Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

11. April '18 15:44 by Jørli Petersen

Biler med fødselsdag

Brugte biler har andre købsregler end nye, der er ikke det tidligere “excl. levering” på brugte biler, men der skal selvfølgelig nummerplader på en brugt bil, og det er billigere at købe en brugt bil med nummerplader end en bil hvor pladerne er leveret tilbage. Med nummerplader kan man nøjes med at omregistrere bilen. Det tager to minutter og kan gøres på nettet.

Flere ændringer i bilernes verden har været gældende siden påske, men den vigtigste af dem alle har ikke været omtalt i større grad. Opmærksomheden har været rettet mod den nye totalpris, hvor det tidligere gebyr på 3980 kr for levering incl. nummerplader blev lagt oven i bilens pris.

Argumentet for den nu afskaffede levering har altid været udgifter til nummerplader, som var den mindste del af det ekstra beløb, mens resten af beløbet blev begrundet med transport. Underforstået den transport der fandt sted, efter bilen var kommet til Danmark, men nu er det slut med det gamle begreb: Excl. levering!  Bilens pris er den fulde pris på en ny bil.

Den gode, den helt store og måske vigtigste nyhed der er trådt i kraft, er forhandlerens pligt til at oplyse bilens helt korrekte data. Det vil sige bilens fødselsdag.

I de nye regler er der en lille krølle til kravet om fødselsdatoen, der står et ”så vidt muligt”, og de tre ord kan have afgørende betydning. Hvis ikke forhandleren ønsker at oplyse en ny bils fødselsdato, er der ugler i mosen.

Bilen er med stor sandsynlighed en overgemt skøjte, der har været gemt på en eller anden parkeringsplads, for i dag bliver der ikke produceret en eneste ny bil, uden fabrikken, og dermed importør og forhandler kan give samtlige oplysninger om bilen.

Hvor bilen er produceret, hvilke underleverandører der har medvirket, hvilke leverandører som netop den dag kan have været forsinket med deres just-in-time system, således at bilen blev en halv time forsinket på samlebåndet, alle disse informationer er tilgængelige, og det betyder, at både sted, dato og tidspunkt for fødsel er kendt.

Historien har mange eksempler på hengemte biler, der alle blev solgt som fabriksnye, for indtil påsken i 2018, har det været bilens første registreringsdato, der blev opfattet som bilens fødselsdato.

Det mange bilkøbere ikke ved er, at en bil kan sælges som ny længe efter produktion af pågældende model kan være ophørt. Det har været mest almindeligt i forbindelse med modelskifte, her kan en dansk importør have købt en rigelig bunke biler til ophørspris på fabrikken, sende dem på lager, og forsinke dansk salgsstart af den næste model.

Den lille finte kan give lidt ekstra fortjeneste, selv om mærket kalder det ophørsudsalg, men det kan også have andre årsager, hvor den mest morsomme må have været Skodas måde at få biler på tilbage i 80’erne, hvor Skoda 105 et enkelt år blev den mest solgte bil i Danmark.

Skodas daværende kvalitet var åbenlys lav, og bilerne havde en række medfødte svagheder, som med sikkerhed ville sende bilerne på dansk værksted, også selv om garantien i 80’erne var endnu dårligere end dagens minimum. For at undgå de åbenlyse fejl, sendte den danske Skoda importør en række udvalgte dele til fabrikken i det daværende Tjekkoslovakiet. Det var småting som fjedre, pakninger, benzinslanger, spændbånd og lignende helt almindelige stumper, og når den danske importør havde sendt dem til fabrikken, blev der bygget en stribe biler med de danske stumper, hvorefter bilerne blev sendt til Danmark.

Det betød, at der i perioder stod rigtig mange Skodaer hos importøren, som på den tid havde adresse i Ørslev på Sydsjælland. Når man kørte forbi på landevejen mod København, kunne man se de mange biler, som i tidens ånd var i lidt iøjnefaldende farver som majsgule, mørkere grøn og røde.

En anden svaghed ved datidens Skoda, var malingens kvalitet. Bilerne havde det med at falme så snart de så dagslys, og for at forhindre bilerne i af falme mere på den ene side end på den anden, havde den tidligere Skoda importør ansat en række gymnasieelever, som hver fredag vendte bilerne en halv omgang på lagerpladsen, så bilerne falmede lige meget hele vejen rundt.

Med de nye fødselsdata som almindelig information, er det slut med tidligere tiders kunster. En fabriksny bil der sælges i Danmark, bør ikke være mere end seks måneder gammel. Biler der produceres i Fjernøsten har lang transporttid, skibene til Europa kan være to måneder undervejs.

Denne Fiat Tipo er kun brugt som eksempel på alle fabriksnye biler, men Fiat ved, at bilen er produceret i Tyrkiet, og de ved også på hvilen dato og på hvilket tidspunkt bilen er rullet af samlebåndet, og nu skal forhandleren oplyse en fabriksny bils fødselsdag.

Pin It on Pinterest