Ægte Xpower
Hvis du køber en MG XPower i dag, får du leveret en kinesisk produceret el-bil. Til en ganske god pris og med rigtig flot garanti.
Sådan var det ikke, da MG lavede den bil, som ganske sikkert er den model MG, der har inspireret kineserne til om ikke mindst at genbruge navnet.
MG XPower med tilnavnet SV-R er ikke en hvilken som helst MG. Målt i antal er det den mest sjældne af alle serieproducerede modeller fra MG, der er kun fremstillet 42 eksemplarer af den bil, hvis karrosseriet er bygget af alu og kulfiber. Også ganske usædvanligt for en MG, hvor rustfølsomt metal og sågar krydsfiner har været almindelige byggematerialer, og vi skal også lede meget længe, for at finde en V8’er til en MG.
Men alt det med mere får man i MG XPower, der blev bygget fra 2003-2005.
En af disse særdeles sjældne biler er nu dukket op hos en brugtvognsforhandler. Vi benytter den danske betegnelse også selv om forhandleren ligger i Kent, England, og vi har slet ikke noget der ligner en vejledende pris, fordi forhandleren afsøger markedet for at finde ud af, hvor mange af de helt store sedler, der skal lommen, for at købe denne meget sjældne MG.
Bilen der er sat til salg, er registreret første gang i 2004. Den er således 20 år, den har et forbløffende lavt kilometertal, kun 17.000 km rundet op og afrundet, og det er ikke ret mange kilometer for en 20 års gammel bil. Den har nærmest kun været brugt til og fra højmesse hver søndag formiddag.
Derfor skal man selvfølgelig være ekstra opmærksom på kilometertallet, bilen skal kikkes grundigt efter både forfra og bagfra, men mon ikke der er tilstrækkelig dokumentation omkring bilen, så det hele stemmer, men som køber skal man altid være opmærksom og kritisk.
MG XPower er interessant for mere end det lave antal byggede biler. Det er måske den model fra MG, der rammer de helt høje toner, hvis vi skal vurdere bilen som helhed, vi er i superklassen for 2004, og hvis vi siger Ford V8, 18-tommer OZ og Recaro, har vi slået tonen an.
Motoren er ikke den kendte 5-liters V8 fra Ford. Det er en 4,6 liters, som på nær 0,2 millimeter i slaglængde kan kaldes en kvadratisk motor, 32 ventilet skal vi også tilføje, den lægger 324 HK uden kunstigt åndedræt af nogen art, og det bliver til 410 Nm fra V8 maskinen, der er tilsat en 5-trins manuel gearkasse, som også er ”købt ude i byen”.
Det hele rammer de første 100 km/t efter 5,4 sekund, det var rigtig flot i 2004, tophastigheden er 266 km/t, ligeledes noget der placerede denne MG blandt superbilerne for 20 års siden, og det eneste der er en lille smule overraskende, når man kikker på data, er bilens egenvægt på 1540 kg. Det er lidt over det forventede, men tjek også bilen grundigt, der er hældt godt med udstyr i bilen, så vis man har hjertet, kan man godt komme længere ned i vægt.
MG XPower SV-R kører på 40 profil dæk, 225 foran og 265 bag, 18-tomme fælgene fra OZ var super hot i 2004, mens resten af bilen er yderst klassisk efter original MG opskrift. Længde på 448 cm, en akselafstand på 266 cm, og selvfølgelig ligger V8-motoren på langs med lige så klassisk træk på baghjulene.
Nu kan dagens nye MG XPower direkte fra forhandleren på mange måder præstere bedre end denne 20 år gamle model, men alligevel ville det klæde den nuværende danske MG importør, at indkøbe bilen, og placere bilen i receptionen i den danske MG førerbunker, der ligger ganske få kilometer nord fra Fredericia.