Ad Astra

Topsælgeren i det nye Astra modelprogram forventes at blive Astra som plug-in hybrid.
Det er næsten for oplagt, at tage det kendte latinske ordsprog ”Per aspera ad astra” i anvendelse. Selvfølgelig fordi det handler om den nye Opel Astra, og man behøver ikke være særlig kyndig udi bilernes verden for at vide, at Opel har set skyggen af bilernes tumult de senere år.
Vi skal ikke bladre for meget i historiebøgerne, men de senere år er der kommet ny ejer, Opel er nu et fransk bilmærke med en god del kinesiske penge i ryggen, der er ryddet godt og grundigt op i modelprogrammet, men en af mærkets kernemodeller får nyt liv med Astra.
Om det så trækker Opel gennem vanskelighederne og op mod stjerne, er en anden sag, for selv om man nu har fået ny model Astra, ser man fortsat ind i en god portion problemer, for dagens kedelige budskab vil være, at Opel er i en lidt fortvivlet situation, hvis det skulle vælte ind hos forhandlerne med købelyste danskere.

Kan Opel så levere den nye Astra? Svaret er noget i retning af tjah…. bum-bum, alt er noget usikkert, men Opel har et es i ærmet. Man giver prisgaranti.
Der er demobiler ude, men ikke meget mere. Opel taler om leveringstider på mellem tre og seks måneder alt efter model, men der er selvfølgelig også godt nyt omkring nyt Astra, og det følgende vil se nærmere på solsiden af ny Astra, og vi starter med designet.
Opel og sæder
Væk er det kedelige og lidt alderstyngede design. Der er ingen tvivl. Opel satser på en anden gruppe købere, samtidig med man håber på at kunne fastholde de trofaste kunder, men det Opel-design som vi kalder Mokka-fjæs, er mere end en kraftig forbedring, og hvis man ser Astra fra bagenden, bliver man heller ikke skuffet.
Vi kan ikke afgøre, om Opel har fået mere løse tøjler med bilernes design, men forbedringerne er markante, og på det danske marked satser man ganske kraftigt på veludstyrede modeller.

Opels gode sæder bliver standard i alle udgaver af ny Astra.
Et punkt falder især i øjnene. Opel har de senere år været kendt for deres ekstra gode sæder, og der er de såkaldte AGR sæder i alle nye Astra, også hvis man skulle vælge den mindste og billigste model.
Her mener vi Opel har set helt rigtigt. De dage hvor Opel er dansk topsælger i hård kamp med Toyota er forbi. For begge mærker. Nu skal man finde sin plads i markedet, og komfort, udstyr og dagligt velvære er gode argumenter sammen med pris og design. Eneste ulempe må være, at Opels sæder først bliver fuldt påskønnet, når man har siddet i bilen i timer, så den korte tur rundt om forhandlerens lokaler, giver ikke det korrekte indtryk af et af Opels bedste kort.
Alt det positive
Vi har kørt en enkelt model Astra. Den model alle forventer bliver den mest solgte, en Astra PHEV, og den tekniske pakke er velkendt.
Den opladelige hybrid er udstyret med 4-cylindret 1,6 motor tilsat turbo og noget elmotor. Batteripakken er 12,4 kWh, den samlede pakke lægger maksimalt 180 HK, mens benzinmotoren i sig selv lægger 150 HK, mens der er en max effekt fra elmotoren på 110 HK. Samlet giver det efter Opels oplysninger 180 HK, og det første indtryk er ganske flot.
Vi har naturligvis ikke testet rækkevidde, sandt at sige går vi lidt forsigtigt rundt om alt det med el-priser netop nu, men Astra er ganske villig til at køre på el, når vi kører i hybrid indstilling, det er også en sjov gimmick at lyset i bilens instrumenter skifter til blå, når bilen kører på el, og nej, – der skulle ikke være noget politisk signal i de skiftende farver.

Selvfølgelig er der skærm i ny Astra, men læg også mærke til den gode række herlige knapper lige under skærmen.
Køremæssigt har vi også et godt førsteindtryk, god komfort, alligevel godt afstemt til den lidt faste side, styringen vinder ved første runde med Astra, og så hiver vi lige et andet plus-point frem i dagens lys, for der er en god række helt almindelige kontakter i ny Astra, – den lange række ligner en variant at det, vi første gang så hos Peugeot, som igen har kopieret ældre Jaguar, men pyt med hvor det stammer fra, det vigtige er, at man kan holde hænderne mest muligt på rattet og øjnene på vejen.
Diesel stikker af
Herfra glider vi til mere blandede indtryk. Prisen på en Astra plug-in hybrid er sat til 340.000 kr.
Billigste Astra koster 310.000 kr, og for de penge får man Astra med 1,2 liters 3-benet motor med 110 HK, og samme motor med 130 HK og automatgear finder man i den Astra, der er sat til 390.000 kr.

Opels nye design er også nået til Astra, og vi hilser med et lille hurra. Præstationerne fejler heller ikke noget. 225 km/t på toppen og de første 100 på 7,6 sekund.
FDM har været ude med den store rive efter netop denne motor, og dommen har været hård, så et eller andet sted er det passende, at netop plug-in udgaven er den prismæssigt mest attraktive. Selv om man synes, det er for dyrt at oplade batterierne på Astra PHEV, får man en 4-cylindret 1,6 motor med 150 HK uden nogen form for tilskud, og det er slet ikke så ringe endda.
Opel skal også have pluspoint for at holde fast i en Astra diesel. Desværre stikker prisen voldsomt af for Opel. Med den kendte Stellantis 1,5 diesel med 130 HK skal man af med mindste 450.000 kr for en diesel, og det er et plus på mere end 100.000 kr i forhold til en plug-in, så økonomien kommer aldrig til at hænge sammen med nuværende afgifter.

Hvad med en rask lille prisgaranti. Opel garanterer på nuværende niveau, selv om man først køber bilen i december til senere levering. Mon det også gælder den nye stationcar, der står klar kort efter nytår.
Det er vel at mærke afgifter, der skifter ved nytår. En plug-in menes at blive omkring 15.000 kr dyrere, og så ryger prisen for en PHEV op omkring 355.000 kr før ekstra omkostninger for farver og mere udstyr, og med Opels nuværende tvivlsomme levering, er det også et stort plus, at man garanterer prisen på PHEV hvis bilen er købt og bestilt i indeværende år.
I praksis kan man bruge juleferien til at købe en ny Astra til levering til foråret 2023, prisen er den der gælder lige nu, men der er mere guf forude.
Kort efter nytår er Opel klar med den altid populære Astra som stationcar. Hvis man er meget vaks ved havelågen, kan man måske være så heldig, at man kan købe en Astra stationcar til dagens priser, for hvis Opel gør, som man har gjort i mange år, er prisen til december enten 350- eller 355.000 kr for en stationcar som plug-in hybrid. En overvejelse værd.

Opel Astra som plug-in er tungere end Astra med almindelig forbrændingsmotor. Sådan cirka 200 kg. Max trailer må veje 1450 kg.
