Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

25. May 19:19 by Jørli Petersen

Bare den er 1-liters

Hvis du kan nøjes med en 1-liters motor, og holder dig til mindst 90 procents bykørsel, vil du måske ikke lide voldsom overlast efter Kias motorvalg, men man kan selvfølgelig også se sig om efter noget andet.

Kia gør som Henry Ford i bilernes barndom. Den gode Henry gav frit valg på alle farvehylder, så længe køberen holdt sig til sort, og sådan har Kia det med motorer i Kia Stonic, som lever en lidt tilbagetrukket tilværelse blandt de såkaldte cross-over biler, som mange ynder at kalde SUV, selv om kun de færreste lever op til den betegnelse.

Konkurrenterne er mange, det er biler som Peugeot 2008, Renault Captur, VW T-Cross, og vi er slet ikke færdige med navne, for Toyota melder sig snart under fanerne med en højere udgave af Yaris, og som en læser flere gange fremhævede, da vi drøftede bil for et par dage siden, så handler det også om let indstigning, mens mange kvinder lægger vægt på bedre udsyn fra førersædet.

Helt fra start har vi haft et god øje til Kia Stonic. Faktisk så godt, at vi også havde den blandt årets bedste nyheder, da første Stonic stillede op til kåring af Årets Bil i Danmark, men sådan forholder det sig ikke længere, for udvalget af motorer er alt for begrænset. Der mangler især en dieseludgave i programmet, og hvad med en større benzinmotor end den meget enlige 1-liters, der slet og ret er en opgraderet udgave af den motor der ligger i Picanto.

Mild-hybrid

Faste læsere ved selvfølgelig, at vi har meget imod en 3-cylindret motor. Denne unaturlige skabning er en moderne formel-1 motor skåret igennem på langs, for mens motorfabrikanter gør sig den umage, at afsætte hele seks cylindre til en 1,6 liters hybridmotor, er man helt anderledes i sparehjørnet, når der er motorer til Jensen, Hansen og Nielsen.

Stonic er bilen i den populære klasse, hvor der kommer mange  nye biler.

At man samtidig sparer på antallet af kubik gør ikke sagen bedre, men Kia puster godt med liv i deres 1-liters, der er solidt turbotryk til at piske Picanto motoren fra de lidt mere end 60 naturlige heste til de 120, der er det maksimale i Stonic, hvor man dog først er helt i mål med antal af heste, når vi når 6000 omdrejninger, og lad os bare være ærlige, en 3-benet halte-motor lyder slet ikke godt, når den skal piskes på den måde.

Nyheden ved denne drivlinje hjælper lidt på sagen, den 7-trins automatkasse af typen DCT laver et rigtig flot stykke arbejde i Stonic, gearkassen er godt afstemt, og så har vi et meget alvorligt hængeparti, for mens Stonic giver et ganske pænt indtryk under almindelig bykørsel, er vi kommet meget i tvivl, om hvor meget og hvor lidt assistance vi får under kørsel fra det såkaldte mild-hybrid system, et mild-hybrid af 48V typen, som vi har groft mistænkt for at være medvirkende til det ganske pæne momentforløb, der topper allerede ved 1500 omdrejninger, og først dykker igen ved 4000, og så meget elastik kan man ikke hente ud af en 1-liters motor, uanset hvordan man finpudser sin turbolader og motorstyring, – et eller andet sted er der godt med hjælp fra mild-hybrid systemet, der giver det samlede bedre indtryk ved stående start og mellemaccelerationer ved lavere hastighed, mens Stonic er mere overladt til sig selv, så snart bilen er kommet ud i det åbne landskab, hvor man endda kan have familien med på tur til et par oplevelser.

Kia Stonic har helt fra start budt på god komfort og rigtig god plads. Tidligere var motorprogrammet også uden alvorlige knaster, men tiden har ændret Stonic.

Det er her man mærker begrænsninger i den 1-liters. Det er her man pludselig lurer på, om der nu også kan være 120 heste i køretøjet, og sandheden er selvfølgelig, for det er der naturligvis ikke, før vi er ved at falde ud af bilen grundet dårlig motorlyd, så mens vi på den ene siden må sende et kompliment til Kia for fin afstemning af motorstyring, er og bliver 1-liters turbopimpet en for lille motor, når familien skal med på landet, hvor man både kan risikere at møde modvind, og bakker der peger opad.

Komforten og finish i Stonic er som vi husker den rigtig god, det var faktisk på det punkt vi mente Stonic udmærkede sig blandt tidligere års nyheder, det er stadig en fornøjelse at sidde bag rattet i en Stonic i almindelig dansk bykørsel, men vi er ikke enige i Kias valg af motorer, for der er ikke en diesel i modelprogrammet, og vil man lidt mere end trille frem og tilbage til fodbold med Stonic, er man i sat i en umulig situation. Uden for landets grænser kan man få Stonic med 1,2 liters sugemotor, mens den danske importør udelukkende satser på 1-liters med 100 eller 120 HK.

Valgmuligheder efterlyses, for bilens er indledningsvis ganske god.

Kia Stonic 1,0 T-GDI 120 DCT

Pris: fra 191.238 kr

Kia holder sig til to udgaver af den 1-liters motor. Det hedder 100 eller 120 HK, mens den 7-trins automatkasse er den klart bedste enkeltkomponent i hele Kia Stonic model 2021.

Pris for testbil: 257.380 kr

Motor: 1,0-liter 3-cyl

7 aut type DCT

120 HK v. 6000 o/m

200 Nm v. 1500-4000 o/m

0-100 km/t: 11,5 sek

Tophastighed: 185 km/t

Forbrug: 17,6 km/l

Kørevægt: 1288 kg

Totalvægt: 1710 kg

Trailer: 450/900 kg

CO2: 129 g/km

Pin It on Pinterest