Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

15. April '21 09:46 by Jørli Petersen

Audis nye el-baby

Q4 er Audis næste rene el-bil, og så er efternavnet e-tron.

Audi byder både Mercedes og Tesla op til dans. Der er sat strøm til alle kontakter, og det er værdige modstandere Audi skal dyste med, mens man forsøger at balancere den næste model e-tron på en sådan måde, at kunderne bliver tilfredse.

Nyeste Audi til det elektriske marked er Q4 e-tron. Bilen kommer i tre udgaver, som model 35, 40 og 50, og selv om den nye modelbetegnelse er forvirrende for rigtig mange, kan man altid regne med, at jo større tal, jo højere motorydelse.

Hos Q4 e-tron kan man sætte 170, 204 og 299 HK efter de tre modelbetegnelser, de to mindste er sat til at lægge 310 Nm, mens den store e-tron 50 lægger 460 Nm. 0-100 på de tre ellerter er 9, 8,5 og 6,2 sekund, mens Audi fedter lidt rundt med tophastigheden, for dels er man jo et tysk Autobahn mærke, og så skal man helst kunne ligge i overhalingsbanen, når man kører Audi, mens man på den anden side helst ikke skal af ved hver eneste afkørsel, for at lede efter en ledig stikkontakt.

Det er surt at være elbil i Tyskland. Især hvis man kommer fra en bilmærke, som normalt tordner rundt i overhalingsbanen på de tyske motorveje. Det kniber gevaldigt når man kører el-bil.

Derfor er hastighederne sat til maksimalt 160km/t på de to mindste, mens model 50 igen får lov at køre 180 km/t, men batteristørrelsen på de to største modeller, er nøjagtigt de samme. Derfor er det også Q4 e-tron 50, der har den korteste rækkevidde med 481 meget teoretiske kilometer, hvor model 40 oplyser 509 km, mens den mindste med det lille batteri på 55 kWh kun kan klare 334 km.

I det første materiale om ny Q4 e-tron bruger Audi formuleringen, kørsel i lokalområdet. På den måde signalerer man diskret, at man er helt klar over fordele og ulemper ved kørsel med el-biler, og det er svært at være ellert i Tyskland, hvor tempoet på motorvejene er ganske anderledes end i Danmark, og derfor kan det undre, at ladeevnen på ny Audi e-tron ikke er bedre end den er.

Man kan maksimalt lade den nye Audi med 125 kW. Det er 50 kW under det vi finder på en meget typisk dansk hurtiglader, hvis den ellers gider afgive 175 kW, men det er en helt anden historie, og så studser vi selvfølgelig over de oplyste ladetider.

Alt med ladetider og rækkevidder skal tages med et meget stort kilo salt, så tjek alle data på ny Q4 e-tron grundigt.

Uanset hvilken Audi Q4 e-tron man vælger, tager det 7,5 time at oplade bilens batteri til alle 100 procent, og hvis man skal køre både dansk eller tysk motorvej, er alle 100 procent nødvendige.

Modsat kan man bare holde sig til nærområdet, som det indirekte anbefales af Audi. Hvis man gør det, kan man nøjes med en model 40, fordi det er den billigste model med det store batteri, og indtil det modsatte er bevist, skal man altid vælge det største batteri, indtil klimaændringerne helt har aflyst den danske vinter.

Priserne for ny Q4 e-tron hedder 350.000, 385.000 og 460.000 herlige afgiftslette danske kroner, så vores foreløbige favoritmodel koster således 385.000 kr. Dette tal vil med stor sikkerhed blive studeret grundigt hos Mercedes, og det samme er tilfældet med priserne på leasing, for kan man lægge 25 af de lange på disken, kan man lave en leasingaftale med Audi, og så hedder det 5000, 5500 eller 6400 kr om måneden alt efter valgt model. Men igen. 5500 kr for den model vi har i kikkerten.

Så kan den flabede, miljøbevidste danske bilist spørge? Hvorfor er der ikke en Audi der kører på brint. Mercedes har jo vist deres første? Hertil kan vi sige, at Audi har købt brintteknologi hos Hyundai, så det er kun et spørgsmål om tid, og når den bil dukker frem, vil Audis tophastighed på elbiler blive noget mere motorvejsduelige. Tyske motorveje selvfølgelig.

Man kan køre ud i aftensolen med en el-bil, og det må meget gerne kombineres med det Audi signalerer mellem linjerne. At man skal holde sig til lokalområdet.

Pin It on Pinterest