Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

26. May 14:12 by Jørli Petersen

Så meget ……

Hvid bil, og normalt betyder det listepris uden tillæg, men ikke i tilfældet Leapmotor. Hvid koster 10.000 kr ekstra, og vil du have en basismodel, tvinges du til at køre bil i farven lilla, men tjek også det lille skema med rækkevidde. Grund nok til at vælge det store batteri.

Man skal være forsigtig med at lovprise alene på grund af pris, men tjek lige en ekstra gang. Leapmotor B10 er bilen, der brød den grumme, grumme grænse på 200.000 kr. Med B10 kunne man pludselig få en stor og meget rummelig ellert til en pris, der ligger under de 200.000 kr, og det fik helt sikkert alle konkurrenter til at krumme tæer, men indtil videre, er der ingen, som for alvor har følt trang til at gøre Leapmotor kunststykket efter.

Derfor er Leapmotor B10 en bil, der er helt sin egen. Man kan godt påstå, at den er i helt sin egen klasse, for ser man på andre ellerter til 200.000 kr og derunder, er det en ganske anden type bil, og så skal vi tilføje, at den B10 der koster under de 200, har en mindre batteripakke men samme motor.

Vi lægger ud med det positive. Plads og komfort.

Vi giver også et plus for et stort forhandlernet. Det er let at finde og få service til en Leapmotor, og forklaringen er enkel, men også noget indviklet, for bilen er både kinesisk, men den er også i direkte familie med Citroen, Peugeot og alle de andre hos Stellantis, og vi skal dykke i ejerforhold, for at finde rette sammenhæng, for der er mange kinesiske penge i Stellantis, og derfor kalder man Leapmotor for en ”fælles” model, og for at gøre tingene endnu mere rodet, er der også Stellantis aktier i Leapmotor, så når Stellantis beslutter sig for at sælge bilen i Europa, lander bilen hos Peugeot-forhandlere, og derfor er der 44 forhandlere lige her og nu.

Kopieret fra Tesla

Men der er stadig et stykke vej til det europæiske. Leapmotor er klassisk kinesisk, så vi behøver ikke at spørge, for at finde ud af hvem der bestemmer, og mens man har store fordele af plads og muligheder med Leapmotor B10, er der også ting, man skal lære at leve med.

Mere af det positive, igen plads og fornuftige sæder, men så er der alt det omkring skærm og funktion.

Først skal vi fremhæve, at Leapmotor med stor sikkerhed har kikket nærmere på noget Tesla. Her er de ikke alene, men alt det med skærm og to knapper på rattet er hentet fra Tesla. Det samme er dørlåse og start hentet fra old-timer Tesla, man åbner bilen ved at fedte med en kontokort størrelse nøgle hen over venstre sidespejl, og nej, man kan ikke åbne fra højre side. Det er venstre sidespejl eller bliv stående ude i regnen. Selve dørgrebet er dårligt udformet, men ændres fra årsskiftet p.g.a. nye regler i Kina, og så er problemet løst.

Når man så er kommet ind i bilen, skal kortet placeres på den store præsenterbakke, der ellers var forbeholdt et par snakkefoner, hvis ikke, nægter bilen at starte, og så lander vi ved den udprægede skærmbetjening, for alt, også funktioner, der godt må klares lidt tjept som justering af sidespejle, skal styres fra skærm, og først når funktionen er aktiveret på skærm, kan man bruge de små rullehjul på rattet.

Måske det bedste bagagerum for ellerter i prisklassen 200.000 kr og billigere.

Vi gentager vort motto. Alt for meget skærm og alt for få knapper, så der er rig mulighed for forbedring, når det er tid til face-lift. Vi efterlyser også forbedring af de mange sikkerheds- eller såkaldte assistentsystemer. De er dårligt afstemt, de kan afbrydes, hvis man dykker tilstrækkelig langt ned i noget skærmmenu, men når man er tilbage efter et kort besøg hos bageren, er den gal igen. Forfra, eller lev med de dårligt afstemte systemer, hvor man hele tiden kæmper sin egen kamp med rattet.

Klassisk kineser

Hvordan så med køreegenskaber kan være næste spørgsmål, og her er vi på det jævne, eller skal vi kalde det typisk kinesisk. Med 218 HK og baghjulstræk er vi hjemme alt det med rigelig trækkraft og kvik start fra grønt, vi kan også klare en fuld læsset bil op ad bakke, men det kan undre, at trailervægten er begrænset til 750 kg. Her aner vi lidt fransk indflydelse, – eller hvad?

Bilen er tydeligvis sat op til komfort som den klassiske kineserbil, styringen er noget med at antyde en retning i et noget ufølsomt system, igen meget almindeligt for en kinesisk bil, og vi sætter hurtigt Leapmotor B10 i den bås, der hedder havregrød. En type kørsel der er alt for typisk for stort set alle kinesiske ellerter.

Leapmotor har tilføjet en lille ekstra skærm på ratstammen, og der sker sjove ting på netop denne skærm.

Derfor er det plads og alt det praktiske, der skal holde Leapmotor B10 højt på salgslisterne, og med en fornuftig rækkevidde for den, store model skal man være opmærksom på, at vi ikke længere er i prisklassen under de 200, mens vi godt kan blive lidt forblændet af den gode mængde udstyr, man finder i en meget rummelig og praktisk type SUV. Også i den billigste model under de 200, der som nævnt har samme motor som den store model. Prishoppet handler alene om batteri og lidt udstyr, og hvor vi for få linjer siden nævnte noget med fransk indflydelse, kan vi igen få en mistanke, når vi ser på bilens garanti. Her er Leapmotor ikke på niveau med mange andre kinesere. Fire år eller 100.000 km er lidt. Det er ikke kun for lidt, det er under kinesisk standard, og så driller vi den franske del af Leapmotor med deres mulige indflydelse, for franske biler er heller ikke kendt for alt det med garanti.

Nøglekortet skal præsenteres på den store præsenterbakke midt i bilen før bilen gider køre.

Derfor er prisen det helt afgørende argument for Leapmotor B10. Hvis du er på jagt efter en rummelig og praktisk familiebil af typen ellert, skal Leapmotor med i overvejelserne. Man får meget for pengene, men vi kan ikke lade være med at fremhæve en spøjs oplevelse fra gennemgang af bilens prisliste.

Normalt er det farven hvid, der ikke koster ekstra, så en hvid Leapmotor B10 til 200.000 kr lyder helt rigtigt, men nul og nix. Hvis du absolut vi have den model, der koster akkurat under 200.000 kr, er det tydeligt for enhver, hvad du har valgt, for den eneste farve der ikke koster ekstra er lilla.

Lilla?

Rækkevidde estimeret: Leapmotor B10 67,1 kWh
By koldt vejr 355 km By mildt vejr 530 km
Motorvej koldt vejr 255 km Motorvej mildt vejr 330 km
Gennemsnit koldt vejr 305 km Gennemsnit mildt vejr 410 km
Tal er internationale beregninger fra Holland, England og Tyskland.    

Leapmotor B10 Design

Leapmotor er startet flot på det danske marked. Stort forhandlernet, den næste mindre model er på vej, men det knirker med garantien, der er under det, vi normalt ser hos kinesere. Max. ladeevne siger 168 kW, det kunne vi ikke efterprøve, og så plejer vi at angive en gennemsnitlig rækkevidde – i dette tilfælde siger vi 360 km.

Pris: fra 199.990 kr + moms

Pris testbil: 229.990 kr + moms

1 – aut

218 HK

240 Nm v. 0 o/m

0-100 km/t: 8 sek

Tophastighed: 170 km/t

Batteripakke 67,1 kWh

Spænding 400V

Rækkevidde 434 km

Kørevægt: 1920 kg

Totalvægt: 2290 kg

Trailer: 750/750 kg

CO-2: 0 g/km

Pin It on Pinterest