HK.
Det er også værd at bemærke, at ny MG4 Urban har en ny type motor med tilhørende udstyr. Det hele er pakket sammen i en meget kompakt enhed forrest i bilen, og det er denne placering, der gør det muligt, at trylle med plads i den nye MG4, hvor pænt sagt alle danskere kan ”sidde bag sig selv” i kabinen. Der er rigtig god benplads – god siddehøjde og voldsom god plads i forhold til pris, og ser vi på bagagerummet, er det af samme rundhåndede type. Et rigtig flot bagagerum i forhold til biltype, og så er der yderligere en rum på næsten 100 liter under bunden i bagagerummet, så svigermor kan godt komme med på week-end, og så må man selv afgøre, om hun skal have den nyhed eller ej!
MG udpeger selvfølgelig de oplagte konkurrenter, og Renault 5, Nissan Micra, Hyundai Inster, også selv om den nærmest synes forsvundet fra markedet for ikke at glemme Citroen C3, mens man målt efter størrelse også kan tage kampen op med biler som BYD Dolphin og Peugeot e208, og på den måde har MG rustet sig til et helt nyt kapitel, men hvad så med det tidligere?

Populære MG4 har længe været en populær model i Danmark, og nu kommer den i en face-liftet udgave, hvor det især er rækkevidden der er forbedret.
Hvordan med den tidligere model MG4. Jo der er forskel. Den face-liftede MG4 er en anden type bil, den har først og fremmest en anderledes undervogn og betydeligt bedre rækkevidde, den har et andet og mere sporty design, og så er det slut med den MG4 uden Urban til priser under 200.000 kr.
Nu er prisen på face-liftet MG4 220.000 og 250.000 kr, og vi skal nok følge op på den MG, som til dato har været vores favorit hos MG, – bortset fra Cyberster selvfølgelig, men MG’s sportsvogn er helt sin egen.

Ny MG4 Urban er allerede klar til salg hos forhandlerne.
