Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

2. October 17:56 by Jørli Petersen

Åben folkelig ellert

MG Cybertser er den første af sin art. En 100 procent elektrisk udgave af en 2-personers roadster til en pris, hvor rigtigt mange danskere kan være med.

Når vi kalder bilen folkelig, er det udelukkende på grund af prisen. Med en startpris på 500.000 kr kan mange danskere omsætte drømme til virkelighed, hvis man prioriterer en 2-personers roadster højt på listen over drømmebiler, og første kort rundtur med MG Cyberster lever op til forventningerne, samtidig med bilen havde en lille egentlig overraskelse i baghånden.

Helt kort: Basismodellen Cyberster er den ægte vare. Her er den model, der kommer tættest på den klassiske åbne sportsvogn, det er bilen med træk på baghjulene og rigtigt flotte 340 HK med 475 Nm, der får bilen til at klare de første 100 på meget beskedne fem sekunder rent.

Foruden at være den både første elektriske og kraftigste MG roadster til dato, er den udstyrsmæssigt langt over det vi kendte fra dengang MG var britisk, med alt hvad det medførte. Dermed har vi også sagt produkt- og samlekvalitet, der er langt, langt over det englænderne gad ulejlige sig med, og det bliver især tydeligt, når vi åbner og lukker kalechen.

Saksedørene er karakteristiske for Cyberster. Dørene åbner i en højde, som kan være en udfordring i p-kældre, men der er sensorer øverst på dørene, der også kan indstilles til anden åbningshøjde, hvis man holder til i samme p-kælder.

Ægte kludetag, nu af den moderne type, og ikke en gang forstærket sejldug tilsat lidt tilfældige og tvivlsomme hængsler. Vi havde en anelse vindstøj omkring A- eller den forreste stolpe, ikke meget, og så har vi også tillid til en tæt kaleche, indtil det modsatte er bevist. Stik imod det vi kender fra A, B og F-modeller fra MG.

Det er samme kaleche og saksedøre, vi finder i den store model til 550.000 kr. Her hedder det pludselig 4-hjulstræk, to motorer, hele 510 HK og 725 Nm, som rykker 0-100 tiden ned til 3,2 sekund, og så er vi oppe i den ypperste klasse. Det er meget få biler i sportsklassen, der rykker fra den dyre MG Cyberster, så længe det går lige ud.

Begge modeller har samme batteripakke på 77 kWh, det betyder længst rækkevidde til den ”mindste” model, 507 km mod 443 km til den dyre, begge tal er fra WLTP, og det kræver selvfølgelig, at man behandler højre pedal med størst mulig forsigtighed, samtidig med man på almindelig vis skal være skeptisk over for alle tal fra WLTP. Uanset hvilken bil vi taler om.

Kvalivaren er meget anderledes end det der tidligere var gældende for MG. Dengang mærket var britisk.

Første rundgang med Cyberster er samtidig startskud til det danske salg. Vi forventer der bliver solgt en god håndfuld biler hvert år, tidspunktet for dansk lancering er alt andet end godt timet, men til de der endnu har først kik til gode, kan vi anbefale man slår vejen forbi MG’s stand i Bella Center, der slår dørene op til den årlige udstilling af ellerter senere i oktober, og når du går rundt om bilen, så læg især mærke til bilens bagparti.

Det er en rigtig tjekket ellert. Meget lækkert design, der er tegnet af et britisk designteam med en vis Gotham i spidsen, og det har intet med byen at gøre. Dette er noget virkeligt, Cyberster er rigtig veldesignet, og som vi tidligere har skrevet, bilen vækker en del opsigt, hvis vi parkerer uden for Brugsen i Søllested.

Overraskelserne er til dels bilens vægt. 1900 kg for den lille model og 2000 kg for den store med to motorer. Alene vægten betyder, at bilen skal behandles noget anderledes end den klassiske roadster.

Det vi tror er en rigtig god kaleche, er eldrevet, og kan åbnes/lukkes op til 50 km/t. Det er måske at strække den lovlig langt med el-kaleche. Hvorfor ikke en mere hurtig, enkel og på alle leder besparende løsning a la Mazda?

I en tid hvor EU politikere tilsyneladende keder sig, og opfinder nye lovpligtige systemer for at få tiden til at gå, – systemer der skal stoppes i alle biler, havde vi da håbet, at der var en enkelt knap i Cyberster, som afbrød hele molevitten på en gang.

Det er der ikke. Men opfordringen er sendt videre. Det vil være den ægte sportsvognsånd at tage sådant et tiltag, sådan lidt a la Mazdas knap, hvor MX-5 til orientering vejer tre kilo mere end 1000 i køreklar stand, så foruden at adskille sig på motorisering, er der også stor forskel på den opførsel, man kan forvente af den åbne kinesiske sportsvogn.

To tons er meget for en sportsvogn. Måske er det derfor, man ikke kan gå ind i de elektroniske systemer, og lukke ned for diverse udskridnings og spin-systemer. Vi har ikke været hele bunken igennem på bilens skærm, men importøren siger nej, da vi spørger direkte, og det er her vi både er lidt skuffet, men samtidig overrasket. En sportsvogn skal kunne køre sjovt, før den er ægte sportsvogn, så vi har meget at se nærmere på, når vi får lejlighed til at gå Cyberster efter i sømmene.

Men den er tjekket, designet er fornemt, garantien er mere end i orden, – den gode Morris var gået fallit flere gange, hvis han skulle have givet 7 år eller 150.000 km på en ny MG roadster i de gode gamle dage, men det gør kineserne, og indtil videre er MG Cyberster den eneste i sin helt egen klasse. Andre elektriske såkaldte sportsvogne koster formuer, og for at gøre det lidt sjovere, så stikker den nye MG af fra de andre ellerter, så hygge hejsa, – det giver den billige ellert ekstra point i opgøret med andre ellerter.

MG Cyberster kommer i to udgaver. Den model vi kalder den klassiske med baghjulstræk kommer lidt senere, så det er den dyre til 550.000 kr der er kommet til Danmark.

Pin It on Pinterest