Giorgetto Giugiaro er en kendt italiensk designer, som har designet alt fra superbiler til helt almindelige hverdagsbiler. Giugiaro er født i Garessio, Piemonte, han blev kåret som århundredets bildesigner i 1999, og blev optaget i den automotive Hall of Fame. Første eget design fra Giugiaro var Ferrari 250 GT i 1960. Blandt de kendte er Ford Mustang, Fiat 850 Spider, Bugatti EB 118, BMW M1, Maserati Ghibli, men også biler som Hyundai Pony, Yugo 45 og FSO Polonez. Sammen med Aldo Mantovani stiftede han i 1968 Studi Italiani Realizzazione Prototipi S.p.A., der senere skiftede navn til Italdesign Giugiaro. Fra start havde Italdesign nær kontakt med VW, man lavede bl.a. den første VW Golf. Samarbejdet fortsatte, og i 2010 købte Lamborghini Holding 90 pct. af aktierne i Italdesign. I 2015 solgte Giugiaro de resterende aktier til Audi AG, der også ejer Lamborghini. Italdesign har designet en række italienske biler, herunder Alfasud, Fiat Panda og Fiat Gr. Punto, sideløbende med superbiler som Bugatti Chiron.