Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

11. May 17:36 by Jørli Petersen

Kampen om ministerbilerne

Nuværende ministre plus en større mængde helt almindelige medlemmer af Folketinget kæmper om lækre bagsæder med ægte læder.

Det var en ordentlig bet for Mette, at hun fredag måtte luske til Kongen for at oplyse, at der ikke blev ”bukser af det igangværende skind”.

Nu er det Trolex, der kører med klatten, og som ventet er de kendte positioner allerede markeret politisk, men der er tydelig skuffelse flere steder, især hos Pia Futtog, som mere end duftede et bagsæde i ægte læder, og ikke kun en gang vegansk læder, der er nyeste betegnelse for sæder af plastic.

Værre står det til for de tre topministre fra SVM regeringen, her mister man også det private fly, så man i fremtiden kan risikere at skulle tjekke ind hos SAS, og det kan vel skræmme en topminister, der har haft særtransport i snart fire år.

Men hvad er det regeringen så kører i? BMW i7 er populær, det samme gælder for Mercedes S-klasse, hvor EQS 450+ falder i øjnene, og så er det værd at bemærke, at Audi ser ud til at være helt yt som ministerslæde, og forklaringen er meget logisk.

Der findes ikke en elektrisk A8, og da danske ministre i dag skal købe biler i den såkaldte A+++ klasse, har Audi dømt sig selv ude, for hvem vil køre A6 når man er minister. Og så er i7 eller Mercedes EQS jo ikke så værst, især når man ikke selv skal betale.

Trolex og to medministre vil gerne køre videre på bagsædet, men Trolex har også sin egen flyver, så han risikerer at skulle tjekke ind hos SAS, hvis han kikser igangværende forhandlinger.

Men der er andet end el-biler i ministerflåden. Mettes Mercedes, der senest har været hos Kongen flere gange, er en 580e S-klasse, en såkaldt plug-in hybrid, der kan køre 166,6 km/l, hvis nogen tror på den opgivelse, men det betyder, at bilen er en A+++, og så kan den 2,5 ton tunge S-klasse med 3-liters 6-cylindret benzinmotor og 367 HK fra benzinmotoren plus elektrisk energi, så vi ender på 510 HK, købes som ministerbil. Ikke så dårligt.

Hvad der måske kalder på en rynke i panden hos de meget grønne, er de såkaldte livvagters følgebil, her er BMW X5 en populær bil, og for at gøre det endnu mere spændende, så ligger BMW’s fremragende række 6’er i maskinrummet, i denne udgave præsterer motoren 286 HK, og så kommer det slemme, -det er en 3,0d xDrive, og så staver vi til det frygtelige ord for en dansk politiker, – diesel!

Tænk at Mettes følge er indhyldet i en hørm af diesel uanset hvor hun færdes.

Prisloft og undtagelser

Mettes Mercer er to år gammel, så hun kører således ikke i nyeste model S-klasse, og flere af de eftertragtede BMW i7, er også af lidt ældre dato, hvis man kan bruge den betegnelse om en ministerslæde med ægte læderstue.

Med BMW i7 rammer vi den ømme tå, når det gælder ministerbiler. Prisen.

Mettes ministerslæde er slet ikke en ellert. Det er en Mercedes S-klasse plug-in-hybrid med lækker 3-liters række 6’er og ialt 510 HK. Bilen kan godt være en af de få biler, der lige akkurat kan holdes inden for de prisregler, der gælder for ministerbiler, men det hænger helt sammen med det udstyr der er i bilen. Det man ikke lægger så meget mærke til, er de følgebiler, der ligger i røven på Mettes Mercer. Det er slemme, slemme dieselbiler. De PET-folk ved hvad der er godt. Tilsyneladende.

Dagens billigste i7 koster 1.082.373 kr, men det er en model 50, og det er det lille batteri, og da danske ministre lider af det samme som mange andre ejere af el-biler, – rækkeviddeangst, køber ministrene den dyrere model 60, og så sker det noget grimt med prisen.

Da vi havde BMW i7 til test, lød startprisen på en i7 60 på 1.586.442 kr før ekstraudstyr, testbilen kostede i alt 1.955.624 kr, og det er i det lag, vi skal finde ministerbilerne, og på den måde rammer el-bilerne hovedet ind i prisloftet for en ministerbil.

Her siger reglerne, at en ministerbil skal være sikker, og en masse andet bla, bla, men foruden A+++ er der et prisloft på 610.000 kr for en benzin- eller dieselbil, hvis man kan finde en bil, der kører længere end 28,4 km/l, der er grænsen for A+++, og så har ministrene i et anfald af begejstring for egne muligheder vedtaget, at el-biler godt må være dyrere, en ellert må koste 680.000 kr før moms, men prisloftet skal indeholde levering og udstyr, så det er det absolut dyreste en minister må købe.

Selv om vi trækker momsen ud af den billigste BMW i7, svæver vi omkring de 865.000 kr som startpris, og så skal der jo både et større batteri og en gang lækkert udstyr i bilen, så de gode ministre der kører i7, har søgt særlig tilladelse til indkøb af en dyrere bil, og det gør man ved at spørge en anden minister, – finansministeren.

Vi kunne da godt tænke os at vide, hvor mange der har fået nej til en dyrere slæde. Det eneste man skal begrunde den dyrere bil med er, at den er mere sikker og mere miljøvenlig end en anden tænkt ministerslæde, for der sidder ikke en handelsuddannet person fra Brugsen et sted i statens administration, der køber ministerbiler til landets særligt udvalgte, det er ministeren selv, der bestemmer hvad der er mest lækkert, og hvis man er kirkeminister, er det kirkeministeriet der officielt spørger finansministeriet, om den og den minister må overskride det politikerne selv har bestemt, er det maksimale en dansk ministerbil må koste.

Så tror da en vis herre, at Pia Futtog har travlt med at få udskiftet den røde Cooper med noget ægte lædersæde tilsat privatchauffør, for en dansk minister opfattes som en person, der er på arbejde 24 timer i døgnet, så ministeren kan teoretisk kører med chauffør på alle tænkelige tidspunkter, og man må også gerne gør holdt ved Brugsen eller hente børn på vej hjem fra ministeriet.

Om Pia Futtogs Mini Cooper kan vi tilføje, at valget nok er kommet lidt tidligere end forudset af SF, for Pias Cooper er leaset, leasingaftalen udløber i august måned næste år, så den røde Cooper med en WLTP rækkevidde på 392 km, kan risikere at stå uden bruger noget længere end Pia Futtog havde håbet.

Nu vil der sikkert være læsere, der allerede er på vej med en pegefinger, for der betales skam afgift af alle el-biler, også BMW i7 og Mercedes EQS der koster fra 995.000 kr, og det er helt og aldeles rigtigt, men man kan blive godt og grundigt rundtosset, hvis man forsøger at beregne den aktuelle afgift på hver enkelt bil, alt efter udstyr og batteristørrelse, for der er også særskilt fradrag for batteripakken,

Den nuværende afgift der udløber ved årsskiftet, gør el-biler med en pris under 430.000 kr stort set fri for afgift men ikke for moms.

Den pris der ligger over de 430.000 koster ekstra skattekroner. Det er formuleret som en afgift på 40 procent af del af prisen, som ellers ville være afgiftsbelagt, og alle læsere er velkomne til selv at kaste sig ind i denne beregning, der er så fuld af ubekendte, at det kun er de respektive bilimportører, der helt nøjagtigt kender prisen på deres biler. En pris som de fleste importører holder godt og grundigt hemmelige.

Pia Futtog var allerede begyndt at spekulere på, hvordan hun kunne komme ud af sin leasingaftale på den røde Mini Cooper, der er leaset frem til august næste år.

Pin It on Pinterest