Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

9. January 12:31 by Jørli Petersen

Årets Bil i Danmark

Årets Bil I Danmark 2024, og med flere længder den mest velkørende el-bil på det nuværende marked.

Det er sikkert kommet som en overraskelse for mange, at en BMW 5-Serie er kørt med titlen Årets Bil i Danmark 2024. Men, det er kun til man har kørt en tur i den nye 5’er, hvor førsteudgaven er i5, som igen betyder, at bilen er fuldt elektrisk.

Testbilen er endda toppen af poppen. Det er en såkaldt M-model, og i BMW perspektiv er det ikke kun et skilt og lidt ekstra udstyr man har sat på bilen. Det er så tæt på man kommer ægte BMW M-klasse i den nye el-verden, for bilen har fået mere af det hele, og her tænker vi især på motorkraft og 4-hjulstræk. Samlet er vi over 600 HK, men BMW holder trods alt fast i mærkets kærlighed til baghjulstræk, der er mere power til baghjulene, end der er blevet til overs til det forreste sæt trækkende hjul, vi noterer 340 HK til baghjulene, mens forreste hjulpar må nøjes med 261 HK, så sammenlagt når vi akkurat over de 600 HK, og selv for en M-klasse er 600 HK en alvorlig mængde kræfter.

Her er der plads til både lange ben og forvoksede teenagere.

Der er også tænkt på lidt ekstra komfort til de der sidder på bagsædet.

Vi har snart kørt rigtigt mange el-biler, og vi har helt ærligt haft vanskeligt ved at finde den store glæde ved at køre el. Kinesiske el-bilers køreegenskaber har vi generelt kaldt for havregrød, hvor forskellen har været ingen smørklat eller måske en meget lille, så vi har siden vi testede BMW i4 for snart længe siden, har en BMW været den bil, der har været bedst kørende el-bil efter vores vurdering.

Og det er fortsat en BMW, der er vores nummer et. Nu er vi kravlet et trin op i nummerrækken, BMW i5 er den klare nummer et på vores elektriske hitliste, for BMW har formået at bevare en del af den glæde og dynamik, som har været et særkende for BMW i rigtigt mange år.

Selv med en kørevægt tæt på 2400 kg kan BMW i5 type M trække godt og grundigt i de muskler, der styrer smilet bag rattet, for handling og en let sporty oplevelse, er pludselig blevet en del af elbilen, som først og fremmest må betegnes som en firmabil, en langtursbil og en bil til et pænt stort kørselsbehov, hvordan man så vil få disse formål til at stemme med en batteribil, hvor BMW lider af samme problemer som alle andre, når det er koldt.

Stor og lille i5

Et tryk på boostknappen giver max power i en begrænset periode. Lige til den hurtige overhaling.

99 procent batteri og en rækkevidde på 339 km efter bilens egen forudsigelse. De lodrette målere i begge sider er ikke lige vores kop the. Runde instrumenter foretrækkes.

Det er naturligvis den lille i5 der tiltrækker sig størst opmærksomhed. Vi har kun et begrænset kendskab til den lille i5, men vi ved så meget om den lille model i5, at der er pænt stor forskel til testbilen, der koster 1.250.000 kr inklusiv alt det udstyr, BMW har proppet i bilen, men vi ved også, at i5 har alt det, der skal til for at køre med titlen Årets Bil i Danmark, og det der gjorde i5 til den klart bedste ellert i årets udvalg af snart mange forskellige el-biler, er netop bilens afstemning, styreegenskaber og ikke mindst den køredynamik, som vi totalt mangler i rigtigt mange el-biler, og så er vi tilbage ved det med havregrød.

Bag rattet er vi ved et både-og. Vi må kalde førerpladsen for velindrettet, skærmen bag rattet har alle de nødvendigt informationer, den store centerskærm kan heldigvis, og typisk BMW, betjenes med den store drejeknap i midterkonsollen, og når vi trækker lidt på begejstringen, er det fordi vi ikke er så pjattede med BMW’s nye type hovedinstrumenter.

De to lodrette visninger i hver side af skærmen, ser vi gerne byttet ud med klassiske runde instrumenter, for nu har vi efterhånden kørt med denne type instrumentering nogle gange, og vi tror ikke, vi bliver dus med BMW’s lodrette visere, der med lidt god vilje kan beskrives som en gammeldaws Volvo instrumentering sat på højkant.

Bedste ellert til dato

Plads til bagage og golfudstyr. De tidligere så klassiske kuffertknusere løber selvfølgelig ind i deres eget lukkede rum.

Supersæder og super komfort.

Modsat er vi meget mere end tilfredse med bilens pladsforhold. BMW 5-Serie og dermed i5 er en stor bil. Et af bilens plusser er, at den ikke opleves som ”stor slæde”, når man sidder bag rattet. Her kan vi godt trække noget sammenlignelighed med 3-Serie, mens det selvfølgelig giver masser af udslag på bilens pladsforhold.

Benplads og siddehøjde på bagsædet er af fineste type tysk indretning, bagagerummet kan også nappe både klassisk bagage plus golfudstyr til to, skiene skal selvfølgelig stadig en tur på taget, og mens vi er ved alt det med de klassiske dyder, kan vi ikke undlade at bemærke, at en BMW i5 må køre med hele 2000 kg på krogen.

Hurra for de små forbedringer. Den tidligere trykknap til elektrisk åbning af døren, er skiftet ud med det klassiske dørgreb.

Klassisk BMW kabine og indretning. Midterskærmen styres stadig på det runde hjul i midterkonsollen, men skærmen er også trykfølsom hvis det skulle være.

To tons efter en BMW i5! Det er både lovligt, ligesom vi godt tør tro på, bilen kan køre med den høje vægt på nogenlunde betryggende vis, men det er slet ikke noget vi vil anbefale. Der er i forvejen meget langt til Gardasøen med en BMW i5, men sætter man en campingvogn på krogen, skal man lægge en uges ferie for at opnå en nogenlunde stressfri rejse frem og tilbage, for el-biler og tunge trailere er to ting, der ikke hører sammen.

Vi er selvfølgelig opmærksomme på den store mængde udstyr BMW har smidt i testbilen. Det trækker alt sammen op på den konto, der hedder komfort, men det er ikke til at skjule, at BMW er en fremragende langtursbil, selv om det hele begrænses af ladestationer og uønskede pauser på turen. Vi er mere end begejstret for i5, den er det kørende bevis på, at el-bilen også kan være velkørende, og derfor står vi ved det vi tidligere har skrevet, – at BMW i5 er den bedst kørende el-bil til dato, og derfor er det helt fortjent, at BMW i5 vandt titlen Årets Bil I Danmark 2024. Overraskende for de fleste, men ikke for de der har kørt bilen og sammenlignet den med alle andre ellerter.

Rækkevidde estimeret: BMW i5 M60
By koldt vejr 415 km By mildt vejr 605 km
Motorvej koldt vejr 310 km Motorvej mildt vejr 400 km
Gennemsnit koldt vejr 360 km Gennemsnit mildt vejr 490 km
Tal er internationale beregninger fra Holland, England og Tyskland.    

Første skud i en helt ny 5-Serie, og hvilken debut. En diesel er lige rundt om hjørnet, to typer plug-in hybrid kommer lidt senere, og så følger en 5-Serie stationcar.

BMW i5 M60

Pris: fra 583.000 kr

Pris for testbil: 1.250.809 kr

Motor: 2, 4-hjulstræk

1 – aut

601 HK

820 Nm v. 0 o/m

0-100 km/t: 3,8 sek

Tophastighed: 230 km/t

Batteripakke 84,4/81,2 kWh

Rækkevidde 515 km WLTP

Spænding 400 V

Forbrug 18,2 kWh/100 km

Kørevægt: 2380 kg

Totalvægt: 2895 kg

Trailer: 750/2000 kg

CO-2: 0 g/km

Pin It on Pinterest