FSO eller Fabryka Samochodow Osobowych, er en polsk bilproducent, grundlagt i 1948 med hovedsæde i Warszawa. De første biler var polske udgaver af russiske GAZ biler, første polske bil, en Syrena med 2-takts motor blev lanceret i 1957, og i 1965 indgik den polske fabrik aftale med Fiat, om produktion af udvalgte modeller. I 1990 havde FSO samarbejde med Opel og senere Daewoo, som på det tidspunkt ikke var ejet af GM. Da Daewoo gik fallit, blev FSO igen et selvstændigt selskab, men søgte nye partnere uden resultat. Eneste mulighed var ukrainske UkrAVTO, der ejer bilmærket ZAZ, som gradvist blev hovedaktionær, og i en periode byggede man Chevrolet Aveo for GM. Finansielle problemer betød, at FSO lukkede i 2011.