Amerikansk bilkaos

Den faglige kamp i amerikansk bilindustri har allerede betydet strejke på tre bilfabrikker, men nu lukker man også 38 distributionscentre for reservedele for GM og Stellantis (Chrysler/Jeep). Det betyder, at Smith og Jones ikke kan få repareret bilen i løbet af få dage.

Amerikansk bilindustri har vist meget store overskud den seneste tid, men nu ryster grundvolden under de tre såkaldt store amerikanske koncerner, hvoraf den ene også er en europæisk koncern, som igen har stor kinesisk indflydelse som aktionær, og man behøver ikke nogen særlig fri fantasi for at forestille sig, at der kan komme grimme politiske undertoner i det, der ligner en amerikansk arbejdskonflikt.

Den nuværende konflikt har ulmet siden 2012, hvor en aftale fra den store økonomiske krise udløb.

Aftalen blev indgået som direkte følge af den økonomiske krise, hvor den amerikanske stat var inde for at redde amerikansk bilindustri, det var på det tidspunkt, hvor GM blev oversat til Government Motors, og det var en aftale mellem UAW (United Auto Workers) og de tre store amerikanske koncerner.

Aftalen satte en stopper for alle lønstigninger. Alt blev låst fast, selv den såkaldte COLA aftale blev suspenderet, COLA er/var en aftale mellem parterne, der sikrer personalet en 90 procents kompensation for stigende leveomkostninger (læs inflation/dyrtidsportioner), og denne aftale har det ikke været muligt at få genoptaget.

Således har amerikansk bilindustri været en krudttønde i flere år, og den gnist der satte fut til bålet, var Stellantis beslutning om at lukke en fabrik i Belvidere, Illinois, under henvisning til de store omkostninger koncernen står over for, når der skal omstilles til el-biler.

Netop overgang til en ny type køretøjer, har været et meget almindeligt argument fra bilfabrikkerne, som gerne ser en lukning af gamle og til dels nedslidte fabrikker, for til gengæld at flytte produktionen til et andet sted, måske i USA, men gerne et sted, hvor UAW ikke har indflydelse.

Fagforeningen kræver en lønstigning på 40 procent, man ønsker også den tidligere suspenderede COLA aftale genindført, og man ønsker ikke mindst, den nuværende praksis med to typer lønarbejdere afskaffet.

De senere år har nyansatte fået mindre i løn end en medarbejder, der udfører samme arbejde, men har været mange år hos en af de tre store. Den nye medarbejder har også dårligere vilkår, dårligere sygesikring og andre vilkår, – medarbejderen kan så opnå samme vilkår og løn som de medarbejdere, der har været på fabrikken i mange år, og denne ordning ønsker UAW reduceret til tre måneder, der skal betragtes som en oplæringsperiode, hvorefter løn og arbejdsvilkår skal være de samme.

UAW mener, at man med den gamle aftale om fastfrysning af løn og arbejdsvilkår i fire år, med udløb i 2012, har bidraget til den nuværende situation med gode overskud, og man har beregnet, at medarbejderne allerede har et lønefterslæb på 20 procent. Dertil kommer indvirkning fra de seneste års inflation, så derfor står UAW hårdt på en lønstigning på 40 procent over en 4-årig periode, og starten på arbejdskonflikten betød strejke på tre fabrikker. En fra hver af de tre store.

Nyeste tiltag er en voldsom stramning, som meget hurtigt kan få voldsom betydning for landets mange bilejere. UAW har varslet strejke på 38 såkaldt lokationer, alle tilhørende GM og Stellantis, og disse lokationer er centre for reservedele.

I praksis kan landets autoværksteder komme til at mangle stumper få dage efter en strejke tager sin begyndelse, og med dette greb, har UAW taget et godt greb om ”kuglerne” hos GM og Stallantis, for der bliver omgående ballade, når Biden, Johnson og Jones ikke kan få fikset bilen. Ta’ bilen fra amerikanerne, – og du har balladen.

Ford er indtil videre undtaget de nye strejkevarsler. Ford har vist gode takter i forhandlingerne, lyder meldingerne fra UAW, mens GM og Stellantis blankt har afvist alt andet end en forhandling om en lønstigning på 20 procent over en periode på fire år og syv måneder.

Det var Henry Ford der var den direkte årsag til oprettelse af den måske mest succesrige fagforening i USA, da Henry Ford hyrede et tæskehold, og sendte det efter en faglig aktiv på en af Fords fabrikker. Resultatet blev en sit-down strejke og den første aftale mellem to parter i amerikansk bilindustri.

Kan den amerikanske fagforening så komme ud af konflikten med succes? Det er absolut en mulighed, for faglige konflikter har ført til lignende lønfremgange, blandt andet hos UPS og American Airlines, men konflikten der er rettet mod de tre ”store” i amerikansk bilindustri, er allerede en trussel mod europæiske bilmærker med produktion i USA. Senest har producenten af gearkasser, ZF, fået vanskeligheder med at opretholde produktion p.g.a. UAW medarbejdere i sympatikonflikt, og ZF er storleverandør til Mercedes i Alabama, og det betyder også mulige problemer med levering til Europa og Danmark, for en del af den amerikanske produktion sælges hos danske Mercedes forhandlere, men set over en bred kam, er det Stellantis, der risikerer den største lussing, hvis konflikten får lov at brede sig i USA.