Dacias gigant

Bigster er Dacias største og nyeste model. En rummelig familiebil med en ualmindelig type hybrid.
Vi lægger ud med en opdatering af de mindre gode nyheder. Dacia skærer ned. Forhandlernettet er reduceret til fem, alle placeret i større byer, men servicenettet er spredt ud over det ganske land. Men fem forhandlere til et bilmærke, der opfattes som et lavpris bilmærke?
Hvis mangfoldigheden af Sandero og alle andre Dacia modeller skal øges, skal man ikke tvinge køberne fra Langeland til Odense, fra Herning til Holstebro, eller fra Aalborg, Frederikshavn og andre byer mod nord til Aarhus, for at se på en lavpris Dacia.
Pudsigt nok er det prisen, der er problemet for Dacia. Renaults lavprismærke har så stor succes internationalt, at man ikke ”gider” sælge biler til lave priser i Danmark. Hvis danskerne vil have Dacia, skal de betale samme fabrikspris som alle andre lande, men tilført danske afgifter og 25 procent moms går det galt.

Dacia model familietype med plads flot plads på bagsædet.
Det gælder også for Dacias største og nyeste model. Dacia Bigster, der findes i fire varianter, hvor vi har to på det danske marked. Testbilen der kaldes hybrid 155 og så en 4×4, hvor vi er nede på 1,2 liters motor med mildhybrid, og igen spiller priserne os et pus, for denne variant med mindre motor er dyrere end testbilen, der er både er topmodel, men også den billigste, hvorefter vi sukker opgivende over de danske afgifter.
Vores testbil er midtermodellen. Listeprisen er 370.000 kr minus en slat, og bilen lever skam op til sit navn. Det er åbenlyst den største model Dacia til dato, måske undtaget den tidligere model Lodgy, der var en type MPV uden at være det fuldt og helt, men Lodgy var kæmpe.

På rene mål er Bigster ikke meget større end Duster, men mål på reel plads er der stor forskel.
Sammenlignet med populære Duster, er Bigster trods alt ikke så stor endda, hvis vi ser på basale mål. Akselafstanden er kun vokset med fire centimeter til 270 cm, det er en størrelse i den øvre Golf-klasse, – så stor, nej. Ikke set ud fra målebåndet.
Modsat er det, når man sætter sig ind i bilen. Pludselig er det en noget anden verden, her er Bigster klart en stor model Dacia, igen kan vi tillade at tænke på børnefamilier, varerummet kan komme helt op på 1851 liter, mens vi har ganske flotte 546 liter til bagage, hvis alle sæder er i brug.
Den anderledes hybrid
Den oplevelse man får bag rattet, er også en oplevelse med tydeligt pil op fra tidligere tiders Dacia, men det er ikke første gang vi nævner det. Der er tale om en konstant fremgang i komfort fra Dacia, sæderne er nu ganske gode, vi er også tilfredse med bilens betjening og instrumentering, der har også sneget sig en god del sikkerhedssystemer ind i bilen, så det vil være forkert at opfatte Dacia som et bilmærke med mindre sikkerhed, ene og alene fordi mærket fremstår som et lavprismærke, og når det gælder det nye, er denne Dacia også med et godt stykke fremme i feltet med den variant af det, man i Renault-koncernen (plus Nissan) kalder for fuldhybrid.

Dacia opfattes som et lavpris bilmærke, men førerpladsen ligner slet ikke til lavpris.
På salgsplakaten står der kun hybrid, de 155 henviser til den maksimale ydelse der er på 156 HK, og når vi taler ægte hybrid, taler om om en benzinmotor tilsat noget el, der ikke er uden betydning i denne Dacia Bigster.
Elmotoren lægger 49 HK og 205 Nm, det vil sige et pænt træk fra stående start, og når Dacia kalder det hybrid, er det fordi det altid er el-motoren, der trækker bilen, mens benzinmotoren på 109 HK udelukkende har til formål at producere strøm til motoren.
For at få det hele til at spille, har man ansat en 4-trins automatkasse til at fordele effekten, så motoren holdes nogenlunde i passende omdrejninger, uanset hvad man byder bilen, og det er her der mangler finpudsning, og det er ikke første gang vi peger på det emne.
Der er dele af et almindelig køremønster, hvor benzinmotoren hyler lidt rigeligt fra maskinrummet, og det er som man ikke kan få skidtet til at skifte gear. Efter det som især efter koldstart kan det synes at være en større evighed, før der skiftes til et højere og mere passende gear, men da man ikke har det direkte træk på de trækkende hjul fra motoren, er det svært at påstå, at bilen er kørt helt galt i byen. Der må være noget styring et eller andet sted, som forsøger at gøre det bedst muligt, og noget af forklaringen er måske, at batteripakken er på 1,4 kWh, det er måske lige lovlig lidt til en koldstart om morgenen, hvor man har tændt for lidt af hvert, og hvis man samtidig er ved at finde motorvejstempo, er det pludselig blevet travlt i den afdeling, der skal producere den ønskede mængde el til at drive bilen som helhed.
Den lavere vægt
Vi ser med lidt bekymring på den oplyste tophastighed på 180 km/t, vi har ikke fristet kørekortet med den form for test på danske veje, men til gengæld går det rigtig fredeligt ved maksimal tilladt hastighed i Danmark, hvor man kører snorlige ret frem efter næsen, så det er kun når man stiller krav til bilen og dens 280 V elsystem, vi kan blive irriteret over den for hastigt snurrende motor, og det er også, når man har fuld bemanding på bagsædet, og finder noget der går op ad bakke, det er med sikkerhed også forklaring på, hvorfor Dacia sætter en grænse på 1000 kg på trailervægt, og underligt nok tillader man ikke en 750 kg trailer uden bremser, som ellers er en meget almindelig vægt, Dacia trækker grænsen ved 745 uforståelige kilo.

Også sæderne er løbende blevet bedre. Model for model.
Hvad så med alt det der under en hat kaldes køreegenskaber. Først og fremmest er vi tilfredse med kombinationen af benzin- og el. Ingen ventetid ved ladestationen, bare en gang frisk benzin på tanken, og vi er videre.
Det betyder også, at vi kører i en rummelig familiebil, der ikke slider alverden på gader og veje med sine 1410 kg. Styreegenskaberne er tilfredsstillende, vi er tilsvarende tilfredse med bilens retningsstabilitet, generelt er vi det der hedder tilfredse med Dacia Bigster, der kører som vi snart har påpeget mange gange, den kører tilfredsstillende uden at ramme de høje karakterer, så hvad skal vi ellers beklage os over.
Selvfølgelig den politik Dacia fører, eller måske skulle vi rette kritikken mod de danske bilafgifter, og netop det emne kan hurtigt blive genstand for yderligere skarp kritik, for noget nyt er på vej, så de priser vi opgiver i nedenstående skema, er kun gældende frem til næste prisliste, men helt sikkert ikke noget der kan bruges fra og med den 1. januar 2026.
Dacia Bigster Hybrid 155

Dacia har ikke gjort sig stor anstrengelser for at få bilen til at se mindre ud end den er. Snarere tværtimod.
Pris: fra 339.990 kr
Pris for testbil: 369.990 kr
Motor: 1,8-liter 4-cyl
4 aut
Benzinmotor: 109/5300 HK
172 Nm / 3000 o/m
Elmotor: 49 HK
205 Nm
Systemydelse: 156 HK
Systemydelse: 270/1800 Nm
0-100 km/t: 9,7 sek
Tophastighed: 180 km/t
Forbrug: 21,3-21,7 km/l
Kørevægt: 1546 kg
Totalvægt: 1940 kg
Trailer: 745/1000 kg
CO-2: 105-106 g/km
